Kære du. 

Det lyder virkelig hårdt, det du går igennem lige nu. Jeg synes, det er rigtig flot, at du skriver herind. Jeg er sikker på at andre unge med kronisk sygdom kan relatere til de følelser og overvejelser, du har. Det er en kæmpe ting at skulle acceptere og erkende, dét at blive/være kronisk syg, og man kan hurtigt komme til at definere sig selv som "den syge". Eller "defekt", som du skriver det. Jeg tror, det er så vigtigt, at du kæmper imod denne tendens til at føle dig defekt. Du er ikke defekt, forkert, i stykker. Du er bare anderledes. Man kan bruge så uendelig lang tid af sit liv på at tænke og gruble over, hvorfor det lige er sådan her ens liv skal være. Hvorfor sker det her for mig og ikke for en anden. Men man må indse, at der er nogle ting i livet, man ikke kan ændre på. Du kan ikke fjerne din kroniske sygdom lige meget, hvor meget du ønsker det. Det eneste du egentlig kan ændre på er dine tanker om livet, dig selv og din sygdom. Det tager lang tid og er svært, men du kan godt. Det kræver, at du bliver bevidst om dine negative tanker og griber fat i dem, når de kommer. Det kan være svært at komme ud af de negative tanker i starten, for det er svært at bekæmpe dem. Men når de kommer, når dine tanker begynder at sige, du er defekt og dit liv ikke er godt, så udfordr dem. Mind dig selv om de gode ting, du har i livet, og alle de ting du kan. Lav eventuelt en liste med positive ting om dig selv og dit liv, som du kan kigge på, når de negative tanker kommer. Der er kun dette ene liv, og det bliver langt og hårdt, hvis ikke man lærer at være positiv og optimistisk. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, og vi har alle helt forskellige vilkår, det er lettere at være optimistisk for nogle end for andre. Men selvom du ikke kan ændre din sygdomstilstand, kan, burde og fortjener du stadig at leve et lykkeligt liv. Og det skal komme indefra. Der er ikke noget udefra, der pludselig løser alting og gør alting godt. Det er alt sammen inde i dig. Du bestemmer og du fortæller dit liv. I forhold til det med at få en kæreste, så er det nok vigtigt at give det tid. Der findes så mange fantastiske mennesker derude, og du er et af dem, der er klar til at elske. Men, med fare for at være rigtig kliché, så tror jeg også, at man må elske sig selv, før man kan elske andre. Så en start for dig er måske at lære at elske dig selv. Det er noget der kommer lige så stille, og som man skal øve sig på, men en dag vil du se, hvor skøn du er, og så vil det også være meget tydeligere for alle andre. 

Jeg kan godt forstå, at det hele påvirker dig meget psykisk, det må være utrolig hårdt. I forhold til det med lægerne, så er de jo mest af alt ansat til at tage sig af de fysiologiske problemer og ikke så meget de psykiske problemer vi kan gå rundt med. Det betyder dog ikke, at de ikke skal lytte til dig og hjælpe dig med at finde den passende hjælp, hvis du har brug for det. De skal hjælpe dig med at finde en psykolog, hvis det er noget, du føler kunne hjælpe dig. Det kan eventuelt også være derfor, de ikke kommenterer så meget på det du siger, måske ved de simpelthen ikke, hvad de skal sige. Det at blive kronisk syg er en alvorlig psykologisk udfordring også, og jeg tror de fleste kunne få meget ud af at have en psykolog at snakke med om det. Psykologen kan hjælpe dig til at ændre dine tanker om dig selv og give dig nogle redskaber til at acceptere dit liv som det er. Så det synes jeg bestemt, du skal overveje (hvis ikke du allerede har en selvfølgelig), da det kan blive en kæmpe hjælp i starten af dit arbejde med dig selv. 

Til sidst vil jeg gerne sige, at det nok skal gå. Jeg tror, du er stærk og sagtens kan lære at leve med de udfordringer, du nu har i livet. Du er altid velkommen til at skrive her igen eller komme ind i vores 1-1 chat og snakke om det hele. Hvis du har lyst til at læse nogle andre unges forløb med kronisk sygdom og noget om det, at være ung og kronisk syg, kan du eventuelt kigge lidt her. Jeg håber virkelig, du kan bruge mit svar. 

Sophie