Hejsa :)

Jeg er en pige på seksten år, og jeg har valgt at skrive lidt her til jer. Jeg undskylder på forhånd, hvis det hele bare er et stort kaos. Desuden vil jeg lige beklage de mange stave- og kommafejl. Jeg prøver at dele det op i punkter, bare for at gøre det mere overskueligt. Jeg skriver bare tingene som de kommer til mig, så undskyld hvis det fylder 3000 ord.

 

BARNDOMS KAOS

Min barndom var faktisk relativ fin.

Mine forældre var meget glade for alkohol, og jeg blev ofte efterladt til mig selv. Jeg testede ofte grænser af, og min far ville tit true med at tæve mig.

Jeg ville gemme mig på værelset, mens han råbte af min mor. Han ville brokke sig over at jeg var sådan en møgkælling. At jeg fortjente en ordentligt omgang.

Min første minde med dette, der var jeg omkring fire år.

Til hans forsvar, så sagde min mor de samme ting.

Da jeg var seks år, oplevede jeg det første dødsfald. Min onkel døde ved en skudulykke. 

Jeg græd over det mange år senere.

Jeg overvejede at dræbe hende, der dræbte min onkel. 

Så plejede jeg bare at græde lidt mere.

 

DE FØRSTE SELVMORDSTANKER

Jeg har kæmpet med selvmordstanker i mange år. Jeg har prøvet at tænke tilbage til hvornår det gik galt for mig, tilbage til at de første tanker kom og blev en del af min hverdag. Jeg ved at jeg havde dem tilbage i sjette klasse, men om jeg fik dem da jeg var ti eller elleve. Det ved jeg ikke. 

 

I starten var de mere beroligende end noget andet. Hver dag jeg kom hjem og gemte mig på værelset, når mobningen blev for voldsom. Jeg blev mobbet igennem 0.kl - 6.kl. 

Tanken om at jeg kunne ende det hele, at jeg ikke var nødt til at leve med smerter hver dag. Det var nærmest terapeutisk til mig. Det lyder sindssygt, men det var sådan jeg overlevede. 

 

SKOLESKIFT

Jeg skiftede skole efter 6.kl, og fik to rigtig søde veninder. Jeg havde det fint i skolen, jeg blev ikke mobbet og jeg nød at være i skole. Dog havde min mor mistet sit arbejde året før, og stemningen var meget presset derhjemme. Endnu engang var det selvmordstanker der hjalp, at jeg vidste at jeg ikke var nødt til at gå igennem det. 

 

JULEMÆRKEHJEM

Det var først i 8.kl. at det blev et problem. Jeg tog på Julemærkehjem for at få hjælp med min vægt som var steget de sidste år. Jeg er en stress-spiser, og det kunne man se.

Mens jeg gik på JMH, ville jeg hver aften gemme mig ude på toilettet. Jeg vil græde til at tårerne ikke ville rende mere. En enkelt gang udmattede det mig så meget, at jeg faldt i søvn på toiletgulvet. Da jeg blev fundet, sagde jeg bare at jeg var træt. Det blev lidt en joke på min gang, men det var bedre end sandheden.

 

Da jeg kom hjem var mine selvmordstanker steget. Jeg havde lavet en Instagram profil, hvor jeg delte citater og skrev om hvordan jeg havde det. Jeg troede at det hjalp, men jeg fik det tusinde gange værre. 

En dag får jeg lavet den kæmpe fejl, at mine to nærmeste veninder finder min profil. Vi bruger et helt frikvarter på at snakke om det, men ellers snakkede vi aldrig om det igen. De vidste mine største hemmeligheder, men vi lod bare som om at det aldrig var sket. Det var helt perfekt for mig. Jeg var ikke klar til at indrømme, at der var noget galt. 

 

EN VERDEN I RUINER

Jeg skrabede mig igennem 9.kl, men i maj væltede hele min verden sammen. 

 

Jeg havde længe haft en tanke om at min var min far utro. En dag læste jeg hendes sms'er igennen og fik det bekræftet. 

Jeg havde en intenst had for hende. 

 

Jeg sagde aldrig noget til nogen. Ingen ved at jeg ved det.

 

Kort efter braste min liv sammen igen.

Min far måtte hasteindlægges med to livstruende lidelser. 

 

Jeg så min far ligge lammet på gulvet, mens min mor råber at jeg skal gå ind på mit værelse med min hund. Jeg sad bare og krammede min hund, mens at jeg hviskede til den; ”Det er okay”. 

Jeg så min far ligge på intensiv afdeling med slanger i halsen. Jeg agede forsigtigt hans hånd, mens at min mave knudrede sig sammen. Den nat græd jeg i timevis. Jeg havde et af de største angstanfald, og sådan var det hver aften.

 

Det skulle også blive den aften, hvor jeg selvskadede for første gang.

 

Og jeg skulle gøre det de følgende fem dage.

 

Min far kom hjem lidt over en måned efter hans sidste indlæggelse, men jeg fik den næsten kun værre af at have ham hjemme. Jeg kunne virkelig se hvor meget hans sygdom havde påvirket ham, og det var første gang at det gik op for mig, intet ville nogensinde blive det samme. Jeg hadede mig selv for at have de følelser, men jeg ville ofte ønske at han var død. 

 

Det var hér, at det gik op for mig at livet ikke er forevig. Og uanset hvad, så ville de enten opleve en verden uden mig, eller jeg ville opleve en verden uden dem.

