ADHD

brevkassespørgsmål

ADHD

Kære Cyberhus.

Jeg er en pige, på 18 år. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte henne. Jeg har ADHD, jeg fik diagnosen for 2 år siden. Det er ikke nemt og have ADHD. Jeg går på en privat/speciel skole. Og den skole har jeg gået på lidt over 1 år, og jeg er glad for og være der, det er en meget lille skole med ikke særligt mange elever, hvor man er delt op i små hold, og de andre elever er ok. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Men jeg har svært ved, at rumme skolen lige nu, jeg har ikke lyst til og være der. Jeg kommer op og i skole hver dag, men jeg har ikke lyst, jeg føler mig så stesset og de mindste ting kan få det hele til og vælte for mig. Jeg prøver og tale med skolen om det, og de voksne på skolen er søde, men de forstår det bare ikke. Jeg har ADHD, og det er som om min ADHD styre mig, den gør jeg bliver vred og det hele bliver kaos, jeg kan snart ikke mere, jeg kan ikke mere, jeg vil bare gerne være normal, jeg har ikke lyst til og være her mere, min ADHD ødelægger det for mig, og jeg tænker bare "Du er sådan et problem barn, ingen kan rumme dig og elske dig" jeg føler mig så anderledes og forkert. Undsykld hvis mit brev blev rodet og svært og forstå. Men, hvad kan jeg gøre for min ADHD ikke styre mig? Har I nogen råd? Jeg skrev for nogen månder siden en tekst om, hvordan det er for mig og have ADHD, den kommer her :

ADHD.

Livet med ADHD det er ikke let, det giver buler, og slag, lige som en bil der kører i snestorm, sneen bliver ved, at piske på ruden. Alle de slag jeg får i dagligdagen, det er lige som en bil der kører gennem en kæmpe snestorm, uden vindues visker på. En normal bil har to vindues visker til og fjerne sneen igen og igen, det har jeg ikke. Alle de slag og misforståelser jeg møder dagligt, jeg har ikke nogen form for vindues visker til og fjerne alt det og alle de indtryk. Det kan måske godt være svært for dig, at forstå? Jeg føler mig ofte så misforstået pga min ADHD, ofte har alt og alle så travlt i deres hverdag, at de helt glemmer hinanden. Hvis du dog bare tog dig tid til, at sætte dig ned ved siden af mig, og give mig nærvær og forståelse, som kunne vi nå så langt. Jeg har ingen respekt for, hvis du sætter dig ned og spørg : Hvordan går det? Også går 2 min efter du har spurgt, så lad vær med, at spørge mig, hvis du ikke har tid og ro på dig selv til, at høre på mig. Hvis du satte dig ned ved siden af mig og gav mig nærvær og forståelse og spurgte ind til mig og blev ved med, at spørge, og var nysgerrig på mig, så vil jeg åbne mig over for dig og lade dig komme ind i min verden. Men ofte hænger travlhed og nærvær bare ikke sammen, og det kommer det nok heller aldrig til. Men, hvor vil jeg dog ønske, at du stoppede op og så på mig og gav dig tid til mig, og lyttede på mig, også selvom de ord jeg siger til tider ikke helt har nogen form for sammenhæng. At du stoppede op og så mig og så det menneske jeg er bag min ADHD. For bag min ADHD og min adfærd der er mit hjerte, og ved du hvad? Mit hjerte er helt rent, og inde i det, er der gemt masser af drømme, og håb, og kærlighed, det er bare gemt ret godt væk. Men bag min ADHD er jeg et helt rent menneske med et helt rent hjerte, et hjerte som forbliver stærkt gennem alt, et hjerte fyldt af håb. Jeg har ADHD, og det står jeg ved, ADHDEN er en del af mig, men jeg er ikke min ADHD. Burde det ikke være jer mine kære omgivelser der skammede jer over jeres måde, at se mig på? Istedet for det er mig der skal føle mig forkert, og skamme mig over og have ADHD. Jeg håber, at du en dag kan se den verden jeg lever i hverdag når, at jeg hverdag skal prøve og leve i din verden og virkelighed. En dag vil jeg give dig en oplevelse nemlig, at se en dag en hel dag, fra mine øjne, jeg tror, at du ville blive overrasket, for det er en helt anden verden jeg har i mit hoved. En verden fuld af kaos og uoverskuelighed men også en verden fuldt af drømme og håb, og drømme om, at lære, at leve med ADHD, og et håb om, at møde en der en dag vil forstå alle sider af mig.

Jeg håber I forstår mit brev :( <3

Knus en fortvivlet pige.

Svar:

Kære du

Jeg kan godt forstå du er frustreret. Det er en enorm udfordring at leve med ADHD. Særligt fordi omgivelserne ikke altid helt forstår hvad ADHD er.

Jeg kunne godt tænke mig med at starte med at sige at jeg synes det er en fantastisk tekst du har skrevet. Det her med at køre uden vinduesviskere, er et rigtig godt billede. Jeg forstår det lidt som at leve uden filter. At opleve verden og alle indtryk uden at kunne sortere helt så meget i dem som de fleste kan. Noget som jeg tænker, ikke kun handler om hvordan du oplever verden, men også i forhold til hvordan du udtrykker dig. Et manglende filter der kan være årsag til at skabe misforståelser.

Selvfølgelig er ADHD kun en del af dig. Selvfølgelig rummer du også andet. Først og fremmest et rent, smukt og kærligt hjerte. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg er faktisk slet ikke i tvivl om at du er perfekt som du er. Også med din ADHD.

