Kære dig,

Du går igennem en svær periode i dit liv lige nu og jeg kan godt forstå du synes det er svært at være i. Du fortæller du har svært ved at snakke om dine følelser, og derfor synes jeg ogå det er rigtig godt du skriver herind. Nogle gange har man nemlig bare brug for at komme ud med det og så kan det være rigtig fint at skrive det ned, som du gør her. At skrive det ned er selvfølgelig ikke det eneste du har brug for, og jeg synes vi skal have fat i, hvordan du kan få åbnet op, så du kan få snakket med nogle om dine tanker for det er ikke godt at gå alene med tingene. Jeg kan høre at du også mærker, hvordan det hele ligesom hober sig op i dig og du kan ikke se en vej ud af det. Men der er altid en vej. Du kom igennem en periode med spiseforstyrrelse, hvilket er så flot klaret! Det viser mig at du på trods af negative tanker og på trods af at dette føles værre, så er du en pige, der rent faktisk både kan og vil kæmpe for tingene. Og det jeg synes du skal kæmpe for nu er dig. Jeg vil råde dig til at lægge din kæreste lidt hylden - ikke gøre det forbi - men simpelthen tage lidt afstand i en periode. I kan aftale at ses mindre, og du kan forklare ham at det ikke er fordi du ikke holder af ham, men du har brug for tid til at få dig selv på benene igen. Jeg tror nemlig ikke det vil hjælpe dig, hvis du også skal bekymre dig om jeres forhold mens du arbejder med dig selv. Måske vil du endda komme til at føle at du får mere luft. Når du ikke har det godt, så skal du ikke gå og lade som om at du har det godt bare for din kærestes skyld. I stedet skal du prøve om du kan acceptere, hvordan du har det lige nu, og så sætte fokus på at få det bedre. Jeg kan høre det er rigtig svært for dig, men jeg synes du skal udfordre det at snakke om tingene. Jeg synes det er vigtigt du får snakket med dine forældre - eller bare en af dem, hvis det føles bedre. Det er ret vigtigt at de bliver en del af, hvordan du går og har det. Selvom I aldrig rigtig har snakket om tingene, så kan dette åbne op for noget godt imellem jer. Du kan også fortælle dine forældre, hvordan du synes det har været at vokse op uden at man snakkede om tingene - det kan være en øjenåbner for dine forældre. Det lyder for mig som om at det er der du skal starte, sådan at du har dine nærmeste at støtte dig op ad. Dernæst kan I sammen finde ud af, hvad næste træk skal være. Det kunne for mig godt lyde som om at du skulle give skolepsykologen en chance til. Hvis han/hun ikke er en du føler dig så tryg ved, så synes jeg at du sammen med dine forældre skal finde en anden psykolog, som du kan føle dig tryg ved.

Det vigtigste for dig er at få udfordret det at åbne op og snakke om tingene. Det er det du skal have fokus på, så du kan få støtte og hjælp. Det er ikke sjovt at have det som du har nu, og du må ikke gå alene med det. Jeg håber du finder modet til at hive fat i dine forældre og få taget en snak med dem. Jeg kan høre at du en vilje i dig - prøv at brug at brug den i dette.

Jeg sender alle de bedste tanker din vej!

De bedste hilsener,

Charlotte