Føler jeg har alt og intet

brevkassespørgsmål

Føler jeg har alt og intet

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 7 år 5 måneder siden

Jeg er en 13 årig pige. For cirka 2 måneder siden begyndte jeg at skærer i mig selv. Jeg gjorde det til en vane og det blev bare værer og værer. Mine to bedste veninder opdagede mig en dag i at gøre det jeg har flere gange lovet dem at stoppe, men det ender altid med at jeg gør det igen. Jeg kan mærke det bekymre dem men jeg kan ikke styrer det. Jeg har de bedste veninder en fantastisk familie jeg føler ikke jeg kan klage men når det så kommer til stykket føler jeg ikke jeg har noget eller nogen jeg føler mig tit bare tom for ord og føler mig alene. Nogle gange sidder jeg bare og grædder og kan ikke sove. Da jeg var mindre var jeg meget alene og havde ingen venner men det ændret sig meget, nu har jeg de bedste veninder. Og det gør mig ked af det at de bekymre sig om mig når jeg skærer i mig selv. Det er svært at stoppe når man først er begyndt. Jeg har haft en lille pause men jeg er begyndt igen. Jeg går tit i nogle dage og har det forfærtlig og så tager jeg ud og drikker og ryger med mine veninder. Så føler jeg at jeg kan holde lidt flere dage ud igen men nogle gange bliver det bare for meget og så begynder jeg at skærer i mig selv, jeg føler at alt det smerte jeg har inden i forsvinder og det sætter sig udenpå hvor jeg bedre kan holde det ud. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre mere jeg er så knust og jeg kan ikke finde ud af hvorfor?

Svar: 

Kære dig,

Hvor er det godt du skriver herind når du ikke længere ved, hvad du skal gøre. Jeg kan høre at du har ondt indeni, og det skal vi have gjort noget ved. Du fortæller at du har de bedste veninder og en fantastisk familie. Det er jo ret skønt. Men lige nu føler du ikke det hjælper. Og du er ikke alene om at føle som du gør på trods af så dejlige mennesker i dit liv. Mange oplever i løbet af deres liv at føle sig alene og tom indeni. Så det er ikke unaturligt at have det som du har det. Nogle gange kan det hænge sammen med det samdund vi lever i, hvor der er så meget, som vi skal leve op til - at være god i skolen, at se godt ud, ja genrelt bare at have styr på tingene. Og desværre oplever mange at det bliver mere og mere fokert at vise sine følelser, at vise det og snakke om det når vi ikke har det så godt. Måske er det også sådanne ting, som ligger i dig uden at du selv er helt klar over det. Det kan jeg selvfølgelig ikke vide med sikkerhed, og uanset hvad, skal vi have gang i dine nærmeste. For det er der du finder den bedste støtte, som du har brug for. Udover at skære i dig selv, fortæller du også at du ryger og drikker for at komme væk fra dine følelser. Det er ikke så godt. Jeg har fuld forståelse for at det med alkohol og cigaretter bliver prøvet af i din alder, men måden du bruger disse midler på, er ikke godt for dig. Det kan jeg høre du også selv ved, og jeg vil faktisk gerne rose dig for din måde at se tingene på. Du kan sætte ord på og ved godt at det du gør, ikke er godt. Det er en rigtig god start. Det at du skriver herind, er også en god start. For du vil gerne have det bedre. Du har altså lysten til at det skal blive bedre og til at få det godt. Det synes jeg er vigtigt du holder fast i. 

Når det er sagt, så tænker jeg at det du skal gøre nu, er at fortælle dine forældre, hvordan du har det. Det er vigtigt at du har nogle voksne mennesker, som kan hjælpe og støtte dig så du kan få det bedre. Jeg tænker at du skal fortælle dine forældre alt det, som du har skrevet her til mig - du kan evt. vise det til dem, hvis det er lettere for dig. Det kan nogle gange være svært at få sagt sådanne ting, så hvis du føler det kan være en hjælp til at få startet en snak, så vis dem dette. Det er vigtigste er at du er ærlig - både om at du skærer i dig selv, men også omkring druk og rygning, og ikke midst hvordan du har det indeni. Det er svært for andre at hjælpe, hvis ikke de ved, hvordan du har det. Når du har snakket med dine forældre, kan I sammen finde ud af, hvordan du bedst kan hjælpes videre. Måske skal der hjælp fra en psykolog til, men lige nu skal du starte med at gå til dine forældre - hellere idag end imorgen.

Jeg vil ønske dig alt det bedste! Husk at du også altid er velkommen på chatten.

 

De bedste hilsener

Charlotte 

Charlottes billede
Charlotte fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program