19. Selvmordscenteret & misbrugscenteret

Psykiatrisk afdeling havde besluttet at jeg skulle starte til samtaler inde på selvmordscenteret. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente, men jeg var fast besluttet på at få det bedre, så jeg tog til samtalerne. Desværre var kemien mellem min behandler og jeg, ikke god. Jeg prøvede alle de øvelser og forslag hun kom med og intet af det virkede. Jeg faldt hurtig tilbage i mit gamle mønster og genoptog kontakten til min far, hvilket også resulterede i at jeg fik det meget skidt igen. Jeg kunne bare ikke give slip på håbet om, at han kunne ændre sig og blive en god far for mine søskende, i det mindste. 

Det gik hurtig op for mig, at klare det selv, ikke var den rette vej. Det var da, jeg kom i tanke om min samtale med min kusine og fandt sedlen frem fra min taske. Jeg kiggede på den og tænkte, at jeg jo ikke havde noget at miste og det var ved at være min sidste mulighed for at komme ud af dette helvede. Så jeg satte mig foran computeren og gik i gang med at skrive en e-mail til misbrugscenteret. Netop den beslutning, er en af de bedste jeg har taget i mit liv. 

Dagen efter kom der svar på min mail og vi aftalte et møde. Jeg kom derind og for første gang, var der en som kunne forstå mig. Jeg blev tilbudt at starte i en terapi gruppe for voksne børn, med alkoholiske forældre. Jeg tog imod tilbuddet og i det øjeblik, havde jeg sagt ja, til mit livs rejse. 

I mellemtiden var jeg også startet på min uddannelse. Det gik op for mig, at man ikke kom langt i denne verden uden en. Det var hårdt at skulle starte et nyt sted med en masse nye mennesker, efter det der var sket. Jeg holdte mig mest for mig selv. Jeg havde svært ved at snakke med folk jeg ikke kendte. Jeg havde i det hele taget svært ved at snakke med folk. Det var også på det tidspunkt jeg lige så stille begyndte at miste kontakten med mine venner og veninder. Derudover havde jeg været til fødselsdag ude ved min far, hvor min lille søster brød fuldstændig sammen. Hun fortalte hvordan det var at bo derhjemme, hvordan de drak og skændtes hele tiden. Det fyldte meget i mit hoved og der gik ikke en dag hvor jeg ikke tænkte på dem. Det var som om, at det var det eneste jeg kunne koncentrere mig om. 

Da dagen kom hvor jeg skulle starte til gruppeterapi på misbrugscenteret, var jeg smadder nervøs. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle forvente, for sidst jeg havde været i gruppeterapi, havde det ikke ligefrem en positiv effekt. Det var i forbindelse med min ADD inde på psyk. Der havde jeg været den yngste, ca. 13 år, og de andre i gruppen var i 20'erne. Det havde været en skræmmende oplevelse, fordi deres historier var så ekstreme i forhold til min. Der var en pige, som fortalte hvordan hun havde drukket rengøringsmiddel nytårs aften og en anden der havde banket en fremmede i byen. Jeg var blevet meget chokeret og tog endnu mere afstand til min sygdom. Så det var med blandede følelser, at jeg trådte ind i lokalet på misbrugscenteret. 

Jeg var den første der ankom og jeg satte mig ved det ovale bord, tættest på døren. Jeg har altid haft det bedst med at sidde tæt på døren, så jeg hele tiden kan se den. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan har det altid været. Jeg kunne mærke hvordan mine hænder svedte, samt at jeg svedte steder, jeg slet ikke vidste man kunne svede. Jeg var så nervøs. 

Ind ad døren kom den kvinde, som senere skulle vise sig at være min redning i det helvede jeg var i. Hun præsenterede sig som Heidi, og jeg studerede hende med det samme. Hun var ikke som de andre sygeplejesker, psykologer, læger og rådgivere jeg havde mødt igennem mit liv. Der var noget mildt over hendes ansigt, men samtidig virkede hun også stærk. Jeg kan huske at hun spurgte lidt ind til min far og min historie. Jeg fik svaret på en krejlet måde. syntes jeg selv, og fik med det samme følelsen af at jeg gjorde det hele akavet. Jeg blev irriteret på mig selv, fordi efter jeg blev udskrevet følte jeg, at jeg gjorde alle samtaler akavet, og jeg var så træt af det. Det var som om jeg havde mistet min evne til at være social. 

De andre i gruppen, begyndte lige så stille at ankomme. Jeg kan huske, at jeg følte at de allerede var meget tætte og jeg følte mig lidt udenfor. Men jeg vidste også at det var min egen skyld, fordi jeg havde så svært ved at møde nye mennesker på det tidspunkt. Der alle var ankommet, satte vi os i en rundkreds. Én efter én, fortalte de så deres historie. Det var begrænset hvad jeg hørte den første dag, fordi jeg var så panisk over at det snart blev min tur til at fortælle. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige og jeg hadede når jeg ikke var forberedt. 

