tabe mig

brevkassespørgsmål

tabe mig

brevkassespørgsmål af
ano
13 år
Oprettet 8 år 1 måned siden

Hej, jeg vil virkelig gerne tabe mig, og få en lidt mindre røv..

Jeg ved selv godt at jeg er tyk, fordi jeg har lidt strækmærker på min ben. Men jeg undrer mig også over hvordan man kan gøre ens røv mindre, fordi jeg gerne vil have en mindre røv?

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan forstå på dit brev, at du gerne vil tabe dig. Du skriver, at du oplever, at du vejer for meget pga. stærkmærker. Til det har jeg lyst til at sige, at man godt kan få strækmærker uden at være overvægtig. Nu ved jeg ikke, hvor meget du vejer, eller hvor høj du er, men nogen oplever at få strækmærker, hvis de f.eks. vokser meget hurtigt, så huden ikke helt kan følge med. I forhold til strækmærkerne kan de ikke forsvinde igen, når de først er der, men de vil med tiden blive mindre tydelige. Du kan også bruge forskellige cremer, så huden bliver mere smidig. 

I forhold til vægttab er der desværre ingen nem vej. Det kræver motion og sund kost - og tid. Det sundeste vægttab er et langsomt vægttab. Du kan måske overveje, om der er en sport, der særligt interesserer dig? F.eks. en holdsport? Det er nogen gange lettere at komme afsted, hvis man har en aftale med nogen eller er sammen med nogen om det. Det kan f.eks. være fodbold, dans eller noget helt tredje? Jeg tror, at det vigtigste er at finde noget, du synes er sjovt, så det ikke bliver en sur pligt hver gang. Man kan desværre ikke tabe sig koncentreret ét sted. Men når du taber dig, vil du tabe dig over det hele - og derfor også på røven. Men du kan istedet lave forskellige styrketræningsøvelser, hvor du kan fokusere særligt på din røv. Dette kan f.eks. være squat.

Jeg får lyst til at sige, at det er vigtigt at arbejde på at blive glad for eller i hvert fald kunne acceptere sig selv og sin krop, som den er, også på trods af "fejl". Det er selvfølgelig helt fint at ville tabe sig (medmindre du i forvejen er undervægtig), men jeg tror, at for mange handler det i højere grad om at kunne elske sig selv, fremfor de 2 ekstra kilo på sidebenene. Jeg tror, at vi alle har et eller andet, som vi er mindre glade for. Det kan være en lidt for stor næse, uren hud, at man føler, man vejer lidt for meget eller har strækmærker. I dag kan man også nemt komme til at sammenligne sig selv med de piger, vi ser i blade, tv osv. Og de har for det meste ikke en krop som den gennemsnitlige pige, så nogen gange kan det være fint lige at sige til sig selv, at man er god nok - også selvom man ikke lige ligner hende på forsiden af bladet. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar - ellers er du meget velkommen til at skrive igen.

De bedste hilsener,
Pernille

PernilleNs billede
Pernille har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program