Har jeg social angst ?

brevkassespørgsmål

Har jeg social angst ?

brevkassespørgsmål af
Den usikre
16 år
Oprettet 8 år 3 måneder siden

Hej, jeg er en pige på 16 år, der lige har droppet ud af sin uddannelse pga at jeg ikke kunne klare alle de nye mennesker, lærer osv. Jeg har aldrig kunne lide at være i rum med for mange nye mennesker, jeg føler mig kvalt og bange for at rødme.  Jeg har før droppet ud af skoler, fordi at jeg ikke kunne tolerer alle de nye mennesker.

Jeg havde det ikke nemt i min barndom, jeg er blive svigtet på rigtigt mange områder og der også sket en masse andre ting, jeg havde det ihvertfald ikke nemt.

jeg har få venner, stoler næsten ikke på nogle mennesker. Når jeg så møder nye mennesker, og når jeg skal snakke, så stammer jeg, jeg føler at jeg bliver kvalt. Og hvis jeg selv føler inde i mit hovede at jeg gør noget forkert, så rødmer jeg. Jeg er en meget indelukket og indadvendt person, jeg lukker alle mine følelser ind i en boks og tager dem næsten aldrig frem, kun en gang i mellem, når jeg er alene. Mine veninder og kæreste siger at jeg skal snakke med nogle og ikke lukke alting inde, min kæreste bliver også ret irriteret nogle gange, når han ved at der er noget der går mig på, men jeg ikke vil snakke om det.  Og jeg har virkelig dårligt selværd oG selvtillid. Jeg synes selv at jeg er grim, fed osv. Jeg kan kigge i spejlet og se en helt almindelig pige, med en normalt vægt på 54-55 Kg og så kan jeg gå væk fra spejlet i 5 min oG komme tilbage og se en pige der er 162 høj, der vejer 120kg...

 

jeg har læst meget om social angst, da jeg tænkte det kunne være det. Men jeg vil ikke gå til lægen, hvis der ikke er noget, det ville være alt for flovt. :/

 

Mvh. Den 16 årig pige 

Svar: 

Hej 16-årige pige.

Jeg kan læse i dit spørgsmål, at du tænker meget på socialangst og om du mon har det. Det er meget forståeligt og helt normalt at gøre sig nogle tanker omkring noget i sit liv. Du har nogle situationer, hvor du føler dig utilpas og det er derfor helt naturligt at begynde at overveje, om det kan være noget, der skal gøres noget ved. Faktisk er det rigtig godt og sundt at have det sådan. Jeg vil dele de tanker, som jeg har fået, da jeg læste sit brev, og så håber jeg, du kan bruge det til noget. 

Først skal du vide, at alle kan opleve blive nervøse i forsamlinger eller sammen med nye mennesker og det er helt normalt - for os mennesker betyder det nemlig noget at andre får et godt indtryk af os. Vi vil gerne have, at folk kan lide os. For nogle er det en større udfordring end for andre. Det kommer helt an på, hvordan man er indrettet indeni. Nogle kan bare bedre lide at være i centrum end andre. Dem kender du sikkert nogle af. Og du kender sikkert også andre, der - som dig - helst ikke vil i centrum og faktisk bliver rigtig nervøs over det. Du spørger, om du kan have socialangst. For folk, der har socialangst er det en meget stor udfordring at møde mennesker og de kan føle sig utrolig utrygge/angste i sociale sammenhænge. De tendenser, som du beskriver med f.eks. at stamme når du møder nye mennesker, rødme og føle at du bliver kvalt, er alle ting, som kan pege på socialangst. Men desværre kan jeg ikke sige noget endeligt her, for de samme tendenser kan være mange andre ting. En person, som bedst kan hjælpe dig med at finde ud af det er blandt andet din læge. Så det vil være et godt sted at starte. Hvis han/hun vurderer, at det kunne være socialangst kan du blive henvist til en psykolog, som sammen med dig kan finde ud af, hvad der kan hjælpe dig med at få bedre styr på det. Jeg kan sagtens forstå, at du ikke umiddelbart har lyst til at tage afsted til lægen, og du skal vide at mange andre også har det sådan. Men samtidig vil jeg sige, at læger er ansat til at tjekke folk for forskellige ting. Nogle gange finder de ud af noget, og andre gange er der ikke noget i vejen. Så de har samtaler med rigtig mange, som der ikke er noget galt med. Og for dem er det ikke pinligt - det er bare deres job. Hvis du stadig synes, det vil være virkelig grænseoverskridende, kan du overveje om du skal tage en person med, som du føler dig tryg ved - som kan være en støtte derhenne. Det er der nogle, som føler sig bedre tilpas med - men mærk efter, hvad der vil være rart for dig. 

Til sidst vil jeg sende dig en masse tanker og så krydser jeg fingrene for, at du finder ud af det hele. Husk at alle ting tager tid - også det at blive mere tryg i sociale sammenhænge. Tid og øvelse gør mester. Det kan føles som en kamp, der aldrig ender, men det kan lade sig gøre at få så godt styr på det, at det ikke føles ubehageligt at være sammen med mennesker. Så giv ikke op! Og husk også på: du er ikke unormal fordi du rødmer eller stammer. De fleste mennesker har et eller andet, de gør, når de bliver nervøse i sociale sammenhænge. Nogle begynder at snakke hurtigt, andre klør sig på maven, nogle blinker meget med øjnene og andre sveder. Du kan prøve at studere de andre, næste gang du skal afsted til noget. 

Mange hilsner fra Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program