Der turen kom til mig, nåede jeg knap nok at få sagt tre ord, før jeg stor tudede. Jeg kunne næsten ikke få sagt de ting jeg ville, fordi gråden sad helt oppe i halsen på mig. Det var her Heidi sagde noget til mig, som fik mig til at stole på hende fuldt ud, hvilket aldrig er sket før, da det plejer at tage lang tid for jeg stoler på nogen. Hun sagde til mig: ''Der er godt nok meget inde i dig''. Hun sagde det på en omsorgsfuld måde. Hun prøvede ikke at løse mine problemer, men hun lyttede til dem. Jeg havde i den periode, været omgivet af psykiater, læger og alverdens fagfolk, som ikke hørte hvad jeg sagde, men kun kom med løsninger. Jeg kan ikke beskrive den følelse jeg fik, da jeg følte mig hørt og set. Heidi gav mig lov til at være i den følelse af magteløshed og sorg, som jeg var i. Hun fik mig til at mig tryg og det var længe siden jeg havde grædt og ikke følt mig skamfuld. Jeg blev også lidt bange for mig selv, for her sad jeg med fem fremmede mennesker og tudede første gang jeg mødte dem. Men det var ikke en ubehagelig følelse, for jeg kunne mærke at de ikke dømte mig, men forstod mig. Jeg følte mig ikke alene mere. Der var nogen, som havde det som mig. Jeg var ikke længere forkert. Mit forløb på misbrugscenteret, blev min største og mest betydningsfulde rejse i mit liv. 

Jeg fik åbnet for alt det der foregik inden i mig, til min terapi gruppe. Jeg hørte deres historier og hvad de sloges med. Jeg kunne genkende mange af de ting de havde oplevet og selv helt små banale ting, som de i deres hverdag gjorde, passede også på mig. Det var rart at få bekræftet, én gang for alle, at min følelse af min fars alkoholforbrug var for stort, var rigtigt. Jeg fandt endelig ud af, hvorfor jeg havde det, som jeg havde. Det bedste var, at jeg også fandt ud af at jeg ikke skulle have det dårligt resten af mit liv. Jeg ville altid have noget at slås med, men jeg ville ikke have den følelse af sorg konstant. Jeg følte mig hjemme i min gruppe og vi delte noget helt særligt, som jeg ikke kan forklare. 

Mit forløb på misbrugscenteret, var også en stor hjælp for min kæreste og vores par forhold. Jeg kunne bedre forklare ham, hvad der foregik inden i mig, netop fordi jeg havde fået en bedre forståelse af mine egne følelser. Han kunne også mærke, at jeg virkede mere 'let', når jeg kom hjem fra møderne. Jeg havde også fået flere redskaber til, hvordan jeg bedst muligt kunne hjælpe mine søskende. Jeg fik også en uventet styrke til, at 'gå imod' min far. Jeg lavede en anonym indberetning til kommunen. Det var noget af det hårdeste jeg gjorde på det tidspunkt. Alt i min krop rystede, men jeg blev nød til at gøre det rette. 

Jeg er ikke som sådan typen, der kritiserer vores psykiatriske system i Danmark. Jeg er altid blevet opdraget til, at stole på de professionelle. Men når jeg ser tilbage på mit liv, kunne der godt have blevet gjort mere for mig. Jeg har siden mit første selvmordsforsøg, der jeg var 10 år, stået i systemet. Jeg har haft tre selvmordsforsøg, fra jeg var 10 til jeg var 12 år. Jeg blev sendt hjem hver gang. Jeg blev først indlagt der jeg brød fuldstændig sammen som 13 årig og skreg om hjælp. Der fik jeg konstateret ADD og derefter slap de mig igen. Denne gang, tog de mig først seriøst, der jeg forsøgte endnu en gang at tage mit eget liv. Jeg havde kontaktet diverse læger og psykologer, og fortalt hvor skidt jeg havde det. Men ingen gjorde noget. Sådan var det også med min fars alkoholforbrug. Min fars familie og venner, vidste godt hvad der foregik, men ingen gjorde noget. 

Jeg kunne på ingen måde kende min far mere. Han var ikke i stand til noget som helst, det fik jeg bekræftet på værste vis. Jeg havde i julegave, givet min far en billet til stand-up med Jonatan Spang. Jeg havde skrevet et brev til ham, hvor der stod at jeg ville give det hele denne aften og at vi skulle ud at spise sammen inden. Jeg havde givet ham den gave, før hans alkoholforbrug var så stort, som det var nu. Så på dagen, var jeg meget nervøs. Jeg ønskede bare at han kunne give os denne aften sammen og at det ville blive et godt minde at tænke tilbage på. Det var han selvfølgelig ikke i stand til at give mig. 

Lykke 20 år
Dagbog 2015

Vi bliver alle født uskyldige.
Naive og sårbare.
Det er vores forældres job at nære og beskytte os.
Desværre mislykkedes det for nogle forældre, selv det mest basale. Men vi skylder ikke fortiden, som de skabte for os, noget.
Vi skylder dog os selv, en ny fremtid.