Min terapeut kan slet ikke se på sig selv- del 2
brevkassespørgsmål
Min terapeut kan slet ikke se på sig selv- del 2
Jeg er bare stadig ret så ked af, at denne psykolog slet ikke kunne tage det til sig. Hun får mig til at føle mig lille og forkert. Det er fordi hun har skrevet udtalelser til retssagen om, at jeg har fået angst. Og de er jo brugbare. Men når vi så taler om følgerne, så tænker jeg hele tiden: "Du er ikke i stand til at give mig det jeg har brug for". Og det har jeg jo så skevet, mailet og sagt til hende. Og jeg blev faktisk ked af, at hun førte det hen på mig, som om at hun er en man altid kan have tillid til og når jeg så ikke viste "rigtig" tillid, så var det intet med hende men noget med mig. Og jeg havde jo brug for at hun spurgte ind til, hvorfor de her ting er svære, men det gjorde hun ikke. Hun gav mig eksponeringsøvelser og når jeg så kom og sagde, at det ikke gik så godt, så sagde hun bare: "du bestemmer selv" og sad og så på sin telefon! Jeg skal derhen igen, for at "afslutte" over et par gange. Men jeg har ondt i maven over det. Jeg føler hun giver mig en klar fornemmelse af, ikke at være "god nok" og jeg føler at hun giver mig al skyld, når jeg italesætter, at kontakten mellem os ikke er god? Giver det et billede af det, hvad jeg oplever? Jeg tør heller ikke få en kæreste efter overfaldet, Og så spurgte hun meget "koldt": "Har du haft samleje"? Jeg sagde så, at det var svært for mig at tale om. Ikke noget svar med at: "det kan jeg godt forstå". Men bare: "Jeg spurgte, har du haft samleje"? Jeg sagde så "nej". Så sagde hun: Det er jo ikke normalt, de fleste har samleje når de er 16-17 år". Når jeg så siger at det gør mig ked af det at hun siger sådan, siger hun : "du har svært ved at tro på, at jeg vil dig det godt"! Kan du se, hvordan hun er? Jeg er nød til at tage derhen resten af februar fordi hun skal lave nogle ting til min advokat som kræver, at hun ser tilbage på vores forløb. Så det vil sige, at hvis jeg stoppede, som i NU, så ville jeg mangle de papirer. Jeg er bange for at have samleje og så sagde hun: Det er der jo også mænd der har, hvis de fx har rejsningsproblemer". Jeg tænkte: "så lyt dog til mig" ( og spørg ind).Hun har som sagt skrevet mange lærebøger om kognitiv terapiog jeg mener selv, at hun vil få et fagligt "knæk" hvis jeg stopper. Hun har jo før sagt, at jeg skal komme og at hun ikke vil tage mine mails alvlrigt, hvis de handler om , at jeg "nu får en skør ide om, at du vil stoppe". Giver alt det her mening og mon I får en ide om, hvordan hun er og hvorfor jeg ikke føler mig tryg ved hende?
Men, jeg er altså nød til at være der resten af februar. Skal jeg sige mere til hende om hendes opføresel eller skal jeg ophive håbet og sige til mig selv, som I også skriver, at det ikke er mig. Jeg er bare så ked af, at hun aldrig vil kunne komme til at se, at det et pga hende, at jeg ikke kan få tillid til hende, stole på hende og at hun har yrmyget mig.
Hvad tænker I?
Svar:
Kære dig
Tak fordi du har skrevet igen. Det var også mig der besvarede dit spørgsmål sidste gang. Jeg vil holde fast i mit tidligere råd, og gentage at det ikke er dig der er noget galt med. Alt hvad du skriver giver rigtig god mening, og jeg får helt ondt i hjertet over den oplevelse du har. Når man kommer ind til en psykolog, gør man sig selv sårbar og man åbner op for ting der går ondt. Når man så ikke bliver mødt eller forstået, så kan det betyde at man lukker i, og som du skriver: opgiver og "holder ud" indtil februar er slut. Og i sidste ende vil det have betydning for din healing fremover.
