Hej igen alle sammen. 

Okay.. Dette indlæg kom ikke en uge efter det sidste, jeg er dog glad for at se hvor mange mennesker der liker fra tid til anden, selv mine ældste indlæg får stadig likes i ny og næ – det varmer, det er som sagt ikke særlig nemt at fortælle om alle disse ting.

Og nu i gang med historien. Efter min oplevelse med C, blev tingene kun værre, jeg vidste ikke længere hvem jeg kunne stole på og det virkede som om at alle folk vendte mig ryggen.
Det gjorde de ikke og det ved jeg den dag i dag. Min afhængighed blev kun værre, jeg fortsatte med at drikke og hore, og ja jeg horede. Jeg kan huske flere privatfester hvor jeg spenderede størstedelen af tiden på toilettet, min aften var veludført hvis jeg havde scoret mere end to, og det skete relativt ofte også selvom jeg nogle gange var for fuld til at huske det dagen efter.
Måske burde jeg være stoppet efter episoden med C, der burde lyse et stort fedt neonskilt op inde bag frontallapperne ”STOP!” men det gjorde der ikke. Tværtimod blev jeg faktisk mere ligeglad for en tid, jeg havde stadig få mennesker der holdte af mig og håbede at se mig i bedring, men efter episoden blev jeg endnu mere selvisk, hvis det overhovedet er muligt. Jeg havde stadig lyst til at cutte, men det var som om at mine ”små juleleje” ikke længere havde den ønskede effekt, jeg higede efter noget større, mere drastisk, noget perfekt og jeg vidste lige hvordan jeg skulle opnå det. Til at starte med udviklede jeg bulimi, ikke for at tabe mig men for at få det dårligt.
Dernæst udviklede jeg et uhyggeligt søvnmønster. Ved du hvor mange dage kroppen kan klare uden søvn – det ved jeg. Jeg var sikker på at jeg med denne kombination ville opnå en indlæggelse. Jeg håbede på at jeg faldt om midt på en af gangenes stengulv, eller endnu bedre ville være hvis jeg faldt om på scenen under frokost. Dystre tanker, jeg ved det.
Målet med besvimelsen og den efterfølgende indlæggelse var at jeg skulle gøre alle folk bange, ikke kun mine klassekammerater, men lærerne, resten af skolen og selvfølgelig min familie, alt sammen for at kunne komme hjem og cutte så snart indlæggelsen var ovre. Det skete heldigvis aldrig, men ideen var der. Jeg overvejede også forskellige måder hvorpå jeg kunne udføre selvmordsforsøg. Læg mærke til forsøg!
Jeg var selvfølgelig ikke interesseret i at dø, for jeg skulle jo hjem og… jeg tror i har fanget pointen.
Jeg var virkelig langt ude.

Jeg havde valgt psykologi som mit valgfag i 2.g, da jeg meget gerne ville læse psykologi på Københavns Universitet efter endt gymnasie, det skete aldrig. Dog lærte jeg i psykologi-undervisningen meget brugbart om mig selv og andre.
Jeg husker specielt en time hvor vi havde om Freuds personlighedsmodel, for jer der ikke kender til modellen handler den om at mennesket er inddelt i 3 forskellige sider, overjeget, jeget og Id’et.
Overjeget er menneskets morale side, den kontrollerende og dømmende funktion.
Jeget er fornuften, den tager sig af de styrende og regulerende funktioner.
Id’et er det ubevidste der styres af lystprincippet.
I kan måske gætte jer til hvilken siden der havde overtaget styringen hos mig.
Efterfølgende skulle vi have en gennemgang af personlighedspsykologien og dens to typer, den risikovillige og den forsigtige, hvor den forsigtige type overvejer sine handlinger grundigt kan den risikovillige ofte ses som dumdristig og hensynsløs.
Vi fik af vide at både den forsigtige og den risikovillige var sjældne og at man som oftes var en blanding af disse to og agerede forskelligt i forskellige situationer.
Jeg spurgte min lære i denne sammenhæng om man kunne være en del af begge yderligheder. Jeg gav et eksempel på min ven (som selvfølgelig var mig selv). ”Jeg har en ven som på den ene side tænker enormt meget over tingene og deres konsekvenser, på den anden side gør personen enormt dumme ting for at opnå et større mål” Det lød ikke på hende som om hun forstod hvor jeg ville hen med mit spørgsmål så jeg prøvede igen.
”Min ven lider af tvangstanker, han cutter men skal bruge en undskyldning for sin selvskade, derfor gør han bevidst andre folk ondt så han kan opnå selvtilfredsstillelse”
Hun kiggede meget bekymret på mig og sagde så ”din ven må være sindssyg”.

