Hej 16-årige pige.

Jeg kan læse i dit spørgsmål, at du tænker meget på socialangst og om du mon har det. Det er meget forståeligt og helt normalt at gøre sig nogle tanker omkring noget i sit liv. Du har nogle situationer, hvor du føler dig utilpas og det er derfor helt naturligt at begynde at overveje, om det kan være noget, der skal gøres noget ved. Faktisk er det rigtig godt og sundt at have det sådan. Jeg vil dele de tanker, som jeg har fået, da jeg læste sit brev, og så håber jeg, du kan bruge det til noget. 

Først skal du vide, at alle kan opleve blive nervøse i forsamlinger eller sammen med nye mennesker og det er helt normalt - for os mennesker betyder det nemlig noget at andre får et godt indtryk af os. Vi vil gerne have, at folk kan lide os. For nogle er det en større udfordring end for andre. Det kommer helt an på, hvordan man er indrettet indeni. Nogle kan bare bedre lide at være i centrum end andre. Dem kender du sikkert nogle af. Og du kender sikkert også andre, der - som dig - helst ikke vil i centrum og faktisk bliver rigtig nervøs over det. Du spørger, om du kan have socialangst. For folk, der har socialangst er det en meget stor udfordring at møde mennesker og de kan føle sig utrolig utrygge/angste i sociale sammenhænge. De tendenser, som du beskriver med f.eks. at stamme når du møder nye mennesker, rødme og føle at du bliver kvalt, er alle ting, som kan pege på socialangst. Men desværre kan jeg ikke sige noget endeligt her, for de samme tendenser kan være mange andre ting. En person, som bedst kan hjælpe dig med at finde ud af det er blandt andet din læge. Så det vil være et godt sted at starte. Hvis han/hun vurderer, at det kunne være socialangst kan du blive henvist til en psykolog, som sammen med dig kan finde ud af, hvad der kan hjælpe dig med at få bedre styr på det. Jeg kan sagtens forstå, at du ikke umiddelbart har lyst til at tage afsted til lægen, og du skal vide at mange andre også har det sådan. Men samtidig vil jeg sige, at læger er ansat til at tjekke folk for forskellige ting. Nogle gange finder de ud af noget, og andre gange er der ikke noget i vejen. Så de har samtaler med rigtig mange, som der ikke er noget galt med. Og for dem er det ikke pinligt - det er bare deres job. Hvis du stadig synes, det vil være virkelig grænseoverskridende, kan du overveje om du skal tage en person med, som du føler dig tryg ved - som kan være en støtte derhenne. Det er der nogle, som føler sig bedre tilpas med - men mærk efter, hvad der vil være rart for dig. 

Til sidst vil jeg sende dig en masse tanker og så krydser jeg fingrene for, at du finder ud af det hele. Husk at alle ting tager tid - også det at blive mere tryg i sociale sammenhænge. Tid og øvelse gør mester. Det kan føles som en kamp, der aldrig ender, men det kan lade sig gøre at få så godt styr på det, at det ikke føles ubehageligt at være sammen med mennesker. Så giv ikke op! Og husk også på: du er ikke unormal fordi du rødmer eller stammer. De fleste mennesker har et eller andet, de gør, når de bliver nervøse i sociale sammenhænge. Nogle begynder at snakke hurtigt, andre klør sig på maven, nogle blinker meget med øjnene og andre sveder. Du kan prøve at studere de andre, næste gang du skal afsted til noget. 

Mange hilsner fra Mai