Tvivl

brevkassespørgsmål

Tvivl

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 7 år 5 måneder siden

Hej,

Jeg har snart været sammen med min kæreste i 4 måneder. Jeg er 17 og han er 18. Men på det sidste er jeg blevet i tvivl om mine følelser til ham. Jeg ved at jeg elsker ham, men om det er som ven eller kæreste, det ved jeg ikke... Vi har snakket om det, hvilket også har fået ham i tvivl.. Men han vil helst forblive kærester, og det ved jeg godt. Men jeg er bange for, at vi kommer til at sidde i den her situation weekend efter weekend, hvis jeg vælger at forblive kærester. Men jeg er også bange for at miste kontakten til ham, hvis jeg vælger at blive venner. Der er både positive og negative ting, uanset hvad jeg vælger. Men hvad skal jeg gøre? Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, for tænker på det hele tiden.. Hjælp, pls.. For beslutningen om fremtiden ligger på mine skuldre..

Svar: 

Hej med dig,

Det kan være rigtig svært at træffe en beslutning når man står midt i det hele. Store følelser, såsom kærlighed - både til venner og til kærester, kan gøre det endnu mere forvirrende, fordi det kan være svært at finde ud af hvad de betyder. Kærlighed kan nemlig godt ændre sig. Måske startede man med at føle kærlighed overfor en kæreste, men så bliver kærligheden til et venskab. Eller omvendt. Og måske ændrer den sig tilbage igen på et tidspunkt? Jeg kan sagtens forstå, at du synes det er svært.

Jo længere tid man har været kærester, jo sværere er det, fordi man har investeret tid og følelser i et andet menneske, som man kan være bange for at miste. Jeg kan høre på dit brev, at sådan har du det også. Det kan jeg godt forstå! Det er dog helt normalt at blive i tvivl om kærligheden. Det tror jeg de fleste par, der har været sammen i længere tid har oplevet. Det er en ubehagelig følelse at have, fordi at konsekvenserne ofte, uanset hvad man vælger, får stor betydning for ens hverdag.

Nogle gange når man kommer i tvivl, så kommer man til at være kritisk over for alt man føler. Det kan selvfølgelig være en god ting, fordi man så faktisk får taget sig tid til at træffe en rigtig beslutning, men det kan også være en dårlig ting, fordi det kan gøre sådan at man ikke får givet den anden en chance. Mit råd til dig er, at prøve og mærke efter og se om du kan lægge mærke til om du kommer til at trække dig fra din kæreste - både fysisk og følelsesmæssigt. Jeg ved godt at det kan være svært, fordi det ofte sker helt ubevidst. Hvis du hele tiden går og er bange for at denne her tvivl ikke vil forsvinde eller hvis du hele tiden lægger mærke til om din kæreste får dit hjerte til at banke eller om han giver dig sommerfugle i maven, så kan det være svært at give forholdet en ordentlig, rigtig chance (Jeg håber det giver mening?) Derfor ville det allerbedste også være hvis du kunne få truffet et valg. Både for din skyld, men også for din kærestes skyld. I har begge to fortjent at have det godt - om det så er som venner eller kærester, det er noget som kun I to kan finde ud af, men uanset hvad, så fortjener I begge to at vælge, så tvivlen ikke får lov at fylde det hele mellem jer.

Det lyder til, at det fylder rigtig meget hos dig. Det kan jeg godt forstå at det gør! Jeg synes det er rigtig godt, at I kan snakke sammen - også om de svære ting. Det er nemlig vigtigt, at man ikke går alene rundt med tunge tanker. Når det er sagt, så er det selvfølgelig aldrig rart at finde ud af at ens kæreste er kommet i tvivl, så derfor tænker jeg at det - både for din egen skyld, men også for din kærestes skyld - ville være rigtig godt, hvis du fik valgt hvad det er du vil. Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært at finde ud af hvad der er bedst for en selv på den lange bane. Som du selv siger, så er der positive og negative ting ved begge udfald.

Jeg vil prøve at komme med nogle bud på hvordan du måske kunne blive mere klar over hvordan du har det og hvad du skal vælge:

1)

Som jeg skrev tidligere, så kan det være svært at træffe et valg når man står midt i alle følelserne, så derfor kunne det måske være en god ide at snakke med en rigtig god veninde eller ven omkring dine tanker. Det kan være rigtig rart at høre andres perspektiv på sagen. Måske har de oplevet noget lignende. Måske har de nogle gode råd, som du kan bruge? Det kan også være at de lige præcis får stillet dig det spørgsmål, som gør at du kan mærke hvad du skal gøre. Det kan være svært selv at se det, når man er "blændet" af mange forvirrende tanker og følelser. En anden god ting ved at snakke med sine veninder om det, er, at du så ikke kommer til at stå alene med det, men samtidig heller ikke gør din kæreste ked af det eller bekymret, fordi det som sagt kan være hårdt at høre at ens kæreste er i tvivl. Jeg ved godt, at han godt ved det, men alligevel, kan det være godt at kunne snakke med nogle af sine venner eller veninder om det i stedet.

2)

Selvom der er fordele og ulemper ved begge løsninger, kunne det måske være en mulighed at få et overblik over hvilke fordele og ulemper, der er ved hver løsning? Det kan man for eksempel få ved at snakke med andre om det eller ved at skrive det ned. Nogle gange kan man fx. mærke, at man i højere grad er tilbøjelig til at finde gode ting eller negative ting ved en løsning. Måske oplever du også det? Eller måske finder du ud af, at der er mange flere gode ting end dårlige ting ved en løsning? Selvom man måske i tankerne ikke kan se en forskel på de forskellige løsningsmuligheder, så kan det være når man får talt om det eller får skrevet det ned, at man kan se på tingene lidt mere klart og tydeligt.

3)

Jeg vil også fortælle dig, at du altid er velkommen til at skrive ind i 1-1chatten. På chatten kan du snakke helt anonymt med en voksen rådgiver, om alt det, der fylder. Det kan være rigtig rart at snakke med en om de mange tanker, der kan fylde i hovedet. Nogle gange kan man selv blive mere klar over hvordan man egentlig har det, alene ved at sige det højt. Det kan desuden gøre det nemmere at snakke med en som man ikke kender, fordi vedkommende så slet ikke har en mening om hverken dig, din kæreste eller jeres forhold. Hvis det er noget du har lyst, så kan du finde chatten her.

4)

Et sidste råd er, at tage dig tid til at lave noget uden din kæreste. Det kan nogle gange gøre det nemmere at se tingene mere klart hvis man kommer lidt på afstand og giver sig tid til at mærke efter hvordan man har det - også når man er sig selv. Jeg vil foreslå, at du vælger en dag, hvor du bare kan være dig selv og lave ting, som du holder af at lave. Det behøver slet ikke være noget vildt, det kan bare være at slappe af, gå en tur, se en film eller bage en kage. Nogle gange skal man være alene før man kan mærke helt nede i maven, hvad det er man vil.

Jeg vil ønske dig alt det bedste, og så håber jeg at du kan bruge mit svar!

De bedste hilsner,

Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program