Kan snart ikke mere !

brevkassespørgsmål

Kan snart ikke mere !

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 11 år 11 måneder siden

Hej Cyberhus :-) Jeg vil prøve at forklare mig så godt som at jeg nu kan. De sidste 2 år af mit liv har været ned af bakke. Min mor og far er blevet skilt ( Er kommet over det, men det er stadig svært for mig ) I skolen går det heller ikke super godt - går tit alene - og kommer meget tit op at skændes med min matematik lære - pjækker også en del :-( Det jeg lige skrev, medførte at jeg begyndte at skade mig selv og få selvmordstanker. Min mor fandt så ud af det - og hun kørte mig på skadestuen - men skadestuen vil ikke indlægge mig, pga at jeg ikke var "syg" nok. Så min mor og mig tog hjem igen - min mor fik så fat på en psygkolog til mig. Det er fint nok at gå hos psygkolog, men det er også svært. Min mor og mig har det heller ikke så godt sammen - vi skændes rigtig meget ! Jeg synes at jeg har prøvet så meget for at få det bedre - men jeg har det stadig rigtig dårligt med mig selv. Jeg føler at jeg ikke er noget værd - og føler alt hvad jeg gør og siger er dumt, kan ikke klare det. Jeg skader mig selv for at få smerten væk - også sover jeg meget. Ved snart ikke hvad jeg skal stille op? Selvmord er snart min enste udvej! Vil i ikke være søde at hjælpe mig ? :-(

Svar: 

Kære du

Jeg kan godt høre, at du har det rigtig svært lige nu og at der er sket nogle ting i løbet af de sidste år, som har fyldt meget for dig. Det er rigtig godt at du skriver her til Cyberhus og deler dine tanker og jeg vil se om jeg kan hjælpe dig.

Det at begå selvmord, kan måske føles som den eneste udvej for dig lige nu. Men hvis du begår selvmord stopper det hele og du kommer aldrig til, at opleve alle de gode ting, som venter forude. Det kan være rigtig svært, at tro på, at det bliver bedre, når man har det dårligt, men jeg synes ikke selvmord er den rette løsning: For med den rigtige hjælp tror jeg, at du med tiden vil opleve, at du får det bedre og kan begynde at se frem ad og leve det liv som du fortjener.

Du skriver om nogle forskellige ting i dit spørgsmål, og jeg har valgt at dele mit svar op i fire afsnit for at gøre det lidt mere overskueligt for dig at læse:

Skolen:

Du skriver at du har det svært i skolen og tit går alene rundt. Når man er teenager vil man rigtig gerne passe ind og derfor kan det også være svært, hvis man ikke føler, at man har nogle at snakke med. Jeg sidder og tænker på om det altid har været sådan for dig eller om det er blevet sådan? Når man har det sådan som du beskriver er det rigtig vigtigt at man får snakket med nogen om det, for når man går rundt med det alene, kan det vokse sig større. Man kan komme til at føle, at man ikke passer ind og begynde at tænke dårlige ting om en selv, som ikke er rigtige. Når man får sat ord på nogle af de tanker man går rundt med, kan man komme til at se tingene fra en anden vinkel og så vil man måske opdage, at de ting man tænker om sig selv slet ikke passer. Derfor synes jeg at du skal snakke med nogen om hvordan du har det. Det kunne være en lærer på din skole, som du stoler på eller skolens AKT-lærer som skal sørge for at du har det godt. En AKT-lærer er vant til at snakke med unge mennesker og ville kunne hjælpe dig med de ting, som du synes er svære i skolen bl.a. din matematiklærer.

Din mor:

Det lyder til, at din mor er rigtig bekymret for dig og gerne vil hjælpe dig. Jeg syntes det er rigtig godt, at din mor har gjort noget for at finde hjælp til dig, når nu de ikke ville indlægge dig på skadestuen. Som teenager er det meget normalt, at man skændes med sine forældre, fordi der sker så mange ting både i kroppen og hovedet og man er langsomt i gang med, at blive mere selvstændig. Det er aldrig rart, at skændes med sin mor og jeg kan godt forstå, hvis du bliver ked af, at I skændes. Har du fortalt din mor hvordan du har det med det? Det er ikke sikkert, at din mor ved hvor meget det fylder i dig og jeg tror da også, at din mor er ked af, at I skændes. Så jeg tror det kunne være rigtig godt, at få snakket med din mor om det. Hvis du syntes det er svært at sige det til hende, kunne du overveje at skrive det i et brev i stedet.

At skade sig selv:

Som du selv skriver så skader du dig selv, for at få smerten væk. Når man skader sig selv, er det ofte fordi der sker så mange ting indeni som er svært at tackle. Men det at skade sig selv løser ikke problemerne, det er måde at flytte den indre smerte til en fysisk smerte, som kan virke lettere at håndtere, men det hjælper ikke særlig lang tid af gangen. Jeg tror den eneste måde du kan holde op med, at skade dig selv på, er hvis du får sat ord på nogle af de ting du har skrevet i dit brev her. Så det ville være rigtig godt, hvis du kunne prøve at sætte nogle ord på det overfor din psykolog og hvis det er for svært at snakke om det lige nu, kunne du starte med, at skrive det i et brev, som du tager med til din psykolog. Da det at skrive det ned, nogle gange kan gøre det lettere for en, at begynde at tale om det.

Psykolog:

Det er helt normalt, at du ikke synes det er let, at snakke med psykologen, sådan tror jeg der er mange der har det. Det kan være svært at snakke om de ting der gør ondt inden i og man skal øve sig i at sætte ord på det. Derfor kan det også godt tage tid inden man føler, at det hjælper. Jeg synes det er godt, at du er begyndt til psykolog, for en psykolog ved rigtig meget om hvordan vi reagere som mennesker og jeg tror psykologen vil kunne hjælpe dig, med alle de tanker du går rundt med.

Hvis du en dag sidder og har brug for at snakke anonymt med en voksen rådgiver kan du logge på vores chat HER eller LMS, som bl.a. hjælper unge i forhold til sevskade. LMS har både chat, telefon og ansigt til ansigt rådgivning. Det kan du finde HER.

Jeg kan godt høre på dit brev, at du gerne vil have det bedre og faktisk gør rigtig meget for det og det er det første skridt til at få det bedre. Jeg håber du kan bruge mit svar, så du snart kan få det bedre og begynde at leve det liv der venter på dig.

Mange hilsner
Majbritt

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program