Efter psykologi-timen rev to af mine venner R og O fat i mig og sagde at jeg virkelig skulle søge psykolog, det var først her det rigtig gik op for mig hvor fucked up jeg var. Et par dage efter gik jeg med et stykke papir knuget hårdt i hånden forbi skolepsykologens kontor, jeg smed brevet i postkassen og skyndte mig væk derfra igen. Et par dage senere fik jeg en sms-besked fra hende med besked om at møde på hendes kontor et par dage efter. Det gjorde jeg, men først efter jeg rød i hovedet havde fortalt min engelsklærer hvorfor jeg skulle gå midt i hendes time. Første gang hos psykologen gik egentlig fint, jeg fortalte min historie og hun spurgte ind til de ting hun mente var vigtigst. Jeg var lettet da jeg 2 timer senere gik ud fra kontoret.
Jeg husker tydeligt at jeg følte at det var en sejr, at jeg helt sikkert nok skulle komme igennem dette, jeg havde åbnet op og rakt ud, nu skulle jeg bare hjælpes. Alt føltes let og jeg forsøgte at holde igen med min afhængighed, jeg prøvede virkelig at forbedre mig op til vores næste møde. Der gik en uges tid og jeg fik en ny besked og mødte op ligesom sidst. Jeg satte mig i stolen og glædede mig til at fortælle om de små fremskridt jeg havde gjort og selvfølgelig fortælle resten af min historie. Jeg ved ikke hvor mange, hvis nogle af jer, der har været til psykolog, men det er en underlig følelse.
Det er lettende men det er virkelig også angstfremkaldende.
Efter at have fortalt hele min historie, den præcis samme historie som jeg har fortalt jeg, kiggede hun på mig, i hvad føltes som en evighed, hvorefter hun kiggede ned i sine notater, da hun kiggede op igen undslap et lille suk hendes mund. Jeg husker hvad hun sagde som om hun havde sagt det i går ”Jeg kan desværre ikke gøre mere for dig” og jeg tænkte hvad? Du har jo ikke gjort noget? ”Jeg kan ikke gøre mere fordi jeg ikke er psykiatrier, men jeg kan henvise dig til en der kan” hun sagde det havde noget at gøre med at psykologer kun tog sig af det psykiske, mens psykiatrier også tog sig af det fysiske, i mit tilfælde selvskaden, som var roden til det hele. Der begyndte jeg at græde. Hvordan kunne en kvinde jeg lige havde fortalt min dybeste hemmelighed til, sidde og fortælle mig at hun ikke kunne hjælpe mig?
Jeg følte mig forrådt, i min lille seddel jeg havde afleveret godt to uger inden, havde jeg udtrykkeligt skrevet at jeg manglede hjælp til at håndtere min selvskade, hun måtte allerede inden hun mødte mig vide at hun ikke kunne hjælpe mig. Hun fortsatte med ”men da du ikke er over 18, skal jeg have dine forældres tilladelse”. Jeg kan huske at jeg tænkte at hun måtte være bindegal. Hvordan kunne hun overhovedet forslå sådan noget, jeg afslog, gav hende hånden og gik ud af døren.

Jeg vil ikke afsløre noget om næste indlæg, men jeg håber i vil læse med næste gang også.

Mvh. Pallione