24. Set med Jasmins øjne

Vi nærmere os enden på min fortælling omkring mit liv med min far. Derfor er det også vigtigt for mig, at fortælle dem som læser med, at jeg ikke altid stod alene. At der var nogen som bekymrede sig om mig. I dette indlæg, vil jeg fortælle jer om en pige, som lærte mig betydning af ordet 'Styrke'. 

I mit indlæg 'Mean girls', fortalte jeg om hvordan jeg var blevet mobbet og endelig skiftede skole. Det var på min nye skole, at jeg mødte Jasmin. Jeg var 14 år og havde mistet tilliden til andre mennesker. Jeg husker tydeligt, hvor nervøs jeg var, over at skulle møde en masse nye mennesker. Jeg har temmelig sikkert, set usikker og reserveret ud. Jeg var stadig voldsom tynd på det tidspunkt, så mit tøj så for stort ud og jeg lignede en der gemte sig fra virkeligheden. Dette afskrækkede dog ikke Jasmin, som var en af de første og mest imødekommende, der bød mig velkommen til skolen. Jasmin er fra albanien, så hun havde denne naturlige flotte brune glød, langt mørkt hår og lysene blå øjne. Jeg kan huske at da hun kom hen til mig og spurgte om jeg ville have en rundvisning, tænkte jeg ''Hvorfor vil hun dog snakke med mig?'' Jeg var bleg, tynd og en meget upoplær pige på det tidspunkt, så den håndsrækning, kom meget bag på mig. 

Jasmin var nem at snakke med og vi blev hurtig veninder. Vi var hinandens modsætninger. Jasmin var udadvendt, selvsikker og fuld af energi. Jeg var indadvendt, usikker og ødelagt. Men jo mere tid jeg tilbragte med Jasmin, jo mere blev jeg hel igen. Hun havde en evne til at give mig mere selvtillid. Jeg havde i flere måneder fået afvide hvor forfærdeligt et menneske jeg var, men Jasmin gav mig altid komplimenter og hun bekymrede sig virkelig om mig. Hun lyttede til mig, kom med råd og når der var brug for det, trøstede hun mig. Hun var den første jeg fik tillid til, efter jeg blev mobbet. Jasmin beskyttede mig igennem resten af min folkeskole tid. Hun forsvarede mig, når nogle begyndte at blive modbydelige over for mig. Hun tog mine opkald dag og nat. Hun er den person der har givet mig flest peptalks, om at jeg skulle stå op for mig selv og ikke give andre mennesker tilladelse til at ødelægge mig. 

Jeg har mistet stort set alle mine venner og veninder igennem denne rejse. Jeg har endda også mistet Liv, da hun ikke kunne rumme mig i sit liv. 
I dag er Jasmin den eneste veninde, som har holdt mig ud igennem alle disse år, og som jeg stadig taler med i dag. Hun er den sidste veninde jeg har, som ved alt om mig og som jeg stadig taler med i dag. Jeg elsker Jasmin og jeg ved med 110% sikkerhed at hun ALDRIG vil droppe mig, pga mine problemer, som alle mine andre veninder og venner har gjort.

min pointe med dette indlæg er, at selv om alle i verden kan virker som monstre og man føler at den eneste man kan stole på er en selv, så er det ikke virkeligheden. Ja, man vil møde mennesker, som man brænder fingerne på, men det giver os blot en erfaring mere. Hvis vi ikke stoler på andre mennesker, udvikler vi os heller ikke. Problemerne vil hobe sig op og til sidst falder man med et brag. Der findes mennesker i blandt os som Jasmin, som ikke løber skrigende væk. Der findes professionelle som Heidi, som kæmpe for os og ikke bare giver slip. Men det første skridt til at få det bedre, er at fortælle nogen om det, selv om det kan virke som det mest skræmmende, så er det vejen til et bedre liv. Man kan ikke blive hjulpet, hvis ingen ved man har brug for hjælp. Så bryd tavsheden, for unge menneker, børn og voksne, som er vokset op i det jeg er, vi fortjener om nogen, at få et godt liv. Vi har ret til at få hjælp til at håndtere det som vores forældre har budt os. Vi er lige så vigtige som alle andre.