Jeg hader at jeg altid skal skrive ned hvordan jeg har det, i stedet for at fortælle om det. Ville ønske at jeg kunne græde foran dig, for tror at jeg har brug for nogen at snakke med det om. Ved godt at jeg tit siger, at jeg har det dårligt eller noget, og vi har da også snakket lidt om det. Det er også det der gør det så svært for mig, egentlig at snakke med dig nu. Jeg føler, at jeg er Peter der snakker om ulven. Min søster er på højskole og mine forældre føler jeg ikke tænker på mig, og har for travlt til at høre på hvad jeg har at sige. Jeg ved ikke hvorfor, at det er dig jeg føler jeg skal snakke med om det. Nok fordi jeg ikke har så mange venner, og stoler på dig. Jeg har allerede fortalt dig om hvordan jeg har det, og gider måske ikke snakke med andre om det, fordi jeg ikke gider virke som en trist person. Men jeg føler også bare at jeg mister dig, fordi jeg bliver ved med at sige, at jeg har det dårligt, uden rigtigt at snakke med dig om det. Jeg føler mig virkelig bare alene om alting. Jeg føler ikke, at jeg er værd at være venner med. Jeg hader at have det dårligt, og at have det sådan i så lang tid. Jeg føler bare ikke at der er noget der hjælper eller at det bliver bedre. Hvis ikke at jeg har det dårligt og er ked af det, tror jeg bare at jeg føler mig tom. Jeg ved at jeg kunne blive ved med at skrive, men lige nu tænker jeg at det her er nok, for græder så meget at mine øjne dirrer, tror ikke de får ilt nok, og ryster en del..