Fodvorter

brevkassespørgsmål

Fodvorter

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 7 år 10 måneder siden

Hejsa. Jeg er en pige på 17 år, som virkelig har et problem jeg er træt af. Jeg har altid døjet lidt med fodvorter, men jeg har pludselig fået omkring 7 på den ene fod, på selve fladen på hælbenet. Jeg tør ikke sige det til min mor eller far, og jeg tør heller ikke gå til lægen med det, fordi jeg synes det er rigtig pinligt, især når jeg er en pige på 17 år. Jeg har overvejet at gå ned på apoteket og købe noget til det, men så synes jeg også bare at det er pinligt, så tænkte bare på, om der er andre husråd man kan bruge? Det gør mig rigtig ked af det, for det gør både ondt og jeg kan ikke vise min fod sådan som den er. 

Håber virkelig at I kan hjælpe. 

Mvh. Anonym :) 

 

Svar: 

Hej Anonym :)

Vorter skyldes en virusinfektion i huden. Infektionen angriber hudcellerne og fører til, at huden fortykkes, og der dannes en vorte, der hvor infektionen befinder sig. Dette ses hos 10-15% af skolebørn, hvilket betyder, at det er meget normalt og ikke noget at være flov over.

Vorter smitter ved direkte kontakt eller via genstande. Det er almindeligt, at man smitter sig selv, således at man overfører vorteviruset fra et sted på kroppen til et andet. Vorter kan også spredes til andre gennem deling af håndklæde, barberredskaber og negleklipper, og ved direkte kontakt. Fodvorter kan smitte, hvis man går barfodet, især hvis gulvet er vådt som f.eks. i svømmehaller og omklædningsrum.

Alle mennesker er udsat for smitte med vortevirus. Du kan selv begrænse smitten ved at tildække dine vorter. Man kan beskytte sig mod vorter på fødderne ved at have badesko på i svømmehal og offentlige omklædningsrum.

De fleste vorter forsvinder af sig selv, men dette kan tage lang tid, typisk 1-2 år. Der findes en lang række behandlinger mod vorter, som alle tager udgangspunkt i at ødelægge den hud, hvor vortevirus er lokaliseret. Ingen behandlinger er 100 % effektive. Du anbefales vortemiddel eller frysning/kirurgisk fjernelse via din egen læge.

Når det så er sagt, findes der mange "alternative" metoder til fjernelse af vorter. Man skal bare være opmærksom på, at det kan tage rigtigt lang tid inden man ser nogen eventuel effekt af den alternative behandling. Jeg har ikke selv nogen erfaring med disse metoder, men for at nævne nogle stykker kan man forsøge sig med:

-Gaffatape til at dække vorten helt og på den måde kvæle virusinfektionen i huden. Skift af gaffatape hver 2.-3. dag efter du filer den øverste del af vorten af inden du sætter et nyt stykke gaffatape på - gentag indtil vorten er væk. Pas på huden omkring vorten ikke bliver irriteret af gaffatapet.

-Bananskræl med den hvide side ind mod vorten, skal holdes fast med for eksempel plaster natten over. Gentag hver nat indtil vorten er væk.

-Et lag neglelak smøres direkte på vorten. Når det er tørt sætter man et stykke plaster på for ikke at slide neglelakken af når man går. Du bør smøre et nyt lag neglelak på hver 2.-4. dag for at vorten hele tiden er dækket til og derved kvæler virusinfektionen. Gentag indtil vorten er væk.

-En spiseskefuld vand og en spiseskefuld æblecidereddike blandes så du har til flere behandlinger. Blandingen smøres på vorten og trænger ind i huden og vorten, hvorefter man bare kan tage strømper på igen. Skal gentages morgen og aften indtil vorten er væk. 

Det skal nævnes igen, at jeg ikke har nogen erfaring med ovenstående alterantive behandlinger og at jeg anbefaler dig, at henvende dig enten på apoteket til håndkøbsbehandling eller hos din egen læge mhp. en snak om behandlingsformer.

Med venlig hilsen

Læge Sarah

Sarahs billede
Sarah har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program