 

Det knuste mig. 

 

START PÅ EFTERSKOLE

Jeg drog på efterskole, på trods af at jeg overhovedet ikke var klar til at efterlade hjemmet. Jeg formåede at være på efterskolen i lidt over en uge, før at jeg måtte tage hjem pga. sygdom.

De næste mange måneder ville jeg kunne blive på skolen i to- tre dage, før jeg måtte tage hjem pga. intense øre- og hovedpiner. 

 

Jeg var så ensom på efterskolen, og jeg ville hade at tage derned. Min roomie var rigtig sød, og prøvede at hjælpe mig ind i fællesskabet. Men jeg følte at alle syntes jeg var en taber, så jeg blev inde på mit værelse hele dagen.

 

Tænk hvad syv år med mobning kan gøre ved en person. 

 

PSYKOLOGEN

Jeg gik på det tidspunkt til samtaler hos en sygeplejerske, da hun hjalp mig med at kontrollere min vægt som var steget meget siden Julemærkehjemmet. Hun spurgte ind til min far og hans sygdomsforløb. Hun var det første der spurgte hvordan jeg havde oplevet det og om hvordan det havde påvirket mig. Hun sendte mig videre til en psykolog med speciale i overvægtige børn og unge. Sygeplejersken havde regnet ud at alt min sygdom stammede fra psykiske problemer. 

 

Psykologen formåede på en time, at fortælle mig at jeg overdrev med min far og at alt jo var helt fint. Jeg havde aldrig følt mig som sådan en stor joke. Hendes sidste ord til mig var; ”Hvis du ikke taber dig, så overlever du aldrig gymnasiet”. 

 

Tak for den. Hvis ikke jeg allerede hadede alle dele ved min krop, så sørgede hun da for det. 

 

EFTERSKOLENS SIDSTE TID

Jeg begyndte efter vinterferien, at bruge mere tid på skolen. Jeg var blevet flyttet sammen med to andre, og jeg havde det rigtig godt sammen med dem. Jeg fik venner som jeg holdte meget af, og jeg begyndte faktisk at kunne lidt efterskolen. Jeg skylder de mennesker alt, de redede mit efterskoleliv. Jeg havde nogle skønne måneder, og Store Tudedag blev faktisk en stor tudedag for mig.

 

SELVMORDSTANKERNES KLIMAKS

Desværre var ikke alt perfekt.

I de sidste måneder jeg gik på efterskole, havde jeg den værste periode nogensinde. Jeg havde selvmordstanker konstant, og nu var de ikke ”gode” længere. Jeg ville gemme mig på værelset med en saks mod håndledet. Jeg rev mig selv til blods med den, men aldrig dybt nok til at være decideret farligt. Jeg var så tæt på at ende mit liv flere gange, og det eneste der stoppede mig var tanken om min mor. 

 

For første gang var jeg faktisk bange for mig selv, og hvad jeg måske ville gøre mod mig selv. 

 

Jeg bankede mit hoved mod væggene, jeg skreg af mig selv, jeg tvang mig selv til at kaste op. Jeg havde ar op af mine arme.

 

Jeg ville græde mig selv i søvn, mens jeg bad til at jeg ville blive glad igen. Jeg bad til at jeg ville falde i søvn og aldrig vågne igen. Jeg bad til at jeg ville dø i en ulykke. Jeg bad til at nogen ville komme og myrde mig.

 

Jeg ville bare gerne dø, jeg kunne bare ikke selv gøre det. Selvmord var for skamfuldt.

 

SOMMERFERIE

Nutiden. Jeg sidder kl. 1 om natten, alene på værelset mens jeg hører Nightcore. Mine øjne er røde efter at jeg græd tidligere. Jeg har lyst til at løbe ud på toilettet, og kaste alle mine indvolde op. Jeg har lyst til at løbe ud foran en bil. Jeg har lyst til at finde en skarp kniv og skærer mine håndled over.

 

Jeg gør ingen af delene. 

 

Jeg forsætter bare med at skrive.

 

DE SIDSTE ORD

Jeg vil gerne have hjælp. Jeg vil gerne være glad igen.

 

Jeg kan bare ikke klare tanken om at min familie finder ud af sandheden om mig. At jeg ikke er den stærke pige, som bare er doven og som burde tage sig sammen. At jeg faktisk ville elske at turde løbe en tur eller at finde et job.

 

Jeg kan ikke klare tanken om at de finder ud af, at deres datter er en af de sindssyge mennesker som de brokker sig over. At deres datter et af de mennesker som de kalder for opmærksomhedskrævende, som bare burde blive aflivet.

 

Hvordan fortæller man ens forældre at man vil dø?  At jeg ville ønske at de aldrig havde bragt mig ind i denne verden? Hvordan fortæller man dem, at man bevidst ødelægger sin krop med skarpe med genstande. At smerte er ens måde at komme igennem dagen på.

 

Det kan jeg ikke.

 

Så jeg venter til at jeg fylder atten. Så behøver de ikke at vide noget.

 

Men hvad gør jeg, hvis jeg ikke tror at jeg kan holde ud så længe?

Hvad gør jeg hvis sommeren virker uoverskuelig, og hver eneste vejrtrækning er en kamp?

 

 

 

Jeg er træt. Jeg er så, fucking træt.

 

Hjælp mig.