Barbere
Barbere
Hvordan spørger man sin mor om lov til at barbere ben – uden at det bliver akavet? De fleste piger i min klasse gør det. Sidste gang jeg spurgte var min mor i dårligt humør, så hun sagde bare nej. Jeg vil rigtig gerne spørge min mor om lov igen. vi har et godt forhold, men jeg synes, det er svært når hun har sagt nej. Har i nogle gode råd til, hvordan jeg kan bringe det på banen igen.
Kære du,
Tusind tak for dit spørgsmål. Du er slet ikke alene om at finde det svært at spørge, når du allerede har fået et nej.
Mit råd til dig er, at du prøver at tage samtalen op igen med din mor, når hun har tid og I er alene. En samtale som den, du gerne vil have med hende, kræver en opmærksomhed fra både din og hendes side. På den måde får du også vist hende, at samtalens emne er vigtig for dig.
Du kan eventuelt forsøge at forklare hende, hvordan du har det med at være den eneste pige i klassen, der ikke barbere ben, så din mor kan forstå hvordan du har det med det. Hvis hun bedre kan forstå, hvorfor du gerne vil til at barbere ben, er det også nemmere for hende at sætte sig ind i din situation.
Siger hun nej, kan du prøve at være nysgerrig på hendes svar. Hvorfor siger hun nej? Er det fordi hun er bange for at du kommer til skade? Måske synes hun, at du er for ung, eller måske har hun aldrig selv gjort det. Ved at spørge ind til det, kan din mor også forklare sin side af situationen, og I kan sammen måske finde en løsning.
Jeg håber, det giver lidt inspiration til at starte samtalen op. Held og lykke!
Har du andre spørgsmål er du altid velkommen til at skrive ind til os igen.
Frida fra Cyberhus