Jeg er stresset!
Jeg er stresset!
Jeg er tit stresset, har hovedpine og døjer med kvalme. Jeg har opsøgt min læge som sagde: "du skal bare slappe af". Men jeg studerer og man er jo presset pga diverse reformer og tiltag. Jeg gider ikke gå op til min læge igen. Jeg har svært ved at tage mine behov alvorligt, dvs ikke tjekke mail hele tiden, får ikke spist frokost regelmæssigt og aftesmad tager jeg mig ikke tid til at lave. Det handler om, at jeg er vokset op med, at mine behov ikke var vigtige og jeg har således lært, at jeg skal "glemme" eller ignorere hvordan min krop har det. Nu har jeg kvalme hele tiden( og er undersøgt for andre ting hos lægen).
Hvordan kommer jeg ned i kroppen og får mig selv med?
Hej med dig
Jeg kan godt forstå din frustration med stress, hovedpine og kvalme som du skriver. Det må virkelig være ubehageligt, når du også går i skole og skal koncentrere dig. Du virker til at være godt reflekteret og bevidst om at du overhører din krops signaler, når du skriver at du er vokset op med at "glemme" eller ignorere hvordan din krop har det. Jeg tror desværre der er rigtig mange (unge som voksne) der står i samme situation som dig, med en stresset krop og ja overhørte signaler. Det kan føre til rigtig mange ubehagelige konsekvenser når man ikke lytter til dig selv. Når din læge så fortælle dig at "du bare skal slappe af", er det selvfølgelig svært hvis du ikke har fået nogle redskaber til netop at slappe af. Måske du får mere klarhed når du får svar for de andre ting hos lægen?!
Du skriver hvordan du kommer ned i kroppen og får dig selv med?
Jeg er lidt i tvivl om præcis hvad du mener med at få dig selv med, men der er flere redskaber man kan bruge til helt specifikt at komme ned i gear og mærke sig selv bedre. Jeg vil prøve at komme med nogle eksempler:
1) Mindfulness kan være et godt og meget let værktøj. Det handler i grove træk om at være opmærksom på sine tanker nu her - at være i nuet, og ikke tænke på flere ting på én gang. Det kan eksempelvis være at gå en tur og fokusere på træerne og dine omgivelser. Det kan også være at spise noget mad og så fokusere på hvordan det smager, dufter, føles i maven osv. Alt der omhandler at fokusere på nuet og rette din opmærksomhed der på. Det kan hjælpe dig med at komme helt ned i tempo. Der er nogle der benytter sig af guidede meditationer som hjælper en med at fokusere på noget bestemt. Det kan være godt, hvis man har svært ved det selv. Jeg har et eksempel på en video her.
2) Dybe vejrtrækninger. Det lyder måske banalt, men det kan faktisk hjælpe utrolig meget. Træk vejret ind gennem næsen, fyld hele din brystkasse op med luft og pust ud gennem munden så du nærmest falder sammen. 10-12 gange i træk og du kan opleve en enorm ro i kroppen.
3) Har du prøvet at se på hvad du laver, tænker, eller føler lige inden du mærker at du eksempel vis får kvalme og hovedpine? På den måde kan du måske få større klarhed. Prøv at skriv det ned i en form for dagbog så du får et overblik og måske kan se et mønster. Bevidstheden i sig selv kan muligvis få dig til at slappe mere af.
4) Accept. Når vi acceptere at tingene måske er lidt svært, at vi ikke er perfekte, at vi ikke skal præstere hele tiden og slipper kontrollen (fx. med at skulle tjekke mails hele tiden som du skriver), kan det give en enorm lettelse for både kroppen og psyken. Accepter at du ikke når dine mails og hvad der nu ellers er i dit liv som kan give dig en stressfornemmelse.
5) Nu nævner du selv at du ikke får spist frokost regelmæssigt og at du ikke finder tid til at lave aftensmad. Jeg er lidt usikker på om det så betyder at du ikke får spist noget afstensmad. Men ja kosten i sig selv er utrolig vigtig for at skabe balance i sin krop, få mere energi og overskud til hverdagen. Det i sig selv at spise regelmæssigt og i hvert fald tre gange om dagen med grønt, protein og sundt fedt, giver dig god forudsætning for at komme ned i kroppen, og i hvert fald et større overskud som før skrevet.
6) Snak med nogle om det. Det kan være rigtig svært at snakke om, men ikke desto mindre er der rigtig mange der kender til stress og stresslignende symptomer, og der er stor sandsynlighed for at du måske kender nogle i dit netværk der har haft de samme symptomer. Måske kan du åbne dig op for en rigtig god veninde, dine forældre eller en anden du er tæt på. Prøv at høre hvad de eventuelt har gjort for at få det bedre, hvis de selv har haft nogle af de samme symptomer. Snak om det og få sat ord på hvad der er svært lige for tiden. At få sat ord på, kan ligeledes give en enorm stressfrigivelse og få en helt ned i gear. Du kan også snakke med en af os gennem 1-til-1 chatten, hvor du har mulighed for at fortælle lidt mere og få direkte rådgivning. Du får et direkte link her.
Jeg håber du kan bruge det til noget, om ikke andet så til at reflektere over din situation. Jeg håber du finder ud af hvad der præcis passer til dig, for at du kan mærke dig selv bedre og komme væk med dine symptomer.
Venlig Hilsen
Katharina