Hej med dig

Først vil jeg gerne starte med at sige, at jeg synes du lyder som en skøn veninde. Din veninde er heldig at have én som dig der er bekymret, og gerne vil gøre hvad du kan for at hjælpe. 

Jeg kan ikke sige om din veninde har en spiseforstyrrelse eller ej. Ud fra det du fortæller kan jeg godt se, at hun nok har et anstrengt forhold til mad, men det er svært at sige om det er en spiseforstyrrelse. Hvis hun har det rigtig svært lige nu, (og det kan jeg høre hun har) kan hendes forhold til mad også "bare" være et symptom på at hun ganske enkelt ikke kan overskue at forholde sig til mad og til det at spise. 

Mange oplever noget lignende i korte perioder i livet. Hvis man eksempelvis har kærestesorger, og derfor er meget ked af det, kan nogle holde helt op med at spise i perioder, uden at det egentlig handler om maden og om spiseforstyrrelse. 

Det er godt at hun går til samtaler med en psykolog. Hvis man har en depression er det nødvendigt at få noget professionel hjælp. Jeg tænker helt sikkert også at du kan hjælpe din veninde. 
I bund og grund handler det om at støtte hende og "bare" være der for hende. At hun kan mærke at hun stadig har en veninde der holder af hende, selv om hun har det svært lige nu. 
Jeg kan godt forstå din bekymring om maden, og jeg tænker også det giver god mening ind imellem at spørge ind til om hun vil smage, som du allerede prøver. Men samtidig tænker jeg også det er vigtigt at du ikke presser for meget på omkring maden. Jeg er helt med på at du gør som du gør af den bedste mening, og for at hjælpe. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om.
Men din veninde kan komme til at føle det som et for stort pres, og så kan dit fokus på maden måske skabe en konflikt. Ganske enkelt fordi din veninde måske kan komme til at føle at du presser hende på et område, hun ikke er parat til at "arbejde med"
En depression kan være svær at arbejde sig ud af. Det tager tid, og kræver mange små skridt. Det kan ofte være nødvendigt at tage én ting af gangen, og måske har din veninde bare ikke overskudet til at være opmærksom på det hun spiser lige nu. 

Jeg tænker det er vigtigt at du siger til dig selv, at din veninde har voksne omkring sig, (Hendes mor, psykologen og måske andre) der har ansvaret for at hjælpe hende. Det er ikke dit ansvar.
Men du kan være en god veninde, og være der for hende når hun har brug for en god veninde. Måske kan du spørge hende direkte. Fortæl hende at du så gerne vil hjælpe hende og støtte hende, og spørg hvordan hun tænker du bedst gør det. Så har du meldt helt klart og tydeligt ud overfor hende. Jeg tænker at hun allerede godt ved, at du gerne vil være der for hende. Men det at få det at vide direkte, tror jeg det kan gøre en kæmpe forskel. 

Jeg krydser fingre for at din veninde lige så stille begynder at få det bedre, og at I sammen finder ud af hvordan du kan støtte hende bedst muligt. 
Igen...du er en fantastisk veninde, og jeg er sikker på at din bekymring og støtte gør en kæmpe forskel. 

Mange hilsner
Niels-Christian