Gruppechatten d.08-09-16

blogindlæg

Gruppechatten d.08-09-16

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 8 år 5 måneder siden

Wow, sikke en masse emner!

Igår var der åben chat i gruppechatten, hvilket betyder at det er jer unge der bestemmer emnet. Og det var I rigtig gode til! Endda næsten alt for gode, så nogle gange kunne det godt være lidt svært helt at finde hoved og hale i hvilke emner der blev snakket om. Men alt i alt, så var det (igen!) en fantastisk aften, og jeg er stadig helt vild med at høre om jeres oplevelser, følelser og tanker. TAK for det :)

Hvem kom forbi?

Igår var der rigtig mange unge forbi. Faktisk var der hele 35 unge forbi chatten i løbet af de 3 timer som den var åben. Det meste af tiden var I 5-8 der var aktive, så snakken gik rigtig godt. Denne gang var der næsten lige mange drenge og piger, men pigerne var nok dem der deltog mest. Jeg håber virkelig at der er flere drenge som har lyst til at deltage, fordi det altid er super fedt hvis vi kan få drengenes perspektiv også. 

Vi snakkede om alt muligt godt!

Gruppechatten startede stille og roligt med at vi snakkede om efterskole, og at det nogle gange kan være svært når man skal starte et helt nyt sted med en masse nye mennesker. Der kom rigtig mange gode råd til hvordan man kunne forberede sig, og hvad man kan tænke over når man vælger en efterskole. En af jer fortalte omdet bedste ved at være på efterskole: "Det helt klart de venner/veninder man får, bare fælleskabet! Og timerne er også meget fede!" 

Efterhånden som chatten kom rigtig igang, så faldt snakken på forældre. Vi snakkede især om at det kan være meget ubehageligt hvis ens forældre drikker, og at de så ofte bliver vrede. Når de så bliver vrede, var der også nogle af jer der oplevede at de slår jer. Vi snakkede om at det kan være en god idé enten at snakke med sine forældre om det, eller sige det til en anden voksen, som kan hjælpe. Kort snakkede vi også generelt om alkohol, og en af jer sagde: "nogengange tænker jeg hvorfor alkohol overhovedet er lovligt da det er et rusmiddel/nydelses middel som egentlig hurtigt kan gå galt"

Vi snakkede også om overgreb, og til jer der ønsker at vide mere, så skal gruppechatten i næste uge, handle om overgreb og grænser. I kan læse mere i Pernilles blog om gruppechatten i starten af næste uge. 

Vi lærte også en masse!

Der var nogle af jer som vidste en hel masse om kloaker. Jeg er i tvivl om hvordan vi endte i det emne, men det var virkelig lærerigt. Vi lærte blandt andet at der er forskel på en spildevands- og afløbskloak, og at det vil være meget svært, næsten umuligt at flygte gennem en kloak ligesom de gør i film: "for bakterier osv. i afføringen ofte optager ilt og laver det om til co2 så til sidst vil der ikke være mere luft"

Vi snakkede også kort om både selvskade, at skære i sig selv, kærlighed, forelskelse, lyst og venskaber, og der var en af jer som forklarede hvad der er forskellen på en god ven og bare en ven: "gode venner er når man kan åbne op for personen sige sin mening, tanker og følelser dele hemmeligheder med hindanden og bare venner er hvis man sagtens kan snakke med personen men måske ikke åbne op i lige så høj grad"

Nu er min blog blevet ret lang, så jeg vil bare slutte med at opfordre jer alle til at komme igen i næste uge! 

Tak for igår og så ses vi igen d.29! Pas godt på jer selv og hinanden.

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program