Bliver aldrig til noget
Bliver aldrig til noget
Jeg er i en periode i mit liv lige nu, hvor jeg føler at jeg sidder fast og ikke kan komme videre. Jeg har altid været meget grim - jeg overdriver ikke, det er jeg virkelig, og andre mennesker er da også gode til at minde mig om det. Nåmen, der findes næsten ingen billeder af mig indtil 2015 hvor jeg fik en smule flere veninder og begyndte at føle mig mere tryk. På et tidspunkt i midten af 2015, vidste jeg ikke hvad der var med mig. Jeg følte mig ked af det og ensom - også selvom jeg havde veninder. Jeg søgte så nogle depressions-symptomer op på nettet, men havde kun 1 eller 2 af dem. Så begyndte jeg at følge en masse personer med psykiske sygdommme på instagram, og mange af dem skrev om, at det hjalp dem meget at cutte. Så følte de på en måde, at de kunne "styre" smerten. Så det gjorde jeg. Men det hjalp ikke en skid. Jeg er stadig ked af det konstant og skal nu også rende rundt med skyldfølelse 24/7 overfor min mor, som har opdaget at jeg har cuttet.
Nåmen den seneste tid, har jeg overvejet at tage en snak med min mor om det, for at jeg måske kan føle mig mere tryk ved at vise dem uden at hun hele tiden skal stirre. (Resten af min familie ved det også, men det var min mor som opdagede det) Nåmen ja, det har jeg så gået og prøvet at få samlet mod til at gøre, men så her igår, havde vi min onkel og moster på besøg, som så begyndte at snakke om hvor dumt og åndssvagt de syntes det var at cutte. Så nu er jeg bange for at vise mine arme frem igen og har droppet at tage en snak med min mor. Jeg føler nu igen, at jeg ingen steder kan komme hen i livet, at jeg aldrig bliver smuk - nu især ikke med de grimme ar jeg render rundt med.. Jeg overvejer selvmord næsten dagligt. Men igen, det vil jeg heller ikke gøre mod min familie. Det frister bare så meget, fordi det er sådan en nem udvej.
Undskyld for det lange, måske lidt dramatiske brev, og hvis alt det her ikke helt giver mening. Jeg føler bare at jeg aldrig vil få et godt liv. Og den tanke fylder rigtig meget hver eneste dag. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer af med den, selvom jeg gerne vil.
Hvad skal jeg gøre?
Kære du
Jeg kan godt se du står et rigtig svært sted i livet lige nu. Særligt i teenageårene er det faktisk meget almindeligt at have korte eller længere perioder, hvor man føler sig ensom og ked af det, uden helt at kunne sætte fingeren på en bestemt årsag.
Det sker ganske enkelt fordi man i sin udvikling fra barn til voksen, begynder at forstå sig selv og verden på en helt anden måde end tidligere. Du er ganske enkelt blevet i stand til at tænke tanker du ikke kunne tidligere. Og så følger de meget svære og selvkritiske tanker ofte. Det er en svær og lang proces, men også en helt naturlig del af vores udvikling som menneske.
Jeg tænker at du har gjort nogle rigtig gode ting, ved at mærke efter i dig selv og forsøgt at blive klog på hvad det er der foregår. Det tænker jeg er vigtigt at du holder fast i at gøre det. Jeg synes også det er vildt sejt at du havde besluttet dig for at snakke med din mor og har forsøgt at samle mod til det.
Jeg kan godt forstå du er blevet usikker på at tage sådan en snak efter den her oplevelse med din onkel og moster. Nogle gange er voksne ikke særligt gode til at sætte de rigtige ord på deres bekymringer. Jeg tænker i bund og grund din onkel og moster gerne ville sige, at de håber at du vil gøre noget andet, hvis du har det svært end at selvskade. Måske fordi de egentlig er rigtig bange for at du skal gøre noget der vil skade dig, kommer de til at snakke om det på en rigtig negativ måde.
Ingen tvivl om at selvskade ikke er den bedste strategi til at få det bedre. Selvskade kan for nogle hjælpe til at dulme den smerte som svære tanker kan give indeni. Men det er ligesom at tage en smertestillende pille. Der fjerner kortvarigt smerten, men ikke årsagen til smerten. Sådan er det også med selvskade. Det kan kortvarigt dulme smerten indeni, men den kommer altid igen.
Derfor er strategien ikke særlig god, men jeg synes ikke man kan sige at dem der selvskader er dumme. De prøver at gøre noget for at dulme, deres smerte, og det er jo egentlig meget forståeligt...det er bare ikke den bedste måde.
Jeg synes afgjort du skal snakke med din mor. Det er nemlig sådan du får kigget nærmere på de ting der egentlig ligger til grund for "smerten" indeni. Jeg kan godt forstå hvis du synes det er svært at samle modet til sådan en snak. Hvad skal man lige sige, og får man sagt det hele? Hvad siger hun mon?
Har du overvejet at skrive et brev til din mor. Jeg synes du er rigtig god til at sætte ord på hvad det er der sker indeni. Med et brev får man, først og fremmest, mulighed for selv at blive klogere på hvad det egentlig er der er vigtigst at få fortalt. Og så kan det oftere være lettere at give sådan et brev videre end at skulle have orderne ud af mnunden når man står overfor et andet menneske.
Med et brev kan du sikre dig at du får fortalt alt det du gerne vil, og du er sikker på at din mor får det hele at vide. Når hun allerede har haft mulighed for at læse hvad det er der fylder indeni dig, vil en snak helt sikkert være meget lettere bag efter.
Til sidst vil jeg sige, at jeg er sikker på at du kan få et godt liv. Selv om de her problemer overskygger alting lige nu, så husk at de om nogle måneder eller år kun er en lille del af dig og dit liv. Du udvikler dig hele tiden, og særlig meget i de her år. Jeg er sikker på du lander et sted, hvor du kan se, og forstå, dig selv på en mere positiv måde. Jeg er sikker på at du også kommer til at kunne se det smukke i dig selv, for det er jeg helt sikker på er der. Det er svært at se gennem de selvkritiske briller. Men derfor kan det godt være der, og det er jeg sikker på det er.
Tag snakken med din mor. Fortæl hende hvordan du har det, og sig at du har brug for at snakke om alt det der er svært lige nu. Selvfølgelig er det svært at snakke om de her ting. Men det er samtidig også en lettelse at man ikke skal gå helt alene med tankerne.
Gode hilsner
Niels-Christian