Kære du

Jeg kan godt forstå du synes det er svært at åbne op, og være helt ærlig overfor andre mennesker, i forhold til hvad det er for nogle ting du har oplevet, og hvordan du derfor føler nu. 

Det at blive udsat for overgreb er i sig selv slemt nok. Desværre skaber det samtidig nogle rigtig svære mentale "sår" som mange oplever at måtte kæmpe med i lang tid. Derfor tænker jeg heller ikke at der er noget underligt i at du stadig kæmper med de her ting. Heller ikke selv om det måske er et stykke tid siden det er sket...måske flere år?

Jeg er glad for at du er i kontakt med en psykolog som du skal snakke med. Jeg tænker det måske er i forbindelse med din depression? Jeg synes du skal overveje om det samtidig kunne være en mulighed for at få taget hul på alt det her omkring den eller de her krænkelser du har oplevet. 

Du siger at du har svært ved at forestille dig selv blive gammel, eller forestille dig et normalt liv. 
Nu er det selvfølgelig svært at sige præcist hvad der er normalt, men jeg kan godt følge hvad du mener. Et liv hvor du ikke hele tiden har den her smerte indeni, måske? 
Det er jeg sikker på, godt kan lade sig gøre. Men du bliver nødt til at få alt det du bærer rundt på helt alene ud.
Der er ikke noget der kan ændre det der er sket. Men du kan komme til en sted i dit liv, hvor smerten og de her overgreb ikke længere skal fylde så meget indeni, og i dit liv generelt.  

Det er ikke sikkert det lige er det første du behøver sige til den her psykolog. Men hvis du føler dig tryg ved hende/ham synes jeg du skal overveje at få det hele ud. Så du ikke længere skal bære den her frygtelige hemmelighed helt alene. 
Følelser og tanker der gør ondt vokser og vokser, hvis man bærer dem alene. Så længe man kun har sig selv og sine egne tanker at dele smerten med, bliver den ved med at vokse. Selvfølgelig er det svært at dele så svære oplevelser med andre, og smerten indeni går selvfølgelig heller ikke væk bare fordi man siger det. Men det er start på rejsen til et bedre liv...uden så meget smerte. 
Måske kan du slet ikke overskue at skulle få orderne ud af munden. Hvis du har det sådan kan du overveje at skrive et brev med alt det du har brug for at sige/fortælle. 

Jeg kan godt forstå når du siger at du bare har brug for at få det ud. Jeg er også sikker på at det er den rigtige vej at gå. Hvis det her med at få det sagt til psykologen virker helt uoverskueligt kan du måske overveje at starte med en anonym rådgivning? Her tænker jeg eksempelvis på Kvisten. Kvisten er et tilbud til voksne der har været udsat for seksuelle overgreb som mindreårige. Man kan både tale anonymt med rådgivere, og så kan man faktisk også møde andre voksne der har været udsat for krænkelser...nogen der forstår. 

Kære du, du har taget et stort skridt og åbnet op her i brevkassen. Tro på at det kan lykkes...det ved jeg det kan. 

Jeg håber du vil finde modet til at tage næste skridt, og række ud efter mere hjælp. Jeg er sikker på at der ligger et godt liv foran dig. Et liv med masser af gode og kærlige kram. 

Jeg sender dig lige det første her gennem Cyberspace....jeg håber du griber. 

Mange tanker
Niels-Christian