Kære dig,

Hvor er det godt du skriver herind. Jeg kan høre på dig at du har det svært og du fortæller det har stået på i snart et år. Det er lang tid at gå og føle sig deprimeret, og du fortæller at det bliver værre, så det er rigtig fint du nu søger hjælp her hos os.

Jeg kan høre på dig at du har et godt forhold til til dine nærmeste - både kæresten og familien. Selvom du ikke føler det hjælper, så synes jeg det er rigtig godt at høre at du har dem omring dig. Når man føler sig deprimeret bør man ikke gå med det alene - det kan føre til at man isolerer sig og til sidst kommer til at føle sig ensom. Måske føler du dig allerede ensom nogle gange nu fordi det er så svært, og fordi selve følelsen af at føle sig deprimeret kan gøre at man føler sig helt tom indeni. Nogle mennesker kan have svært ved at mærke deres følelser - vrede, glæde osv. - når de føler sig deprimeret. Man kan opleve en form for zombie-tilstand, hvor man ikke rigtig er til stede, og hvor ting, der førhen gjorde en glad, pludselig er lidt ligegyldige.

At føle som du gør er ikke noget unormalt. Tværtimod oplever flere og flere at føle sig deprimeret på et eller flere tidspunkter i deres liv. Det gælder både børn, unge og voksne. Så du skal vide at, der ikke er noget unormalt i det du oplever eller føler. Tilgengæld er det ikke så godt at det fortsætter og at du føler det bliver værre. Det skal der gøres noget ved. Jeg ved ikke om du selv har en fornemmelse af om, der er noget, som kan have udløst det? Oplevede du noget bestemt omkring det tidspunkt, hvor det startede? En travl tid på skolen, problemer med kæresten eller andre af dine nærmeste? Det behøver ikke være en bestemt situation fra tiden, hvor det startede. Det kan være noget, som ligger endnu tildligere tilbage, som er kommet til overfladen. Det kan være godt at tænke lidt over, hvad der kunne have staret det. Men det er ikke altid man ved det. Uanset hvad, så synes jeg ikke det lyder som noget du skal klare alene. Faktisk slet ikke. Og her vil jeg gerne vende tilbage til din familie og din kæreste. Har du mon snakket med dem om, hvordan du har det? Hvis ikke, er det vigtigt du gør det. Det er vigtigt at de får at vide, hvordan du har det, så har mulighed for at være der for dig og hjælpe dig. Det er vigtigt du er åben omkring dette og får snakket med dem. Jeg understreger det lige igen - du må ikke gå alene med det, kære dig.

Når du har snakket med din familie om det, kan det være at I sammen finder ud af at det vil være godt for dig at få yderligere hjælp - måske i form af nogle samtaler hos en dygtig og sød psykolog eller det kan være en snak med din egen læge. Min vurdering af din situation og råd til dig vil være at starte ud med en snak hos din egen læge, så han/hun kan få en fornemmelse af, hvordan det står til hos dig og, hvordan du bedst kan hjælpes videre.

Her til sidst vil jeg igen lige huske dig på at det er helt okay at du har det som du har det. Det er rigtig hårdt, men prøv at giv dig selv plads til ikke at være på toppen. Det er vigtigt du ikke presser dig selv lige nu. Giv dig selv ro og tid. Og husk at snakke med din familie - hellere idag end imorgen.

Jeg håber du kunne bruge mit svar. Husk du altid er velkommen her i brevkassen eller på chatten.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlig hilsen

Charlotte