23. Et barn, i en voksen kvindes krop.

Der var en vente tid på en måned, inden jeg kunne komme ind på Herning medicinsk ambulatorium. I den måned, var det kun mine samtaler med Heidi der holdte mig oppe. Jeg følte hele tiden mig nedtrykt og en voldsom sorg. Jeg orkede ikke at stå op, gøre rent, vaske tøj og bare det med at gå i bad, blev en kamp for mig hver dag. Jeg tvang mig selv i skole, selvom også dette nogle gange blev en umulighed for mig. Jeg følte så mange ting på en gang, at jeg ikke kunne skelne følelserne fra hinanden. Heidi hjalp mig med at være i de følelser, så jeg kunne skelne dem fra hinanden. Det var en hård proces, hvor Heidi udfordrede og provokerede mig til at sætte ord på hver følelse, hvilket fik mig til at mærke mig selv og finde ud af hvad jeg følte, hvornår.  

Jeg begyndte også at blive mere ensom. Mine venner begyndte at trække sig væk fra mig, da jeg ikke længere kunne holde facaden som den sjove Lykke. Alle mine facader var faldet og tilbage var der kun en meget sårbar og trist Lykke. Jeg bebrejder ikke mine venner, at de trak sig, for jeg var en stor mundfuld at skulle rumme. Faldet af mine venner betød dog, at problemerne ude ved min far fyldte det hele for mig. Jeg påtog mig rollen som mor overfor mine søskende og kunne ikke længere skelne mellem det ansvar man har som søster og ansvaret man har som mor. 

Jeg følte mig som en lille pige inden i, men når jeg så mig selv i spejlet så jeg en voksen kvindes krop, som blev nød til at tage ansvar for sit eget liv. Dette stressede mig, for jeg ønskede bare at være hende den lille ansvarsløse pige, som ikke skulle tage stilling til noget. Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at jeg nok altid har følt mig som en lille voksen. Jeg var 10 år og den første i min klasse der fik bryster og menstruation. Jeg var meget utryg i min egen krop, da jeg blev drillet med det i skolen og derudover gjorde min fars kommentar om at jeg havde fået patter og hvor træt af han var over at skulle købe bind med hjem til mig, da jeg havde glemt dem hjemme ved min mor, mig meget akavet omkring den udvikling der pludselig skete, som jeg ikke havde nogle kontrol over. 

Imens jeg ventede på at komme ind på Herning medicinsk ambulatorium, kom jeg stadig ude ved min far. Min søster ringede en dag til mig og spurgte om jeg ikke ville med hende, min bror, min far og min fars kammerat ud at se fodblod. Hun fortalte at de var fulde, så hun var utryg ved at skulle tage med dem alene med min bror. Som så mange gange før, sagde jeg selvfølgelig ja, selvom jeg vidste at det på ingen måde var godt for mig. 

Da jeg kom ud på fodboldstadion, ventede jeg på dem der hvor vi havde aftalt at mødes. Min lille søster løb over til mig, da hun fik øje på mig. Hun krammede mig hårdt, så jeg var klar over at den var gal. Min fornemmelse blev bekræftet, da jeg fik øje på min far. Hans øjne kørte rundt i hovedet på ham og han svajede fra side til side, som træerne når det blæser. Jeg tog min lille søster i hånden og hun slap den nærmest ikke en eneste gang den dag. 

Jeg havde haft et angst anfald dagen inden, jeg var træt og det havde været svært at komme op den dag. Så jeg var ikke særlig nærværende og det kunne min søster godt mærke. Jeg kunne se det stressede hende, at jeg ikke var som jeg plejede, så jeg prøvede mit bedste på at tage mig sammen. Min far og hans ven, blev mere og mere fulde. Min fars ven, tog mig på røven og jeg prøvede at ignorere det. Men da han igen tog mig på røven, kunne jeg mærke den lille pige, som fik voldsomt ondt i maven og nærmest ikke kunne få luft. Jeg vendte mig om og kunne hører mig selv sige ''Hold dog dine klamme fingre for dig selv, mand!!,, Min far begyndte at grine og bad mig om at holde op med at være så sippet. Min fars grin, gjorde mere ondt end hans ord og jeg stod bare og stirrede på ham med min lille søster i hånden. Jeg kunne mærke at jeg bare skulle væk derfra. Jeg satte mig på hug foran min søster og spurgte om hun ville med mig hjem, eller blive her. Hun ville med mig. Jeg fandt min bror og sammen gik vi hjem til mig. 

Da mine søskende var faldet i søvn, sad jeg bare og stirrede ud i luften. Jeg begyndte at tænke om det bare var mig der var sippet. Men jeg havde følt at min grænse var blevet overskredet og huskede hvad jeg havde lært på VBM kursus på misbrugscenteret, at jeg havde ret til at sige fra. Det var heller ikke selve episoden der ramte mig mest, det var at min far grinede. Hans job, er at passe på hans børn og han havde/har fejlet så mange gange i mine øjne. 

Næste morgen, kørte jeg mine søskende hjem. Min far havde ikke ringet en eneste gang og spurgt efter mine søskende. Han havde ikke været bekymret på noget tidspunkt. Jeg kørte derfra med endnu mere ondt i maven, efter at have afleveret dem igen..