Dårligt selvværd

brevkassespørgsmål

Dårligt selvværd

brevkassespørgsmål af
Sandra
16 år
Oprettet 7 år 2 måneder siden

Hej.

Jeg har været ude for nogle ubehageligheder, da jeg startede i gymnasiet. Det var primært piger, som ikke fandt mig god nok og derfor ikke har været særlig søde overfor mig. Det har selvfølgelig haft en påvirkelse på mig og mit selvværd er så langt i bund at jeg ikke kan føle mig god nok i nogens selskab, og har svært ved at få nogle tætte relationer til andre. Jeg er konstant bange for om jeg siger det forkerte, noget som nogen kan føle sig såret over eller er forkert. 

Mine forælder gør sit bedste for mig, og ved alt om disse ting, men deres eneste råd eller krav afhængigt af hvordan man ser på det, er at jeg ikke må lade mig blive besejret af hvad de har gjort og skal bare blive ved med at være mig selv. Hvilket jeg også helst vil. Det er jo korrekt hvad de siger, men jeg er simpelthen ikke stærk nok til det, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det? 

Jeg går på det samme gymnasie, er på mit første år. Hver gang tanken om at skulle i gymnasie kommer frem får jeg et mindre "anfald", hvis jeg kan tillade mig at kalde det ved sådan et navn. Jeg er så bange. 

Jeg ber om råd, hvad kan jeg gøre til at få det bedre? 

 

Svar: 

Kære dig...

Mange tak for dit brev. Jeg vil prøve at rådgive dig så godt, jeg nu kan. 

Det lyder til, at du har haft en hård start på dit gymnasie liv. De ubehageligheder, som du selv skriver, lyder til at fylde en del i dit liv, faktisk så meget, at du er bange for at skulle afsted i gymnasiet.  Jeg kan godt forstå, at hele situationen påvirker dit selvværd meget. Jeg er ked af at høre, at der har været nogen, som har været så onde mod dig, at du nu ikke føler dig god nok i nogens selskab. For selvfølgelig er du det! Det kan godt være svært at tro på lige nu, men selvfølgelig er du lige så god og lige så meget værd som alle andre. 

Du skriver, at dine forældre gør deres bedste for dig, og ved alt om det, der sker i skolen. Hvor er det sejt at høre, at du har fortalt dem omkring hele situationen. Det er rigtig flot, at du har søgt råd ved dem til at komme igennem denne trælse tid. Jeg kan godt forstå, du synes, at deres råd om at du "bare" skal blive ved med at være dig selv, virker rigtig svært lige nu, hvor du står i situationen. Mange ting er bare lettere sagt end gjort. 

Sådan som du beskriver det, lyder det til, at hele situationen har påvirket dig så meget, at du ikke længere tør være dig selv af frygt for, hvad der vil ske, hvis du kom til at sige noget forkert. 
Faktisk så har hvert femte dansker lav selvværd. Især i teenage årene, oplever mange en følelse af ikke at være god nok, for man vil jo så gerne passe ind og ikke skille sig ud fra flokken. Det betyder så meget, at man er accepteret og optaget i fællesskabet, at forventningerne til en selv bliver så høje, at man ikke kan rumme det. Man kan have svært ved at finde ud af, hvem man selv er. 
Lavt selvværd opstår af de negative tanker og forventninger, vi har til os selv. Derfor er et godt sted at starte ved at lægge mærke til, hvad det er for nogle tanker og forventninger, man har til sig selv. For ofte er det urealitiske mål man sætter sig, for eksempel at man aldrig må fejle. Når denne tanke opstår, så kan man spørge sig selv - hjælper denne tanke mig eller gør den det kun sværer for mig? Det er vigtigt, du tør kigge ind ad og arbejde med de tanker og forventninger, du har til dig selv. For vores tanker og følelser hænger sammen med hinanden. Når du tænker, du ikke er god nok, så resulterer det i mange triste følelser. Jo mere ked af det eller angst, du bliver, jo stærre er risikoen for, at du tror endnu mere på den negative tanke.

Jeg tænker, at en god start for dig vil være, at fokusere på nogle af de gode ting, der er i din hverdag og de ting, som gør dig glad. For alle de tanker om, du går rundt med om ikke at sige det forkerte og om at være god nok, lyder til at fylde rigtig meget, at du måske næsten kan komme til at glemme dig selv og glemme at gøre nogle ting, som gør dig glad. Måske du holder af noget bestemt, eller har en hobby, du godt kan lide at dyrke? Det kan også være, du har nogle veninder fra folkeskolen, som du kunne bruge lidt tid sammen med og få tankerne lidt på afstand omkring gymnasiet?
Ved a give de positive ting i hverdagene mere plads, vil de negative tanker fylde mindre og måske endda vil bruge mindre tid på at tænke over, om det du siger nu også er det helt rigtig, og istedet for bare være dig selv og sige det, du synes, føles rigtigt.

Det lyder nok alt sammen lidt svært, især når man er i situationen lige nu, og det forstår jeg også godt. Men der er lys for enden af tunnel, det handler bare om kunne se det og gøre op med de negative tanker omkring sig selv. For som jeg skrev før, så er du god nok! Lige så god som alle andre. Ingen er perfekte, det har du sikkert hørt en masse gange, men det er så vigtig en ting at huske på. 

Jeg håber, du kan bruge lidt af det her til at booste dit selvværd lidt. 
Hvis du har lyst til at snakke lidt mere, så er du altid velkommen til at kigge forbi vores 1-1 chat, 
hvor der sidder dygtige rådgivere klar til at lytte og snakke. 

Held og lykke med det hele herfra.

 

Kærlig hilsen

Anna

AnnaIMs billede
Anna fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program