Til at starte med hæfter jeg mig ved at du går på en skole, som du som udgangspunkt egentlig er glad for. Du har lige nu en periode, hvor du har svært ved at finde energien til skolen. Jeg kan ikke helt gennemskue, hvad det er der gør at du ikke kan rumme skolen lige for tiden. Måske er det noget på skolen? Måske er det noget inden i dig, som har noget med din ADHD at gøre? Måske er det noget inden i dig, som har noget med at gøre at du er menneske? Måske er det en blanding af det hele, eller noget helt andet.
Når jeg skriver sådan er det fordi jeg tror det er vigtigt at være opmærksom på at du, ligesom du skriver i din tekst, rummer meget andet end din ADHD...også når det er svært. At det ikke nødvendigvis, kun er din ADHD der gør at du ikke kan rumme skolen i øjeblikket. Som 18-årig er du stadig midt i en periode af dit liv, hvor du er under konstant pres og udvikling. Du er voksen og det betyder at verden omkring dig pludselig har helt andre forventninger til dig end tidligere. Måske har du også selv helt andre forventninger til dig selv? Men det i sig selv kan være med til at det i perioder er svært at rumme hverdagen. Sådan har jeg mødt mange unge der har haft det. Både unge med og uden diagnoser.
December måned er i sig selv stressende, med alle de forventninger og traditioner omkring julen som ligesom skal presses ind i en enkelt måned. Samtidig kommer december efter den længste periode på året uden ferie og ekstra fridage. Og for så lige at gøre det endnu "værre" så er det mørkt hele tiden. Den her årstid kan i sig selv være med til at lægge så meget pres på dig at du kan have svært ved at rumme hverdagen i øjeblikket.

Det er vigtigt for mig at understrege at jeg ikke forsøger at nedtone, hvor stor en indflydelse din ADHD har på dit liv og din hverdag. Jeg ved at den komplicerer dit liv hver eneste dag. Det jeg gerne vil minde dig om er, at der også kan være andre elementer i dit liv som gør hverdagen svær. ADHD er ikke altid, eller alene den "skyldige". Overvej om der er andet der sætter dig under pres for tiden.

Jeg tænker også det er vigtigt at du prøver at accepterer at du bare har det sådan lige nu. Det er vel okay, at have svært ved at rumme skolen i perioder? Det synes jeg i hvert fald det er. Jeg kender ingen mennesker der er kan rumme alle elementer i deres hverdag hele tiden, året rundt, hele livet. Som menneske løber man uundgåeligt ind i perioder, hvor man ikke kan rumme alt det man gerne vil.

Jeg synes det er rigtig positivt at du prøver at snakke med lærerne på skolen om hvordan du har det. Det er selvfølgelig ærgerligt at du oplever at de ikke rigtig forstår dig. Husk på at det kan tage tid at forstå hinanden, så giv ikke op. Bliv ved med at fortælle om hvordan du har det, og om hvordan du oplever verden.
De mennesker der er omkring dig...dine lærere, din familie, og dine venner har brug for din hjælp til bedre at kunne forstå dig. For det er jo dig de skal forstå. ADHD kan vise sig på mange forskellige måder. Mange har en idé om at det altid betyder at man ikke kan koncentrere sig eller at man er særligt agressiv. Sådan er det måske for nogen, men bestemt ikke alle. Og så vil ADHD´en jo også altid komme til udtryk gennem det filter som er dig som menneske. Alle de andre ting du rummer indeni. Hold fast og giv ikke op. BLiv ved med at fortælle om hvordan du oplever verden, for det vil med tiden hjælpe andre til bedre at forstå.
Som du skriver i din tekst, så vil du gerne lukke dem ind i din verden, og give dem mulighed for at forstå, hvis de bare ville give dig tid og nærvær. Husk at holde fast i den tanke, og husk at have tålmodighed. Nogle gange er det ikke fordi andre mennesker mangler vilje til at forstå. Nogle gange kan det være svært at spørge ind til noget man ved er svært.
Når man har det rigtig svært indeni, ville det være vidunderligt, hvis andre kunne se det og vise den omsorg og det nærvær som man lige har brug for. Sådan fungerer det desværre sjældent. Ofte bliver man nødt til selv at tage initiativet. At sige; Jeg har det svært lige nu, og jeg har brug for at snakke med dig. Jeg har brug for at du tager dig tid til at sætte dig ned og lytte til mig.
Jeg kommer til at tænke på, om du mon har vist den tekst du har skrevet til dine lærere? Jeg synes som sagt det er en fantastisk tekst, og jeg forestiller mig det kunne være et godt udgangspunkt for en snak om hvordan det er at være dig.

Du spørger hvordan du kan lære at leve med din ADHD.
Det er jeg ikke i tvivl om at du vil. Jeg kan ikke sige dig hvordan, men jeg er sikker på du vil opleve, at det bliver lettere jo ældre du bliver.
Ligesom du selv udvikler dig ind i voksenlivet, så vil din ADHD også udvikle sig. For nogle ændrer ADHD´en sig så meget i voksenlivet, at de nærmerst "vokser fra den". For andre vil den følge med hele livet. Men i takt med at du lærer dig selv bedre at kende som voksen, vil du træne dig selv i nogle færdigheder, eller værktøjer der gør det "lettere" for dig at leve med ADHD. Det kan eksempelvis være at du bliver bedre til at undgå bestemte situationer fordi du ved det vil sætte dig under pres. Jeg ved godt det er utrolig ukonkret, og måske ikke særlig brugbart lige nu. Men jeg er sikker på at du kommer til at leve et godt liv, med ADHD som en større eller mindre del af dig. Og lige meget hvor meget den kommer til at fylde, så hold fast i at den kun er en enkelt del af dig. Du rummer meget meget mere end det.

Bedste hilsner
Niels-Christian