Hvordan kan jeg stoppe det
Hvordan kan jeg stoppe det
min bedste veninde gør nogen gange nogen meget dumme ting fx cam frækt med drenge på det der chat roulette jeg synes det er så forkert og gøre og nu er hun begyndt og have sex med en synes det er alt for tidligt og forstår ikke hvad hun vil med ham han er alt for gammel til hende og gift
har prøvet og sige det til hende men hun siger jeg bare skal møde ham men det vil jeg ikke da han har sagt han synes jeg er fræk og lækker osv
hvordan får jeg dem til at stoppe synes min veninde skal være mindst 15 før hun har sex
Hej med dig,
Jeg kan godt forstå du bliver bekymret for din veninde, når hun chatter med fyre på nettet og nu også er begyndt at have sex med en fyr, der er ældre end hende og ovenikøbet også gift. Det er jo meget forskelligt hvordan vi har det med sex og grænser, men jeg kan sagtens forstå du tænker det kan være problematisk, med den måde din veninde opfører sig på. I er begge meget unge og der kan være mange ting i det, som kan gøre det svært for hende at sige nej til det hun bliver spurgt om af fyre hun ikke kender eller fyre som er ældre. Jeg skal dog understrege, at jeg jo ikke kender historien med hende og ved ikke hvordan hun har det med alt det der foregår, så derfor kan jeg heller ikke vurdere situationen ud fra dit brev alene, men én ting er sikkert, og det er, at du er i din fulde ret til at være bekymret og have din mening om det hele. Jeg synes det viser, at du er en rigtig god, sød og betænksom veninde, og det er kvaliteter du kan være rigtig stolt af!
Jeg har stor respekt for at du mærker efter og bliver bekymret for din veninde ud fra egne grænser og følelser. Det er sejt at du står ved dig selv og hvad du synes er rigtig og forkert. Det kan være svært at håndtere når ens tætte veninder gør noget man ikke selv ville gøre. Især når det er noget der potentielt kan være farligt for hende eller som kan gøre hende rigtig såret senere hen.
Nogle gange kan man føle, at man sidder lidt i klemme mellem sig selv og egne behov og sin veninde og hendes behov. Når det handler om veninder kan det være svært at vide hvad man skal gøre når man står i sådan en situation som du gør. På den ene side vil man jo ikke sladre om ens veninde til andre, man vil heller ikke gøre hende sur ved at sige hvad man mener selvom man godt ved det ikke er sådan hun har det, men på den anden side kan man heller ikke leve med at vide, at hun gør noget man ikke kan forene sig med. Måske er det også sådan du har det?
Hvis det er lignende tanker og følelser du sidder med, så synes jeg du skal vide, at det er helt okay at tænke på sig selv i en sådan situation. Det skriver jeg, fordi det at du lytter til dig selv og din holdning til det, så udviser du samtidig stor omsrog for din veninde. Jeg tænker, at man er en god veninde hvis man er ærlig og gør sit bedste for at passe på sin veninde. Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært fordi man ikke ved hvordan hun vil reagere, men det kan være nødvendigt at give sin mening og bekymring til kende, når man ikke føler hun gør det rigtige.
Jeg tænker der er flere ting du kan gøre:
1) Selvom du har prøvet at snakke med hende før, så vil jeg foreslå du prøver igen. Sørg for at hun bliver klar over at du faktisk er rigtig bekymret og ikke bryder dig om det hun laver. Det er ikke sikkert at det får hende til at stoppe eller ændre mening, men så ved hun i hvert fald hvordan du har det. Måske får det hende selv til at stoppe op og tænker over hvad hun laver. Hvis du synes det er for svært at snakke med hende om det, så kan du overveje at skrive det hele ned i et brev til hende. Det kan nogle gange være nemmere at få sagt det man gerne vil sige, hvis man kan skrive det ned i stedet for at sige det højt. Måske har du det også sådan?
2) For det andet synes jeg det er en stor hemmelighed at gå med selv, og det kan være rigtig svært. Derfor vil jeg foreslå, at du snakker med dine egne forældre om det. Det er vigtigt man har nogle man kan snakke med og støtte sig til når man sidder i en svær situation. Du kan eventuelt vise dem dit brev herind til Cyberhus, hvis du tænker det gør det nemmere for dig at forklare det. Jeg ved godt at det kan føles som om du går bag ryggen på din veninde, men modsat synes jeg det er vigtigt, at du ikke føler dig alene med ansvaret for at vide det her, og samtidig har du fortjent at snakke med nogle om de bekymringer som fylder hos dig. På den måde er der nogle voksne, som kan hjælpe med at beslutte hvad der skal gøres.
3) Jeg ved ikke om der er andre end dig der ved hvad hun laver online og at hun har sex med ham, der er gift, men hvis der er andre, så kunne du måske også spørge dem hvad de tænker om det. Måske sidder der andre med samme tanker som du gør dig? Det kan nogle gange være nemmere at håndtere en svær situation hvis man har andre til at beslutte hvad der skal gøres og ske.
Jeg håber du kan bruge mine tanker, og at du kan bruge mine råd til at finde ud af hvad du kan gøre (måske i samarbejde med dine forældre).
De allerbedste hilsner,
Astrid