Hej med dig

Det lyder som  om, du er helt fyldt op af tanker og følelser og det er ikke så mærkeligt, at du ikke lige ved, hvad du skal gøre ved det hele. Når jeg læser dit brev fornemmer jeg to punkter, som fylder i det; angsten og hvordan du skal tackle den og din lærer og hvad du skal stille op med hende.  Begge punkter er nogle, som kan fylde rigtig meget, og når du i forvejen har en del at tænke på, så er der meget forståeligt at det er hårdt! Jeg vil meget gerne dele mine tanker med dig, og jeg har valgt at dele mit snart op i de to punkter, som jeg nævnte før. 

Angsten:

Angst er rigtig ubehagelig, og det kan sætte sig dybt i kroppen, når man har oplevet anfald, som du beskriver, nær du f.eks ender med at løbe grædende ud af lokalet. Angst er en måde hvorpå kroppen kan sende dig signaler om, at den er på overarbejde. Det lyder som om, du har nogle ting, de fylder på hjemmefronten, og det er slet ikke unormalt at din krop kan være stresset over det. Som du beskriver det, så rammer det ydre og indre pres sandsynligvis sammen. Og så kan kroppen godt reagere med angst-anfald.  Der er vi meget praktisk opbygget - kroppen skal nok sige fra. Det kan så også være utrolig upraktisk, når det sker midt i en matematiktime. Og her kunne man godt ønske, at den kunne vente til bagefter med at reagere. Men når du lærer at lytte til signalerne - og der kan man nemlig blive mere dus md - så vil du bedre kunne gennemskue, hvad der sker.  

Når du skriver, at der derhjemme er en del, der fylder meget og du skriver at du i skolen har høje forventninger til dig selv. Så kan jeg få lyst til at spørge, om du mon husker at passe på dig selv? Mit råd til dig er, at du begynder at forkæle dig selv lidt. Du fortjener at få det bedre! Det kan du blandt andet gøre ved at skrue ned for blusset og få snakket med én, som har forstand på angst og som vil kunne hjælpe dig med at komme ovenpå igen. Én, som du kan læsse af hos om alt, hvad du står i og som har tid og ro til at lytte. Evt en psykolog eller terapeut, som har taget en uddannelse i netop sådan nogle ting. Hvis du begynder at stoppe op og prøver at forstå, hvorfor din krop siger fra, så kan du ligeså stille blive bedre og bedre til at undgå flere anfald. Det er en proces, og det vil sandsynligvis tage tid. Men i det store perspektiv, så vil det være tid, som er givet godt ud. 

Din lærer:

 Det er bestemt ikke rart, hvis man føler at en lærer er ude efter én. Det kan gøre at man ikke har lyst til at møde op til undervisningen osv. Det et helt naturligt at reagere sådan - det gør vi mennesker for at passe på os selv. For at undgå at komme i en ubehagelig situation. Men når det er sagt, så er det utrolig ærgerligt at gå glip af undervisningen eller at møde op med en klump i maven. Så jeg vil anbefale dig at tage en snak med enten din lærer, din studievejleder igen eller en helt tredje. Og få fortalt, hvordan du har det - ligesom du gør i brevet her. Der lyder som om, din lærer ikke helt har forstået alvoren af din situation, og en snak mere vil muligvis kunne give mere klarhed. Du kan også skrive et brev eller en mail afsted. Alternativt kan du spørge din studievejleder, on I alle tre kan holde et møde, hvor I så vil være to , der kan forklare din lærer tingene.

Til sidst vil jeg sende dig rigtig meget held og lykke i hvad du end vælger at gøre eller ikke gøre. Du skal vide at både angsten og udfordringen med din lærer ikke behøver at være noget, der følger dig hele livet. Det kan sagtens være en periode, som forsvinder, hvis du vælger at arbejde med at gøre det bedre. Så fat modet, hvis du kan! Det kan blive bedre! 

De venligste tanker fra Mai