Kære du

Det lyder slet ikke til du har det godt. Kan virkelig godt forstå du er frustreret. Og helt ærligt kan jeg også godt forstå du ikke kan koncentrere dig om skole, samtaler og om at leve et almindeligt 16-årig liv. På det du har fortalt er den bedste forklaring på din tilstand de seksulle overgreb du nævner. Set i det lys er jeg på ingen måde overrasket over at du har det sådan. Andre i samme situation reagerer præcist som dig. Jeg er glad for at høre at du går hos en psykolog for det er det helt rigtige at gøre. Desværre er det at gå til psykolog ikke et quickfix.

Det er langvarigt og hårdt arbejde du skal igennem. Desværre kræver det at du åbner dig op, men med din historie er det normalt at have svært ved at lukke op. For mange er det så skamfuldt at man helst bare vil glemme. Mange kan endda føle at det er deres egen skyld, selvom det på ingen måde er sandt. og det er heller ikke sådan andre tænker om det. Altså tænker jeg at det er jeres første opgave i terapien: at hjælpe dig til at finde tillid til hende så du føler du kan betro dig til hende.

Det jeg siger er altså at jeg ikke tror det hjælper at skifte psykolog. Der må jeg give din mor ret. Det er ikke let bare at åbne sig for en vildtfremmed - og slet ikke når man har de oplevelser med sig som du har. Jeg tænker det bedste du kan gøre er at vise hende det brev du skriver her. Jeg er sikker på hun godt ved at det er svært for dig at åbne dig for hende og det er et godt sted at starte. Altså med at snakke om netop det. 

Ift problemerne hjemme kan det være en god ide måske at kontakte en rådgivningschat/telefon eller lignende. Her på cyberhus har vi fx en chat hvor man kan fortælle lidt mere om hvad du bøvler med. Det skriver du ikke så meget om så det er svært for mig at rådgive dig mht det.

Som jeg forstå din problemstilling det dog også følgerne efter de seksuelle overgreb der giver dig de ting du beskriver i brevet og er bekymret for. Jeg synes du skal fortsætte hos psykologen, vise hende dit brev til os og så tage den derfra. Jeg er sikker på hun vil tage godt imod at du fortæller hende hvordan du har det med terapien. Det er helt normalt at have det som dig - det har hun prøvet 1000 gange før. Der udover kan du overveje om du skal kigge lidt på nettet ift hvordan andre der har været udsat for overgreb har haft det og hvordan de er kommet videre. Det er på ingen måde noget du behøver at bøvle med resten af livet. Du kan sagtens komme videre og få et normalt liv. Det kræver arbejde og tid, men det er helt klart en mulighed. Google evt Lisbeth Zornig. Hun har formået at komme videre efter overgreb og lever nu bla af at hjælpe andre i den situation.

Kære du - jeg håber du kan finde trøst i mit brev. Jeg har håb for dig for du har gang i det rigtige og vil gerne have hjælp!

Mange tanker

Maria