22. En hjælpende hånd

Nogle uger efter forløbet var slut på misbrugscenteret, begyndte jeg at få mine sammenbrud igen. Denne gang trådte mine kusiner til. De kom ud til mig en søndag eftermiddag, for at snakke med mig. Min ene kusine, Malene, begyndte så småt at komme ind på, at de ville lave en indberetning. Jeg vidste godt at det var det rigtige at gøre, men jeg vidste også at min far nu ville finde ud af at det var mig der havde ’’sladret’’. Jeg følte mig stadig ikke klar til at gå imod min far på denne måde. Efter så mange år hvor min far havde fortalt mig, hvor meget det ville skade ham hvis jeg sagde noget til nogen, var et svært mønster at bryde. Mine kusiner besluttede at de ville lave en indberetning sammen, på min far og Charlotte. Der de var taget hjem, sad jeg alene og tænkte over hele situationen. Jeg kom igen til at tænke tilbage på en episode, mellem min far, Charlotte og jeg. Det var også på en ferie, hvor jeg har været omkring 13 år. Vi var afsted med nogle af min fars venner og deres børn.

Det var om aften og vi sad alle sammen og spiste aftensmad. Min far var gået over til vores hytte og jeg gik over til ham og spurgte hvad der var galt. Han var fuld, men hans humør havde ændret sig. Jeg kan ikke huske præcis hvordan vi kom ind på det, men vi kom til at snakke om at jeg ikke kom så ofte ud til ham mere. Det var første gang jeg rent faktisk sagde til min far, at jeg synes Charlotte og ham drak for meget og at de var ubehagelige at være sammen med når de var fulde. Min far tændte fuldstændig af og skældte mig ud, på en måde han aldrig havde gjort før. Charlotte kom over i hytten og blandede sig. Vi satte os alle tre ved bordet og begyndte at snakke, men de var begge fulde, så det var svært for mig at forklare dem hvad jeg mente. Jeg følte mig angrebet, de var to og jeg var kun en. Jeg begyndte at græde og sagde at jeg bare ikke følte mig en del af familien og at jeg bare gerne ville være sammen med far alene nogle gange. Charlotte himlede op om, at så kunne hun da bare flytte ud når vi kom hjem og at jeg var en utaknemlig møgunge. Min far ringede lige pludselig hjem til min mor og spurgte hende om han var en dårlig far og at jeg beskyldte dem for alt muligt der ikke passede. Min mor, som sad hjemme i Danmark, blev med det samme bekymrede. Hun kunne hører min far var fuld og at jeg græd i baggrunden. Hun spurgte min far om hun måtte snakke med mig og så lagde han på. Jeg løb ud af døren og ned til en sø i nærheden. Jeg ringede til min mor, badet i tårer. Jeg sagde til hende at jeg ville hjem og jeg var utryg og bange. Min mor forklarede mig stille og roligt, at det kunne jeg ikke. Vi sad og snakkede sammen, endtil jeg var faldet til ro igen. Klokken var omkring midnat der jeg vendte tilbage til hytten. Jeg kunne se far og Charlotte var gået i seng. De havde slet ikke været bekymret over hvor jeg var henne, det fik mig til at føle mig ligegyldig endnu en gang. Jeg gik ind på værelset, hvor min lillebrorr lagde i over køjen. Han spurgte hvor jeg havde været, jeg svarede ham træt, at jeg bare havde været ude at gå en tur. Han spurgte om jeg var okay, han havde hørt det hele inde fra værelset. Jeg svarede ja og lagde mig i sengen. Jeg græd lydløst mig selv i søvn, for at min lillebror ikke skulle hører det.

Jeg sad i min sofa og kom til mig selv. Efter at have tænkt tilbage på den episode, vidste jeg det var den rigtige beslutning mine kusiner havde taget. Om aften kom min veninde, Liv. Vi sad og snakkede om indberetningen. Hun sagde at hun syntes det var uretfærdigt over for min far, at vi angreb ham på den måde og at jeg ville komme til at fortryde det. Hun fik mig til at tvivle på beslutningen. Der hun var taget hjem, skrev jeg lange beskeder til mine kusiner, om at jeg på ingen måde kunne håndterer at de lavede en indberetning. De blev ved med at skrive tilbage, at det var det rigtige at gøre. Jeg begyndte at blive uretfærdig over for dem og angreb dem. Jeg skrev om de ønskede at min far aldrig ville se mig igen. Jeg kunne næsten ikke få luft af bare frustration. De bad mig om at gå i seng og at vi så kunne snakke om det dagen efter.

Dagen efter, var jeg fuldstændig i opløsning. Jeg kunne ikke få luft og jeg blev ved med at græde. Jeg rystede over det hele og mit hjerte hamrede derudad. Jeg tog min telefon, for der var kun én person, jeg havde lyst til at snakke med og det var Hedi. Jeg ringede, men hun tog den ikke. Jeg skrev en besked til hende at jeg virkelig havde brug for hjælp. Jeg tog i skole og jeg kunne på ingen måde stoppe med at græde. Hedi ringede tilbage og sagde at jeg kunne komme ind til hende med det samme. Jeg tog bussen tilbage til Herning og gik hen på misbrugscenteret. Der jeg trådte ind på hendes kontor, brød jeg totalt sammen. Vi fik en lang snak og jeg havde virkelig savnet at snakke med en der kunne forstå mig. Hedi kunne se hvor dårligt jeg havde det og hun tog affære. Hun kontaktede min læge og min skole, for at forklare dem situationen. Lægen tog mig endelig alvorligt og henviste min til Herning medicinsk ambulatorium. Derinde kom jeg til samtale og det blev besluttet at jeg skulle på antidepressiv medicin. Hedi fik også arrangeret at jeg kunne komme ind til 6, samtaler med hende.