Hjælp uden voksne.

brevkassespørgsmål

Hjælp uden voksne.

Hej Cyberhus :)

Jeg er en pige på 15 år og føler virkelig ikke at jeg har det godt. Jeg er selvskadende, har problemer med alkohol, har meget lavt selvværd og har fået et ret usundt forhold til mad altså jeg spiser meget mindre end jeg plejer. Er bange for at jeg er ved at udvikle en spiseforstyrrelse eller måske har en. Da jeg var ca 12-13 begyndte mit selvværd at falde, jeg kastede maden op igen. Ingen fandt heldigvis ud af det og jeg fik mig selv ud af det igen efter et års tid. Men nu bliver alt bare værre, så er bange for jeg skal igennem det igen. Mig og min bedste veninde igennem flere år er ikke venner mere og hun snakker grimt om mig til mine andre venner. Føler også lidt at hun på en måde 'stjæler' dem fra mig, bliver ked af det når hun er sammen og har det sjovt med vored fælles venner. Det har så blandt andet gjordt at jeg er begyndt at selvskade (cutte) igen. Jeg føler virkelig jeg har brug for hjælp for kan mærke at det er ved at blive så slemt at jeg denne gang ikke selv kan klare mig igennem det. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal lade andre vide hvordan jeg har det, har altid ladet som om alt er elt fint selvom det på ingen måde er. Vil gerne til psykolog eller finde en eller anden form for hjælp så jeg kan få det bedre, men kan slet ikke få mig selv til at snakke med min mor om det og hun har alligevel ikke penge til det. Hun er den eneste der kan finde hjælp til mig (Min far er død osv har ikke anden familie), men mig og min mor kommer virkelig ikke ret godt ud af det med hinanden. Vi snakker aldrig sammen når jeg er hjemme, og vi har ikke rigtig det der 'bånd', som andre har til deres familie. Hun ved ikke hvem jeg er. og hun er meget streng. Hun ved ikke jeg drikker, har haft sex, ryger, er til fester og sådan noget hele mit liv er en stor løgn over for hende.

Vil nok mest af alt gerne vide og jeg kan få nogle former for 'rigtig' hjælp, uden at min mor ved noget. Kan jeg gå anonymt til lægen, eller til nogen inden for psykiatri uden hun finder ud af noget når jeg er under 18? Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre og det er ved at blive virkelig slemt..

Svar:

Kære dig,

Det lyder som om det er rigtig svært at være dig lige nu. Jeg kan høre på dig at du går meget med tingene for dig selv og ikke snakker med nogle om, hvordan du har det. Du prøver at virke stærk udadtil, selvom du inderst har det rigtig skidt. Jeg kan regne ud at det er gennem ca.3 år at du har haft det særlig svært med bla. spiseforstyrrelse og druk. Du nævner selv du har kæmpet med et dårligt selvværd, og det at have et dårligt selvværd tænker jeg er en del af grundende til at du har fået problemer med alkohol og mad. Jeg fornemmer dog at, der ligger andet under også. Du fortæller at din far er død og at dig og din mor ikke har et godt forhold til hiannden. Det tænker jeg må have været rigtig svært for dig både da du var barn og stadig nu, hvor du er blevet teenanger og på vej til at blive voksen. Som udgangspunkt, er det sådan at alle børn har brug for et trygt og stabilt hjem at vokse op, og det lyder ikke som om at det har været tilfældet for dig. Tværtimod har du gået og følt dig alene og ikke godt tilpas. Derudover er du ikke længere venner med din bedste veninde og føler at hun stjælder de andre venner fra dig. Det er ikke rart at føle dig snydt af ens egen tidligere bedste veninde på den måde. Når man tager det hele i betragtning, kan jeg godt forstå du har det svært. Jeg synes det er rigtig fint at du har henvedt dig hertil og at du har fået sat ord på, hvordan du har det. Det er en god start og det skal du vide er super godt gået af dig.

Når det er sagt, så vil jeg selvfølgelig rigtig gerne prøve at hjælpe dig til at komme videre med dette så du kan få hjælp. Jeg synes at du som det allerførste skal prøve at snakke med din mor. Jeg ved det er rigtig svært for dig, jeg kan godt høre at det er anspændt imellem jer og at du faktisk ikke har lyst til at gå til hende. Jeg tænker dog du skal prøve alligevel. Det lyder på dig som om at hun er det eneste familie du har, og derfor tænker jeg at du skal prøve at tage det første skridt hen imod at I får et bedre forhold til hinanden. Din mor ved ikke, hvordan du har det. Det burde hun måske kunne se, men det kan være svært hvis I begge lukker af. Jeg vil råde dig til at hive fat i hende og tage en snak. Du må gerne fortælle hende at du synes hun er streng, men prøv om du kan gøre det på en rolig måde. Du kan også fortælle hende at du ikke føler i har det bånd, som du ser i andre familier og at du føler hun ikke kender dig. Vær ærlig og fortæl hende også om de ting du skriver til mig her. Giv hende chancen for at hjælpe dig.

Hvis det nu ikke går så godt med en snak med din mor eller du kan mærke at det er du slet ikke klar til lige nu, så vil jeg råde dig til at snakke med en lærer på din skole. Find den lærer du føler dig mest tryg ved og fortæl, hvordan du har det. Din lærer vil kunne hjælpe dig enten i form af nogle snakke med ham/hende eller han/hun vil kunne gå videre med tingene til din mor, så I alle i fællesskab kan finde frem til den rigtige hjælp til dig. Jeg tænker også at psykologhjælp vil være en god støtte til dig, men jeg tænker du allerførst skal have fat i en anden voksen. Du nævner selv om du evt. kan gå til læge - det kan du selvfølgelig sagtens. En læge har dog ikke tavshespligt fordi du er under 18. Men lægen kan godt vælge ikke at inddrage din mor, hvis han/hun mener det er det bedste for dig. Hvis du henvender dig fordi du har meget svært ved at snakke med din mor, tænker jeg at lægen i første omgang ikke vil gå videre med noget. Men kommer det dertil at du skal have henvisning til en psykolog, så er jeg ikke sikker på at lægen kan holde dette hemmeligt for din mor. Hvis du vælger at gå den vej, vil jeg råde dig til at ringe til lægen først og spørge om du kan komme til ham/hende med de ting du har beskrevet her uden at det kommer videre til din mor.

Du har altså lidt forskellige muligheder, men jeg vil stadig råde dig til at gå til din mor eller lærer først. Det siger jeg fordi jeg tænker det kunne være rigtig godt, hvis dig og din mor fik et bedre forhold og du fremover kunne få støtte hjemmefra. Men mærk efter, hvad du er klar til. Det er rigtig sundt at udfordre de ting man normalt flygter fra, men det skal heller ikke føles som et kæmpe pres. Hvis du føler dig bedre tilpas ved at tage fat i en lærer eller ringe til lægen, så er det bare det du gør.

Jeg håber mit svar kunne bruges og at du finder vejen frem i denne svære tid. Jeg sender dig alle de bedste tanker.

Bedste hilsener

Charlotte