Har ik lyst til at tage i skole

brevkassespørgsmål

Har ik lyst til at tage i skole

brevkassespørgsmål af
Pigen
15 år
Oprettet 8 år 2 måneder siden

Hej, jeg er en pige på 15 år og går i 9.klasse, jeg er en meget glad person ovre i skolen, men når jeg kommer hjem bliver jeg altid ked af det over en masse ting, både mit udsende, min skole, mine venner, at jeg ik har en kæreste og generelt bare mit liv.

har på det seneste overhovedet ik lyst til at tage i skole og nogle gange låser jeg mig også inde på mit værelse så jeg ik kan blive tvunget afsted.

har også følt mange gange at jeg var for grim både til at leve men at andre vil nogensinde kunne lide mig og jeg ved ik hvad jeg skal gøre.

vil virkelig gerne have jeres hjælp til de her ting, så kan i måske skirve nogle råd eller hvorfor jeg har det sådan :(

Svar: 

Kære du

På dit brev lyder det som om, at du har en del ting, som du går og kæmper med, og det virker til, at det nogle gange er rigtig hårdt at være dig. Jeg vil prøve at dele mine tanker med dig herunder, og så håber jeg at du kan bruge nogle af dem.

Du fortæller, at du er en glad person, når du er i skolen, men inderstinde har en masse forskellige ting som du er ked af. For mig lyder det lidt som om, at du i skolen prøver at holde alt det svære inde, og på den måde tager en glad facade på, sådan de andre ikke kan se, hvordan du egentligt har det. Man kan øve sig i at have sådan en facade på, og det kan måske føles som en god strategi til at holde svære følelser på afstand. Måske det også bliver helt naturligt, at det er sådan du skal gøre, når du kommer i skole om morgenen. Men jeg forestiller mig, at det må være rigtig rigtig hårdt og krævende for dig, at lade som om det hele er godt i skolen, når du faktisk går og er ked af det, når du kommer hjem og slet ikke har lyst til at tage afsted. Jeg tænker på, om du mon har snakket med nogle omkring dig om, hvordan du egentligt har det? På mig virker det til, at du faktisk har brug for at få talt med nogle, da det kan være rigtig frustrerende at gå med en masse svære tanker og følelser helt selv.

Jeg tænker derfor, om det mon er muligt for dig at snakke med nogle, du har tæt på dig, det kan være mor, far, moster, veninde, nabo eller lærer. Det er ikke så vigtigt hvem det er, bare det er en, som du føler dig tryg ved. Det kan mange gange føles som en stor lettelse at snakke med andre, om de ting man går med helt selv. Alle mennesker har det svært nogle gange, også selvom det måske ikke virker sådan. Det kan måske nogle gange føles som om at andre bare lever det perfekte liv uden de store problemer. Men hvis man så prøver at tænke over, at man nogle gange selv prøver at virke glad selvom man ikke er det, er der sandsynlighed for at andre mennesker gør det samme. 

På det du skriver, lyder det som om, at du har det svært med dit udseende, og jeg tror der er rigtig mange unge der nogle gange kan have en følelse af ikke at være smukke eller attraktive nok. Men du skal vide, at du er helt unik, og det er en af dine helt særlige egenskaber. Der er ingen helt som dig, og ingen der ligner dig, og det er din styrke! Du er nemlig helt perfekt lige som du er. Det gør mig rigtig ondt, at du har tænkt, at du er for grim til at leve - du fortjener at leve uanset hvad, ligesom alle andre mennesker gør det. Især kan det med ens udseende måske være svært, i en verden hvor mange billeder vi ser på nettet er redigeret med div. filtre, så vi fremstår smukkere og slankere og mere perfekte end vi er i virkeligheden. Samtidigt er det måske gode og lykkelige øjeblikke der især bliver fremstillet, og man kan på den måde få en fornemmelse af, at alle andre aldrig er kede af det eller har det svært med dem selv. Men i virkeligheden har alle mennesker dårlige perioder, fordi livet går op og ned. Jeg tror på, at det hele derfor også vil blive godt for dig igen. Du skal tro på det, det hele skal nok gå.

Du skriver at du både er ked af det over noget med skolen, dine venner, at du ikke har en kæreste og livet generelt. Jeg tænker det er rigtig mange forskellige områder af dit liv, som gør dig ked af det, eller som du måske ville ønske var anderledes. Men du fortæller ikke direkte, hvorfor du er ked af det over de forskellige ting. Nogle gange kan det måske også være svært at finde ud af hvorfor man egentligt er ked af det, eller hvordan man ville ønske tingene var. Så måske du kunne prøve at tænke over, om der er nogle ting i dit liv, du selv kan ændre på, for at få det bedre. Jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort, og selvfølgelig meget udfordrende. Men hvis du fx prøver at skrive din tanker ned i en dagbog eller på din computer, kan du måske prøve at få overblik over, hvad det er der er særligt svært for dig, og på den måde blive klogere på, hvorfor du har det, som du har. Måske det også vil gøre det nemmere for dig, at snakke med nogle om alt det, der fylder.

Jeg håber, at det hele snart ser lysere ud for dig, at du er mindre ked af det, og får mere lyst til at gå i skole. Husk på at det er okay få hjælp fra andre. Hvis der var nogle der fortalte dig, at de var kede af det, tror jeg på, at du også vil gøre dit for at hjælpe dem. På samme måde, tror jeg på at andre rigtig gerne vil hjælpe dig. Husk at du altid er velkommen igen her i Cyberhus, også i vores 1-1 chat, hvor der sidder rådgivere klar til at lytte.

Bedste hilsner

Annika  

 

 

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program