Håbet

blogindlæg

Håbet

Skrevet af
Lykke
Oprettet 7 år 3 måneder siden

20. Min sidste far - datter tur. 

Vi havde aftalt at mødes ved Charolais Kroen i Herning klokken 17:30, hvor jeg havde bestilt bord til os. På dagen ringer min far så, og spørger om vi ikke kan mødes på Gadespejlet inden, fordi Charlotte, Celine og han gerne ville give mig min fødselsdagsgave. Jeg tænkte, at det kunne da ikke skade at mødes en halv time før, for at få min fødselsdagsgave. Så vi aftalte at mødes på Gadespejlet klokken 17:00. 

Jeg gjorde mig i stand. Jeg krøllede mit hår, lagde make-up og hørte højt musik. Min kæreste blev ved med at sige til mig, at nu måtte jeg ikke sætte for høje forventninger, til min far. Han var bekymret for at jeg ville blive skuffet, for han kunne jo se hvor glad jeg var og hvor meget jeg glædede mig. Jeg forsikrede ham om, at det gjorde jeg heller ikke, selvom det nok var lidt løgn. Jeg tog min kjole på, som var helt ny og købt specielt til lejligheden. Jeg så mig selv i spejlet og følte mig herre lækker, hvilket var meget lang til siden, at jeg sidst havde følt sådan om mig selv. 

Min kæreste kørte mig hen til Gadespejlet 16:50. Jeg stod uden for og tog en smøg. Jeg glædede mig til at se min far, for der han ringede virkede han virkelig begejstrede, ædru og det lød til at han virkelig også glædede sig. Jeg gik ind på Gadespejlet og kiggede efter min far. Jeg kunne ikke se ham nogen steder, så jeg satte mig ved et bord. Tiden gik og han var stadig ikke kommet. 

I et øjeblik, blev jeg taget tilbage til den gang jeg var lille, hvor min far tog mig med på bar. Jeg huskede den grimme lugt og hvor tilrøget der var. Min far havde hentet mig omme ved min mor og han havde sagt han bare lige skulle ind og snakke med nogle venner og så ville vi kører hjem. Jeg huskede tilbage på, hvordan han altid bare gav mig nogle mønter, så jeg kunne sidde og spille på de spillemaskiner der var derinde. Jeg huskede hvordan, de gamle sutter kom over for at aé mig på håret og hvordan min far overhovedet ikke holdt øje med mig. Vi kunne sidde der i flere timer og når jeg gik hen til ham og sagde jeg var sulten, købte han bare nogle chips til mig. Jeg huskede tilbage på Lykke 5 år, som var bange og utryg. 

Mine tanker blev afbrudt af en fuld mand, der begyndte at snakke til mig. Der sad jeg, i mit fineste tøj, inde på en ildelugtene bar og jeg fik fuldstændig samme følelse, som der jeg var 5 år. Utryg og bange. Klokken var 17:15 og min far var stadig ikke kommet. Jeg skrev til min lillesøster, Celine, om de var på vej, hun svarede at de ikke en gang var kørt endnu og at de var fulde. Jeg blev så såret. Jeg skrev til min Celine at jeg allerede var der, det sagde hun så til min far og Charlotte. Jeg vidste allerede nu, at jeg blev nød til at ringe til Charolais Kroen og lave min reservation om. 

Da min far kom, var han allerede beruset og jeg kunne se hvor dette bar hen ad. Min far var glad, men han var fuld. Det eneste jeg ville var, at han kunne give mig bare denne aften, men det kunne han ikke. Jeg fik min gave, som bestod af et billede af en øl, hvor der stod skrevet neden under: ''Lykke's øl kort''. Min far grinede og sagde at nu kunne jeg bare vise ham det kort og så ville jeg få en øl. Jeg var skuffet, men jeg havde besluttet at vi skulle have en god aften, så jeg smilte bare til ham. Der vi ankom til Charolais Kroen, havde han svært ved at gå lige. Jeg var flov, da det var et virkelig fint sted. Han nåde at drikke et glas vin og tre øl, før vi gik ned til kongrescenteret. Da vi ankom, gik han op i baren og købte 8 øl. Jeg blev mere og mere fustreret. En halv time efter showet var startede, faldt min far i søvn. Jeg blev så såret. Efter showet ville han på bar. Vi tog ned på Gadespejlet igen, hvor han mødte en af hans venner og med ét, var jeg luft for ham. Jeg ringede til min kæreste og bad ham om at komme og hente mig. Jeg nåede kun lige ud i bilen og så brød jeg sammen endnu en gang. 

