Kære dig

Det lyder til at du er begyndt at reflektere over hvem du gerne vil være, og hvad du ønsker at have i dit liv. Der er rigtig mange mennesker, som ikke opnår den form for selvindsigt før de er kommet langt op i årene (eller måske aldrig). Så det er virkelig sejt at du ønsker at være tro imod dig selv og arbejder henimod at gøre dét der føles rigtigt for dig, og ikke dét som føles rigtigt for andre. 

Når det så er sagt, så er det også helt normalt at det, til tider, er rigtig svært at holde fast i. Det kræver jo netop at man stoler på sin egen indre stemme, og er opmærksom på hvad der er vigtigt for en - også selvom det måske vil skuffe andre. Du skriver at du er ked af nogle af de ting som du gjorde da du var yngre, og at du er i tvivl om du kan give slip på det. Jeg tænker at det er en udfordring som rigtig mange af os går med, og at det også er meget naturligt at man kommer til at "slå sig selv i hovedet". På et tidspunkt hørte jeg et radioprogram om vaner (som jeg desværre ikke kan finde som link). Der omtalte de vaner som "stier i hjernen" - ligesom når man går på en rigtig sti ude i verden, så vil de stier vi oftest vælger, også være de stier som er nemmest at gå på. Når man så beslutter sig for at ændre en vane (en sti), så er det enormt svært, fordi det jo bare er meget nemmere at gå på den meget benyttede sti end den tilgroede jungle sti (som endnu ikke rigtig er en sti). Og derfor kommer vi oftest til at træde tilbage på de gamle stier, selvom vi ikke ønsker det. Når det sker, så vil rigtig mange af os, stoppe op og slå os selv i hovedet: "jeg kan ikke" "jeg klarer det aldrig" "eftersom det ikke lykkes nu, så lykkes det aldrig" osv. Det er nogle af de samme tanker som du beskriver, og du beskriver også at det bremser dig i den gode udvikling som du egentlig ønsker at fortsætte med. Og det giver jo rigtig god mening, for hvis du står stille og slår dig selv i hovedet, så står du jo stille - på den gamle sti. Og så vidt jeg kan læse af dit brev, så er det ikke den gamle sti du vil være på. 

Jeg håber du stadig er med mig, selvom det måske er en smule indviklet. Pointen er at det er langt de fleste som reagerer ligesom dig, og det er også derfor at vaner er virkelig svære at ændre. Men ikke umulige. Så derfor skal du se om du måske kan gøre noget andet end af slå dig selv oven i hovedet, når du ender tilbage på den gamle sti. For du vil ende på den mange gange imens du finder ud af hvad din nye sti skal være, og hvis du stopper op og slår dig selv i hovedet hver eneste gang, så kommer du ikke videre (før næste gang du prøver). Hvis du i stedet for kan sige: "Hov, nu er jeg tilbage på den gamle sti. Her er de tanker jeg kender, som fortæller mig at jeg ikke kan ændre mig. Det er ikke her jeg ønsker at være. Jeg træder nu tilbage på den nye sti", og så handler i overensstemmelse med de værdier som er oprigtigt vigtigt for dig, så står du ikke stille - selvom du var en tur tilbage på den gamle sti. Med andre ord, så fungerer din dårlige samvittighed/dine tanker du får når du måske kommer til at handle som du engang gjorde, som de der riller i siden på motorvejen. De fortæller dig når du er på vej ud i vejkanten, og minder dig om at du skal trække tilbage ind på vejen. Du stopper jo ikke bilen og bliver sur over at du ikke kan finde ud af at køre lige? På samme måde skal du prøve at se dine tanker. Giv dem plads til at være der, men giv slip på dem. Brug dem som en reminder til at blive det som du gerne vil være, og brug din energi på at finde ud af hvad der er vigtigt for dig. Det vil højst sandsynligt være en lang proces, og det vil nok også både gå op og ned. Husk at du altid kan besøge chatten her på Cyberhus når det er svært at give slip, og når du har brug for hjælp til at finde frem til den nye sti. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, og jeg ønsker dig al mulig held og lykke. Det er en rigtig vigtig og spændende rejse du er på, og jeg er helt sikker på at du godt kan! 

Kærlig hilsen

Signe