Grænser
Grænser
Seksuelle grænser
Måske du har oplevet at være intim med din kæreste, hvor du bagefter kunne mærke, at du fik overtrådt en grænse? Du har måske lidt ondt i maven, når du tænker på det. Eller måske er du lidt i tvivl om, om du skulle have gjort det? Men hvordan mærker man egentlig, hvor ens grænse går i forhold til sex? Og hvordan finder man ud af, hvor ens kærestes grænse går? Hvilke fordele og ulemper tænker du der kan være ved at udfordre sine seksuelle grænser?
Det kan nogen gange være svært at mærke egne og andres grænser - og nogen gange mærker man måske først bagefter, at man har overskredet en grænse. Vi har sjældent de samme grænser, og grænser kan også være afhængige af situationen, eller hvem vi er sammen med.
Grænser i fællesskabet - sexmobning
Har du oplevet, at en anden har rørt ved dig mod din vilje i skolen? Eller kaldt dig luder, bøsserøv eller andet? Så har du været udsat for en slags mobning, der kaldes sexmobning. Sexmobning kan være rigtig grænseoverskridende for dem, det går ud over, og det er vigtigt, at man i klassen snakker om, hvor de fysiske og psykiske grænser går - og respekterer at grænser kan være forskellige.
Egne grænser
Som I nok har regnet ud, skal vi snakke om grænser - det kan være seksuelle grænser, grænser i fællesskabet eller egne grænser. I det jeg har beskrevet, bliver det måske mest skildret som en dårlig ting at overskride sine grænser. Men er der andre tidspunkter eller situationer, hvor det egentlig kan være en god ting at overskride en grænse? Og hvordan finder man balancen mellem at turde udfordre sine grænser, men alligevel ikke gøre noget, man kan mærke, man slet ikke har lyst til? Dét og meget andet omkring grænser, er noget af det, vi skal snakke om på torsdag i gruppechatten.
Jeg håber at se mange af jer i gruppechatten d. 15. sep. kl. 18-21.
De bedste hilsener,
Pernille
Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene
Kommentarer
Kan vi også snakke om seksuelle overgreb? Altså hvor det ikke er ens kæreste?
Ja - det kan vi. Godt du skrev!
/Pernille
Er det stadig seksuelt overgreb, hvis en dreng fx... åbner din bh eller kommer virkelig tæt på dine bryster, altså med hænderne. Jeg tænker mere på fx. en dag efter skole. en dreng kommer hen til dig. i er venner, men han nusser ligesom din røv og gider ikke fjerne sine hænder når du siger stop. Han åbner din bh, han tager sine hænder ned i dine bukser, så han kan røre din buksekant.
Hej med dig. Hvis en dreng rører ved dig på en måde som er seksuel og som går over din grænse, så ja, så er det et seksuelt overgreb. Ud fra hvad du beskriver, så stoppede han ikke da du bad ham om det, og han har gramset på dig uden at du ville have det. Det må man ikke, og jeg tænker at det er vigtigt at du siger det til f.eks. en voksen, så du ikke skal gå alene med oplevelsen. Du skal også sige til ham at det ikke er ok at han fortsætter selvom du siger stop, og det kan være en hjælp hvis du har en veninde eller ven med dig.
Jeg håber at han forstår at det er alvor, og at du virkelig mener det når du siger stop, og jeg håber at du vælger at dele det med nogen som kan støtte dig.
Venlig hilsen Rådgiver Signe
Tilføj kommentar