Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Bøjje

brevkassespørgsmål

Bøjje

brevkassespørgsmål af
A
14 år
Oprettet 6 år 11 måneder siden

Hej 

Jeg har fået en bøjle som jeg slet ikke er glad for. Den genere mig meget, jeg har svært ved at sove ordenligt, den gør mig sur fordi den er ubehagelig og irreterende. Den genere min daglig rutine. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg har lidt overbid som jeg gerne vil have ordnet men jeg ved ikke om jeg gider gøre det på den her måde og hvis der ikke er andre måder er det så det værd? Den bøjle jeg har fået tror jeg hedder en Aktivator med en slags træk med, jeg er ikke helt sikker. Håber jeg kan få et råd til hvad jeg kan gøre.

Svar: 

Hej dreng 14 år

Tak for dit brevkassespørgsmål om din bøjle.

Der er jo sådan set kun een ting at gøre - du må tale med din bøjletandlæge. Og sige det præcis som du har beskrevet her i brevkassen.

Bøjletandlægerne er vant til, at nogen af de børn og unge, der får rettet tænderne har det rigtig træls med det, så det vil de helt klart også kunne tale med dig om.

Der er flere muligheder for, hvad der kan komme ud af samtalen. Een mulighed er, at bøjletandlægen siger, at det er den rigtige bøjle til dig og at han/hun ikke vil tilbyde dig andet. I så fald må du gøre op med dig selv, om det er så vigtigt for dig at få rettet dit overbid, at du vil gøre et forsøg mere. Det kan være, at du kan få nogle råd om hvordan du vænner dig til bøjlen. Du kan også spørge om hvor længe tandlægen regner med at du skal bruge den - og om det er en forbehandling (så der kommer andre bøjler senere) eller det er den eneste behandling.

Som tandlæge tænker jeg, at din aktivator på mange måder er en god bøjle. Forstået på den måde at den ikke er så hård ved tænder og kæber som alternativerne - togskinner.  Og at du jo kan børste dine tænder og spise normalt og springe en enkelt dag/aften/nat over engang imellem, selv om du har bøjle. Det kan du ikke, hvis du får en fastsiddende bøjle.

Jeg plejer at sige til de unge, jeg møder, at en måde at vænne sig til en aktivator på er at bruge den om eftermiddagen og om aftenen - jo flere timer jo bedre - og så mange dage, at det til sidst føles naturligt at have den i munden. Og så plejer det at kunne lade sig gøre at sove med den. Og at en måde at bruge den nok på er at have den plå til lektielæsning, når man ser tv eller video eller spiller spil.

Men jeg har før været ude for, at unge ikke kunne vænne sig til den.

Det kan også være, at bøjletandlægen tilbyder dig en anden bøjle. I så fald - når du har overbid - tænker jeg, at det vil være togskinner på alle dine tænder. Det er en helt anden bøjletype, hvor bøjlerne sidder fast på tænderne - men hvor du måske skal bruge elastikker til at føre din underkæbe frem. Også her er den tid det tager at rette dit overbid afhængigt af, om du gør det, du får besked på - altså eksemplvis at bruge elastikkerne hele tiden. Og her er er det bøvlet at spise, du må undgå hårde ting, der er bøvlet at børste tænder, mange synes bøjlen strammer eller gør ondt i tænderne og du har ingen muligheder for at holde fri fra bøjlen, når den først er på.

Så det store spørgsmål er jo, hvor meget ønsker du at få dit overbid rettet? Som tandlæge tænker jeg, at det ikke er en sygdom at have overbid. Rigtig mange voksne lever med at de ikke fik rettet deres tænder og har derfor et overbid hele livet - uden at have nogen problemer med det. Så en oplagt mulighed er det jo, at du bestemmer dig til, at du ikke vil have rettet dine tænder. I så fald tænker jeg, at du må snakke med din bøjletandlæge om, hvad han/hun tænker om det. Altså om hvilke problemer du senere kan få. Tandlæger har haft det med (synes jeg) at overdrive, hvor store problemerne er for de børn og unge, der ikke får rettet deres skæve tænder. I virkeligheden kan vi sjældent forudse, at lige netop du helt sikkert vil få problemer. Spørg helt kontant, hvad din tandlæge tænker.

Som regel er det sådan, at hvis du selv har afbrudt en bøjlebehandling, så vil du ikke kunne få et nyt gratis tilbud, hvis du fortryder om for eksempel 2 år. Det er muligt, at du kan få rettet dine tænder som voksen, hvis du fortryder. Men i så fald er det for egen regning og nogen typer af skæve tænder kan ikke rettes med et sikkert godt resultat, hvis du er blevet noget ældre. Tandretning foregår hest hensigtsmæssigt mens du stadig vokser, der er derfor du har fået tilbudet lige netop nu, hvor du vokser allermest.

Jeg tænker også, at du er nødt til at snakke med dine forældre om dette. Fordi du ikke er så gammel, at du helt selv kan bestemme. Ihvertfald tænker jeg at du må fortælle dine forældre hvordan du har det med bøjlen og høre på deres mening. Og så må du tage dine forældre med til din næste samtale med bøjletandlægen. Det rigtige vil nok være at få lavet din næste tid om til en samtale. Fortæl klinikassistenten på klinikken at du har brug for en længere samtale med tandlægen (fortæl hvorfor og at du vil tage dine forældre med) og få lavet en tid, der passer dine forældre. Og så gælder det om at få stillet alle de spørgsmål, I har og høre godt efter, hvad tandlægen siger. Og bagefter at gå hjem og fordøje det, før I træffer den endelige beslutning om, hvad der skal ske.

Held og lykke med at finde ud af det

Niels Hansen, tandlæge

 

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program