21. Forlad mig ikke

Jeg kom stadig ude ved min far, da jeg endnu ikke var i stand til at gøre det, som jeg burde. Bryde kontakten. Jeg havde det stadig skidt, især når jeg tog hjem derfra og mine søskende desperat forsøgte at finde på undskyldninger, for at jeg skulle blive der længere. Jeg skammer mig over at indrømme det, men ofte kunne jeg godt have blevet længere, jeg magtede det bare ikke. Jeg vidste jeg skulle være den stærke når jeg var derude, men situationen påvirkede også mig og jeg havde brug for luft, når jeg havde været der i en weekend. Luft fik jeg, når vi havde vores møder på misbrugscenteret. Der kom jeg ud med det hele og jeg følte mig forstået og fik redskaber til at håndtere det. Men intet vare evigt, og det gjorde forløbet på misbrugscenteret heller ikke. Jeg prøvede at skjule min frustration, til det sidste møde. Jeg havde prøvet det så mange gange, at skulle sige farvel til en psykolog og forskellige forløb jeg havde deltaget i. Jeg følte mig ikke klar til at stå på egne ben, jeg var ikke klar til at sige farvel. Jeg følte at igen var der nogen jeg stolede på, som gav slip på mig. Jeg var panisk angst for at falde tilbage i det hul, jeg havde været i. Men mest af alt, var jeg bange for at blive alene igen. Jeg havde endelig fundet, et sted hvor jeg følte mig hjemme og nu var det slut.

Mie 20 år.
Dagbog 2015
Jeg har altid hadet mig selv. Aldrig følt mig fuldkommen. Altid følt mig anderledes. Næsten altid følt mig alene. Jeg har altid drømt om at være en anden, at være hende som alle elskede. Hende alle synes var fantastisk. Men når du er anderledes, bliver du aldrig den person, uanset om det er venner eller familie, de ser dig som hende der er anderledes. Du kan intet gøre, selv hvis du ville ændre det, så er du den de ser dig som. Jeg hader mig selv, jeg hader at min far fik børn, når han ikke har kunnet magte dem! Hader at han fik flere efter mig, når han tydeligvis ikke har kunnet magte mig, så nu står jeg med ansvaret for hans andre børn, fordi han ikke kunne erkende at han ikke egner sig som far! Han skulle absolut få to børn mere han kunne ødelægge. Jeg hader ham for det. Jeg er 20 år, jeg burde ikke være mor nu, jeg burde kun koncentrere mig om skolen, ikke være mor for mine søskende. Jeg ville ønske, at jeg var en anden. Jeg ville ønske, at jeg ikke skulle føle, at hver eneste dag er en kamp om at stå op. Jeg vil så gerne være lykkelig, men det bliver jeg nok aldrig. Jeg tror ikke jeg kan blive lykkelig, fordi jeg er ødelagt. Ødelagt af min alkoholiske far, ødelagt af at finde min mormor død på et toilet, ødelagt af min mor fik kræft, ødelagt af at en pige som kun var to år ældre end mig, misbrugte mig i så mange år, ødelagt af at skulle være mor som 5-årig for mine søskende. Jeg har oplevet for mange onde ting, til at jeg tror på jeg bliver hel igen, for det gør jeg ikke. Jeg ville ønske jeg var en lille pige igen, som bare kunne kravle ind i en favn, og bare kramme. Jeg ville ønske jeg var lille Mie, som folk skulle passe på. Men jeg er intet barn mere, jeg skal passe på mig selv. Jeg må ikke svigte, jeg må ikke vise mine søskende at jeg er svag. Men sandheden er at jeg er det. Altså svag. Hvor kommer alt det selvhad fra, tænker du måske? Det kommer nok fra en barndom, med en far hvor en flaske rom til, 79,95 er vigtigere at få, end at komme til ens datters afgangseksamen, efterskole ophold, skolehjem samtaler, eller vigtigere end at komme op på sygehuset, for at besøge din datter, som havde prøvet at tage livet at sig selv. Sådan som jeg ser det, er jeg mindre værd en 79,95. Ærligt, ville jeg ønske han aldrig havde fået mig. For det der gør mest ondt er, at jeg har fortalt ham, hvordan han har ødelagt mig, men er ligeglad med det og stadig fortsætter på mine to søskende. Han er fuldstændig ligeglad, både med mig og mine søskende. Han skulle aldrig have haft børn. ALDRIG! Jeg hader ham. Virkelig. Hvorfor mig?