Nyt alting

brevkassespørgsmål

Nyt alting

brevkassespørgsmål af
Lisa
17 år
Oprettet 7 år 4 måneder siden

Hej Cyberhus 

jeg er en pige på 17, jeg har social Angst. Jeg startede i en ny klasse her efter sommerferien og jeg lovede min psykolog og mig selv at jeg ville give det 3 måneder. Jeg blev anbefalet at hende (psykolog) at jeg faktisk ikke skulle gå i skole i skoleåret 17/18. men ville ikke skille mig ud i forhold til mine venner.... men jeg kan ikke sætte mig til ro, mit hoved arbejder 24/7 på at finde en undskyldning for hvorfor jeg ikk skal gå ud af min egen hoveddør og syntes virkelig det er svært at skulle over i min nye klasse og snakke med dem og jeg sidder bare alene på mit bord i klassen fordi jeg ikke passer ind. jeg ved godt det her meget drastisk og dramatisk men jeg vil næsten gøre alt for at undgå det. Kan ikke overskue det. Mine forældre forstår heller ikke min angst på nogen måde de syntes bare jeg er genert selvom jeg prøver at forklare dem det- Det eneste der gør jeg går i skole er at spørgsmålet hvorDan folk vil se på mig og de eneste tanker jeg har er hvordan jeg kan komme ud af verdenen stille og roligt

Svar: 

Kæreste du. 

Hvor lyder det som nogle utrolig svære tanker, du går og tumler med. Det må være meget frustrerende at føle sig fanget af sin angst på den måde. Det er et stort arbejde at bekæmpe sin angst, men hvor er det flot, at du er igang. Jeg håber din psykolog hjælper dig og støtter dig i kampen. Det er helt okay og naturligt, at det er svært og tager lang tid. Det er også helt okay, hvis det tager rigtig lang tid, og der er tilbagefald. Det er så flot, at du overhovedet kommer afsted nogle dage, det skal du have ros for. Det er også okay, hvis der er nogle dage, hvor du bare ikke kan.

Det kan være rigtig svært for andre at sætte sig ind i, hvordan din angst er for dig. Det er heller ikke sikkert dine forældre kan. Hvis de ikke selv har oplevet eller oplever den slags utilregnelige angst, som du gør, kan det være svært for dem at se, hvorfor du ikke bare kan lade vær med at føle som du gør. Men sådan fungerer det jo desværre ikke. Det er ikke din skyld, at du ikke kan styre, det der sker med dig. Men det er noget, du kan lære, og det er forhåbentlig noget du kan øve dig på med din psykolog. For at komme din angst til livs, er det vigtigt at gå stille og roligt frem, så du lige så stille vænner dig til de situationer, der normalt er angsfremkaldende for dig. Med de rigtige øvelser vil du måske endda en dag selv kunne modkæmpe din angst. Det er sikkert også det, din psykolog og du snakker om, kunne jeg forestille mig. 

Jeg kan godt forstå, du helst ikke vil skille dig ud ift. dine venner, det sociale betyder meget for de fleste og det er helt forståeligt. Det er rigtig godt og flot, at du kan beslutte dig for at starte i skole og dermed gå imod din angst, men det er samtidig ikke rart, hvis du hver dag er angst for at skulle afsted. Måske det er muligt, bare at være der et par dage om ugen? På den måde kan du starte stille og roligt op og lære den nye klasse at kende stille og roligt. 

Jeg kan ikke sidde og fortælle dig, hvordan du slipper af med din angst. Det er forskelligt, hvad der virker og hvor lang tid det tager. Dog kan jeg fortælle dig, at du godt kan komme af med angsten. Det kan godt lade sig gøre, og jeg tror på, at du er stærk nok til at bekæmpe den. Der er rigtig mange forskellige tilgange til angst og rigtig mange mennesker, der oplever angst forskelligt. Både her, her og her er der gode links og mulighed for at chatte med både andre med angst, men også personer der ved en masse om det. Her er der ligeledes en artikel om angst, med nogle små hverdagsråd, som du måske allerede kender. Du er altid velkommen til at komme i vores 1-1 chat eller skrive her igen, hvis du har lyst til at snakke mere. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar. 

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program