Det gik op for mig på det tidspunkt, at det der ødelagde mig mest ved min fars og mit forhold, var mit håb om at han kunne ændre sig. Håbet ødelagde mig. Jeg havde ikke set det før nu, men nu stod det helt klart. Han ville aldrig blive den far, jeg ville have. Han var ikke i stand til det. Det havde han aldrig været. Jeg kunne se det hele meget mere klart nu, men det satte mig ikke fri, det fik mig til at få det meget værre. Jeg vidste ikke hvem jeg var længere. Hele mit liv havde handlet om at være den datter min far ønskede. Jeg forstod det ikke, hvorfor fik han mig, hvis han ikke ønskede mig? Hvorfor udsatte han mig for de ting han gjorde? Det fik mig til at se tilbage på hele mit liv og hvordan vores forhold havde været. Det var ikke kønt at se tilbage på. 

Jeg kom til at tænke tilbage på en ferie vi var på, der jeg var omkring 10 år. Charlotte, mine søskende, min far og jeg, var på ferie i polen. Jeg husker hvordan de begge var gået ud på sofaen efter de havde drukket hele dagen. Simon som var 5 år, og Celine som var 2 år, var begyndt at blive sultne. Far og Charlotte havde lovet os at vi skulle ud at spise. Jeg gik ned for at vække dem, men de ville ikke vågne. Efter en time, hvor de ikke ville vågne og børnene blev mere og mere sultne, gik jeg ned i køleskabet for at finde noget mad til dem. Der var kun frugt i køleskabet og Celine var begyndt at græde. Jeg tog frugten og skar det ud i små stykker, så det så mere spændene ud. Jeg tog Celine op og trøstede hende. Jeg bad Simon om at sætte sig ved bordet og spise frugten. Jeg kaldte det ''abe mad'', for at det skulle virke mere sjovt for dem at spise. De spiste alt frugten, så der var ikke mere tilbage til mig. Celine holdte om mig, som en suge malle. Jeg kunne mærke hun var bange, så jeg begyndte at synge en sang for hende. Hun begyndte at slappe af og holdte bare om mig. 

Jeg hørte pludselig et bump nede fra stuen, hvor Charlotte og far sov. Jeg kunne hører at der var en der kom bestemt op af trappen og jeg genkendte lyden af fødder der ramte hårdt på trinnene. Det var Charlotte. Jeg fik hurtig min lillebror ind på det værelse hvor vi sov, for jeg vidste med det samme at hun var vred. Jeg prøvede at ligge Celine ned i hendes seng, så hurtig jeg kunne, man hun hang fast på mig, hun ville ikke give slip og begyndte at græde hysterisk. Charlotte kiggede på mig med et vildt blik, som hun kun gav mig når far ikke var der. Hun råbte, hvad fanden jeg havde gang i. Jeg sagde at de små var sultne, så jeg gav dem noget mad. Hun blev rasende, tog fat i min arm og smed mig ind i væggen. Celine begyndte at græde endnu mere. Hun tog hende med ind i et andet rum. Jeg tog mig til hovedet, for det gjorde ondt. Jeg havde mest lyst til at løbe langt væk, for jeg vidste at når Charlotte kom tilbage, ville jeg få et møgfald. Men vi var i et fremmede land og jeg kunne ikke løbe nogen steder hen. Jeg savnede min mor og ville bare hjem. 

Charlotte kom ud og var gal. Hun råbte og skreg, om jeg slet ikke kunne bruges til noget og om jeg var snot dum. Jeg turde ikke at svare, så hun tog fat i begge mine arme og klemte til. Hun ruskede mig og råbte ''SVAR MIG PIGEBARN!!!!''. Jeg var så bange. Jeg begyndte at græde, så hun hev mih ind på værelset, hvor Simon lå under dynen. Han kiggede op på mig og med ét stoppede jeg med at græde. Charlotte smed mig på sengen og gik. Da vi hørte hendes fodtrin gik ned af trappen, kom min lillebror over og lagde sig i min seng. Han aéde mig på mine arme og spurgte: ''Er du okay, Gie?'', han havde sporgvanskeligheder, så jeg hed 'Gie' de første mange år. Jeg holdte om ham og sagde: ''Jeg vil altid være okay, så længe du er det! Er du okay?'', han svarede ja og vi faldt i søvn, imens vi holdte om hinanden. 

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program