Hvis hun skal lave udtalelser til retssagen, så må hun jo basere dem på de samtaler I allerede har haft. Du skal ikke føle dig tvunget til at fortsætte hos hende af den grund. Du skal kræve at du får en anden behandler. Du har ret til at vælge selv! Igen vil jeg råde dig til at gå til hendes leder. Hvis du har brug for at have en anden med, så har du også ret til det. Du kan f.eks. tage en veninde med, en forælder eller du kan kontakte/skrive til patientforeningen som sørger for at patienters rattigheder bliver overholdt. Dem kan du ringe/skrive til på deres hjemmeside her.
Hvis det stadigvæk er meget svært for dig at skulle sige fra, så kan du sige til hende at du ønsker at optage jeres samtaler. Du har ret til journalindsigt (du må se alle hendes noter + notater i din journal) og du har ret til at optage jeres samtaler. Nogle gange dukker der psykologer op som er så "selvsikre" på deres egen faglighed at de glemmer medmenneskeligheden. Og så opfører de sig direkte uprofessionelt. Hvis du optager det, så vil du både have bevis på at du ikke får den behandling du har krav på eller behov for, og samtidig kan det være med til at sikre at hun ikke går over stregen (som jeg bestemt synes at hun gør, ud fra de ting som du skriver). Det er ikke dit ansvar om hun får et "fagligt knæk" eller ej, og det er bestemt ikke dit ansvar at pleje hendes ego. Som jeg skrev sidst, så virker kognitiv adfærdsterapi ikke på alle, og det hjælper ikke at man forsøger at tvinge sig selv ind i boksen.
Jeg synes det hele tyder på at du virkelig er stærk, eftersom du fortsætter med at gå ved hende selvom det piner dig. Jeg tror at mange andre ville have meldt sig syg eller bare undladt at dukke op, men du viser gang på gang at du ønsker at få det bedre. Du ønsker at få den hjælp du har brug for (både ift. retssagen og ift. dine eftervirkninger af overfaldet). Det er virkelig sejt gjort og du kan være meget stolt af dig selv og din håndtering af alt det her. Tænk at du både skal kæmpe med eftervirkninger fra et overfald, angst og en psykolog der bare overhovedet ikke møder dig, men som kun ser sin egen navle.
Hvis du alligevel vælger at fortsætte med behandlingen hos hende i resten af februar, så skal du vide at du altid er velkommen til at dele din oplevelse her i brevkassen og komme af med dine frustrationer - så skal jeg nok gøre mit bedste for at støtte og lytte til dig. Jeg vil også lige gentage at du er meget velkommen i vores 1-1 chat, hvor det måske er nemmere at snakke om hvordan du kan acceptere behandlingen.
Kærlig Hilsen
Signe
Relateret indhold
Skal jeg stikke af??!
Hej alle sammen, jeg er en pige på 12 år, min mor har lige fået en baby, så jeg følger mig meget ensom! Jeg hader at gå i skole, der er ingen der kan lide mig, og så slog min ex-kæreste op med mig, jeg vil så gerne stikke af, men hvor skal jeg tage hen? Jeg orker ikke at læse "jeg syntes det er...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
2
Blowjobs
Hej Cyberhus
Jeg kan virkelig ikke fordrage tanken om at skulle give et blowjob til en fyr. Det væmmer mig ekstremt meget hver gang jeg tænker på det, nogle gange så meget at jeg får det fysisk dårligt af det. Er ret sikker på at denne væmmelse stammer fra en ubehagelig episode jeg havde...
Laura har svaret på dette spørgsmål
Speciel bror
Min lillebror har en blandet udviklingsforstyrelse af specifikke færdigheder. Han får meget meget tit raserianfald, hvor han bare smadre ALT! Engang væltede han sin reol, skrivebord og hylde på sit værelse på under 30 sek. Men min mor.. det er næsten altid hende der holder min bror. Min far går...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
