Hjælp

brevkassespørgsmål

Hjælp

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 6 år 8 måneder siden

Hej brevkasse. Jeg står i en meget vanskelig situation, som jeg håber i kan hjælpe mig med.

Okay, så sagen er den at for nogle år siden, da jeg var 15, blev jeg voldtaget til en fest. Meget få personer ved det, men personen blev heldigvis fanget og sat bag tremmer. 

Efter dette skete, fik jeg en eller anden ide om, at hvis jeg fremover bare var mere åben og villig, så ville jeg ikke blive voldtaget igen. Så de senste par år har jeg stort set kun sagt ja, når nogen lagde op til sex, også selvom jeg ikke var så meget for det. 

Når jeg kigger tilbage på min tankegang idag, kan jeg godt selv se hvor dumt det var af mig. Og alle de drenge jeg har været i seng med, ser mig som et "trofæ" og siger det videre til alle deres venner. Nu står jeg i en situation, hvor næsten alle omkring mig hører alle mulige slags rygter om mig. Jeg bliver kaldt luder af næsten alle pigerne i min klasse og har også mistet mange venner pga. af det.

Efter mange forfærdelige måneder, fik jeg endelig mod på at dele min historie på de sociale medier i håb om at folk ville forstå. Men tværtimod, det hjalp overhovedet ikke. Mange tror at det er noget jeg finder på for at få opmærksomhed og for at slippe for luder-kommentarene. 

Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal slippe ud af den her situation. Jeg har fået angst for at gå i skole og har pjækket de seneste par uger. Hjælp.

Svar: 

Kære dig,

Du har været igennem noget, som ingen piger burde opleve. Hvor er jeg glad for at høre at personen, som gjorde dette mod dig, fik sin straf. Du har i tiden efter kæmpet med følgerne af det, som skete med dig og nu render du ind i endnu en rigtig ubehaglig situation, hvor ingen tror på dig. Jeg håber at du har nogle mennesker tæt på dig, som du kan støtte dig til og som støtter dig. Det er vigtigt at få snakket om sådan en oplevelse, og gerne mange gange, så man ikke går med det helt alene. Jeg synes det er rigtig sejt og modigt af dig at du har valgt at stå frem og fortælle din historie. Det kræver virkelig mod, så vær stolt af dig selv. Du havde håbet på forståelse, men fik den ikke. Det er rigtig ærgerligt. Det er tydeligt for mig at folk simpelthen har misforstået og troet at du stod frem for at få opmærksomhed. Men du har bare manglet at blive mødt med forståelse, og det er der intet galt i. Efter voldtægten har du været sammen med flere fyre, som har set dig som deres trofæ, og det er ingen rar følelse for dig, som står tilbage med rygterne. Mange som har været udsat for voldtægt, oplever i længere perioder at have svært ved at være tæt på fyre og især at tage skridtet i forhold til sex. Du har oplevet det lidt modsat. Voldtægten har sat nogle tanker igang hos dig om at du måske har været forkert på den, at det er bedst at være åben og ikke sige nej. Når man bliver voldtaget er det med tvang og imod ens egen vilje, så jeg kan næsten forstå på dig at du har tænkt, at så længe du siger ja, så går det ikke galt. Jeg kan godt følge dig i den tanke, men jeg er også glad for at du er nået frem til at det ikke er den rigtige vej at gå. Du skal kun have sex med den eller dem, som du oprigtigt har lyst til - du skal aldrig gå i seng med en kun for hans skyld. Hvis ikke du er tryg og kan mærke du kun siger ja for hans skyld, så stop lige op engang. Sig nej og fjern dig fra situationen. Hold fast i dig selv. Jeg ved at mønstre kan være svære at bryde, men jeg tænker du allerede er igang efter at have læst dit brev herind.

I forhold til alle rygterne på skolen, som nu er blevet værre, så synes jeg først og fremmest at du skal have taget kontakt til en lærer, som du kan snakke med. Du fortæller at du oplever angst ved at skulle i skole og at du har pjækket de sidste par uger. Det er ikke spor rart for dig. Du er derfor nødt til at finde en voksen på skolen, som kan hjælpe dig der. Når en elev går rundt og har det så skidt, så SKAL lærerne tage ansvar og hjælpe. Så du må love mig at du får snakket med en lærer - og husk at vær ligeså åben og modig, som du er her og som du var da du fortalte din historie på de sociale medier.

Det kan generelt hjælpe dig rigtig meget at du er så åben, men de sociale medier er ikke altid den bedste vej at gå. Man kan opleve en masse opbakning, men desværre er der næsten altid nogle, som er negative overfor det man bringer frem i lyset. Jeg tænker at du skal arbejde med at lægge de negative kommentarer fra dig. Kig lige på om, der ikke også er noget positivt imellem, som du kan vende dit fokus til. Jeg ved det er svært, for det er ikke rart når der er rygter igang og man får negative kommentarer, men jeg synes du skal prøve. På de sociale medier vil der altid være nogle, som dømmer en. Men husk på, at de ikke kender dig. De ser tingene udefra og dømmer ud fra deres egne holdninger. Men hvad siger dine venner til dig, hvad siger din familie til dig? Dem som kender dig rigtig godt. Tænk over om ikke du kan hente noget positivt og rart fra dem.

Du nævner ikke noget om du fik hjælp efter voldtægten. Som jeg tidligere skrev, så er det alvorligt at blive udsat for voldtægt og det er vigtigt at få snakket om det. Og fordi jeg kan høre på dig at du har kæmpet følgerne af det, så vil jeg bare lige nævne for dig at det kan være en rigtig god idé med professionel hjælp, så man kan igen kan føle sig tryg og have det godt med sig selv. Hvis du skulle få lyst så vil jeg lige smide et link til dig, som du kan tjekke ud. På http://voldtaegt.dk/ kan du nemlig få anonym rådgivning særlig henvendt til unge udsat for seksuelle overgreb og voldægt. Du kan se om det er noget for dig. Jeg håber i hvert fald du sørger for at få snakket med dem du har tæt på dig, og ikke mindst en lærer, så du igen kan vende tilbage til skolen og føle dig tryg.

Alt det bedste til dig herfra!

 

De bedste hilsener

Charlotte

Charlottes billede
Charlotte fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program