Er det depression??

brevkassespørgsmål

Er det depression??

brevkassespørgsmål af
Sarina
19 år
Oprettet 8 år 2 måneder siden

I flere månede har jeg haft den følelse at jeg ikke kan være sammen med mennesker. Når min venner spørger om vi skal være sammen siger jeg næsten altid ja, men jeg har ikke lysten til det. Men føler det er noget jeg skal.

Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i 3 år som jeg gerne vil være sammen med hele tiden. Men når jeg er sammen med andre er det som om jeg bliver tung i kroppen.

Kan det være tegn på depression eller noget andet??

Svar: 

Hej med dig,

Det lyder bestemt ikke rart at have det sådan som du beskriver i dit brev. Det kan være rigtig svært at opleve, at man får det anderledes end man plejer, som fx. når man pludselig mister lysten til at være sammen med andre mennesker. Det er helt klart nogle tegn som man skal tage seriøst og jeg synes det er rigtig godt, at du lægger mærke til dem og skriver her ind til os. Jeg håber du kan bruge mit svar.

Du spørger, om det kan være tegn på depression eller andet. Det kan jeg desværre ikke svare på, da det kommer an på flere ting. Men jeg vil prøve at give dig nogle af mine tanker med på vejen, som jeg håber du kan bruge til at blive klogere på hvorfor du mon har det sådan som du har det.

Som sagt så kan der være flere faktorer som, hvis de opstår samtidig, kan føre til depression eller andre lidelser. Du skriver ikke så meget om hvordan du ellers har det eller om der måske er sket noget siden du har fået det sådan her? Jeg vil sige, at det er helt normalt at ens humør og energiniveau svinger. Nogle perioder kan man være mere trist end andre. Nogle perioder kan man have mere overskud end man har i andre perioder. Det er helt normalt! Sådan har alle mennesker det. Men selvfølgelig skal man ikke gå rundt og være trist eller tung i kroppen uden at holde øje med om det forandrer sig. Jeg tænker på om det måske kunne hjælpe dig at notere ned hver dag hvordan du har det. Det behøver ikke tage lang tid eller være et langt notat. Det kan være helt kort hvordan humøret har været og sådan. Nogle gange kan det hjælpe at skrive det ned, så man selv bliver opmærksom på om der måske er et mønster eller måske bare bliver opmærksom på hvordan man egentlig har det over tid. Det kan nemlig være svært at huske tilbage hvordan man havde det, og så kan det være smart at have lidt notater. Jeg tænker du skal undgå at gøre det lige inden du skal sove, men måske prøve at gøre det om eftermiddagen, så det ikke fylder alt for meget i tankerne lige inden du skal sove. Ens overskud kan også påvirkes af hvordan man ellers synes det går i ens hverdag. Er der for eksempel rigtig mange ting, som man skal have styr på og huske, så kan ens behov for at fylde mere ind i dagen mindskes - som fx. ens behov for at hænge ud med veninderne. Sådan nogle ting kan også være en god ide at skrive ned, så du måske kan finde en forklaring på hvorfor du oplever det som du gør.

For nogle kan det også hjælpe at skrive nogle positive ting ned hver dag. Du kan for eksempel starte med at skrive 1 ting om dagen. Det må gerne være små ting. Det kan være en god ide fordi man hurtigt kan blive opmærksom på alt det som ikke går som det plejer, og så glemmer man, at der faktisk også er ting, som fungerer. Det er noget du kan prøve hvis du tænker det kunne give dig lidt mere energi og godt humør. Det kan måske føles lidt dumt i starten, men giv det lidt tid. Det tager tid og en indsats at ændre sine tankemønstre. Husk på at det kan være selv små ting i hverdagen, som fx. at der er god morgenmad, eller at din veninde gav dig et knus eller andet.

Hvor er det dejligt at høre, at du har en kæreste som du er rigtig glad for og som du gerne vil være sammen med. Det synes jeg du skal prioritere. Når man er i en periode hvor man ikke har så meget lyst til at være social og man føler sig tung i kroppen, så kan det være godt at lytte til sin krop og gøre de ting, der føles godt. Selvfølgelig skal det ikke være sådan, at du helt bliver isoleret fra dine veninder, for det er også vigtigt at holde fast i gode venskaber, men engang imellem er det også vigtigt at man lytter til hvad ens krop fortæller en. Det lyder til, at der er et eller andet i dit liv lige nu, som gør at du trænger til at give dig selv lov til at være dig selv og slappe af med din kæreste uden at føle du er nødsaget til at være sammen med andre. Jeg kan sagtens følge dig i, at man kan have det sådan, at man føler man bliver nødt til at være sammen med sine veninder. Vi lever i et samfund, hvor et aktivt socialliv vægtes højt og anses som et succeskriterie for et godt og normalt liv (hvis man kan sige det sådan), men det er meget forskelligt hvor stort et behov man har for at være social, og det behøver ikke betyde, at der er noget galt. Overhovedet ikke. Hvad jeg dog alligevel tænker du skal være opmærksom på, er, at det lyder til, at det er noget som har ændret sig. Jeg ved godt, at du har haft det sådan længe, men jeg forstår det sådan, at du inden det faktisk havde et behov for og gerne ville være sammen med dine venner og ikke blev tung i kropen af det? Når ting forandrer sig på sådan en måde, så er det godt at være opmærksom på det. Det er derfor rigtig fint, at du har skrevet ind og lægger mærke til hvordan du har det.

Jeg tænker umiddelbart, at det kunne give dig lidt ro hvis du fik snakket med din læge om det. Din læge ville i højere grad kunne hjælpe dig til at finde ud af om der kunne være en forklaring på hvorfor du oplever det som du beskriver i dit brev. Jeg ved godt, at det kan være grænseoverskridende at skulle tage til lægen, og måske er man også nervøs for hvad man finder ud af, men det lyder til, at det fylder meget for dig og skaber en masse spørgsmål, som du mangler svar på. Jeg tror et besøg hos lægen ville give dig nogle af de svar og om ikke andet, så er det altid godt at din læge har lidt styr på hvordan du har det, så I sammen kan holde lidt øje med hvordan det udvikler sig. Måske kunne det være rart også at snakke med dine forældre om det? Det kan som sagt være rart at have nogle som ved hvordan man har det og hvilke tanker man gør sig, så man ikke på samme måde står alene med det. Det kan også være du kunne tage dine forældre med til lægen, så I sammen kunne høre hvad din læge siger og tænker om det du fortæller. Nogle gange har man brug for hjælp til at få det bedre, og det er helt okay. Det kræver mod og styrke at bede om den hjælp, men du har allerede vist mig at du har modet og styrken - for du har skrevet herind, selvom du har det svært!

Jeg vil også fortælle dig, at du altid er velkommen på 1-1chatten her på cyberhus. Der kan du chatte med voksne rådgivere om det, der fylder meget hos dig. Hvis det er noget du kunne tænke dig, så kan du finde chatten her.

Jeg håber mit svar var en hjælp og at du kan bruge mine råd!

De bedste hilsner,

Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program