Fortryder min hemlighed?
Fortryder min hemlighed?
Jeg var til den her fest hvor jeg mødte en fyr jeg ikke kendte som jeg havede sex med, det var første gang jeg havde sex og jeg fortryder meget at det var med en jeg ikke kendte. Jeg fortalte 2 af mine veninder om det, fordi jeg var virkelig trist omkring det og fortrød det meget. Alle mine andre veninder tror stadig jeg er jomfru og når vi snakker omkring drenge og sex er det virkelig svært at have den hemlighed for dem. Men jeg vil gerne fortælle dem det, så de ved det men alligevel er det ikke noget jeg rigtig har lyst til at snakke om og jeg er også bange for hvad de vil tænke om det og om alle så for det afvide og tænker jeg er billig og sådan.
Jeg ved heller aldrig hvad jeg skal spørge når folk spørg om jeg er jomfru, fordi det ikke fordi jeg er flov over ikke at være det, det er bare mere at det ikke var en god oplevelse jeg har lyst til at fortælle om. Jeg tænker også på om hvad jeg skal sige når jeg engang får en kæreste, for jeg er bange for at han vil dømme mig, ligesom jeg er bange for andre vil dømme mig.
Kære du,
Jeg er ked af at høre, at du har fortrudt at du havde sex med den fyr du mødte. Jeg kan godt forstå det kan være svært at holde det hemmeligt for dine veninder, men også samtidigt svært at skulle fortælle dem noget som du er ked af. Det lyder også til, at du er bekymret for om det vil få betydning for hvad de vil tænke om dig og jeg kan godt forstå det er noget du bekymrer dig om. Jeg tror langt de fleste mennesker tænker over hvad andre mener om dem, da vi jo også gerne vil have folk synes om os og har lyst til at være sammen med os. Alle mennesker gør noget som de senere hen fortryder. Det kan være svært at leve med, men er en del af det at være menneske. Det er selvfølgelig en lidt ringe trøst, men det kan nu alligevel være rart at vide at man ikke er ene om at fortryde noget man har gjort.
Jeg synes det er godt at høre, at det ikke er fordi du er flov over det, men mere fordi du er lidt ked af måden det skete på og fordi det ikke var en god oplevelse for dig. Du har heller ikke noget at være flov over. Det er helt naturligt at have lyst til sex og blive interesseret i drengene. Gennemsnitsalderen for at have sex første gang er faktisk 16 år, som du er, så der er mange flere end dig, der har haft sex i din alder. Du er ikke den eneste, selvom det måske kan føles sådan når alle dine veninder snakker om at være jomfru. Jeg kan dog godt forstå at du er ked af at din første gang ikke blev med en som du kendte bedre og som måske betød lidt mere for dig. Det er meget forskelligt hvordan man synes første gang skal være og hvor meget man ligger i den første gang. Nogle synes bare det skal overstås og måske endda helst med en som de aldrig skal se igen, mens andre helst vil vente til de har fundet en som betyder noget for dem og som også holder af en tilbage. Det er dog ikke altid at virkeligheden stemmer helt overens med vores drømme og tanker omkring det. Det kan lyde som om, at du havde en anden forestilling om hvordan den første gang skulle være i forhold til hvordan den blev og jeg kan sagtens forstå hvorfor du nu sidder tilbage og er en smule skuffet og har fortrudt det blev med ham du ikke kendte i forvejen. Selvom mange, måske især piger, ligger en hel del i den første gang, så er den for langt de fleste akavet og sjældent særlig god. Jeg er ked af at du ikke synes det var en god oplevelse, men der kommer mange andre gange hvor du forhåbentlig synes det bliver rigtig dejligt, med en fyr som du holder rigtig meget af og som respekterer dig og synes du er dejlig. Selvom man kom lidt dårligt fra start, behøver det ikke betyde at fremtiden bringer noget skidt.
Jeg kan høre på dig, at det med at andre vil dømme dig på grund af det, fylder rigtig meget. Din bekymring går både på dine veninder og hvis du en dag finder en kæreste. Jeg kan godt følge din bekymring, men du er ikke billig! Det er som sagt helt normalt at have prøvet at have sex når man er 16 og det er meget forskelligt hvordan den første gang er. Der er mange andre piger end dig, der har haft sex med en fyr de mødte og som de ikke kendte i forvejen. Jeg tror du bliver nødt til at acceptere at sådan blev din første gang. Det lyder måske lidt hårdt, men jeg mener det i bedste mening, for så kan du lægge det bag dig og huske på at den første gang ikke behøver at definere hverken hvem du er eller hvordan dit fremtidige sexliv bliver!
Måske kunne du snakke med de veninder du allerede har snakket med om alle dine tanker omkring det. Måske kan de trøste dig lidt og snakke med dig om hvad de tænker om det. Det er nemlig vigtigt at man får snakket om de ting, der gør en ked af det, så man ikke går alene rundt med de tanker. Hvis du hører hvad de tænker, behøver du heller ikke gøre dig tanker om hvad de mon tænker og måske kan du slippe din frygt for at de tænker det værste?
Du er også meget velkommen til at snakke med os her på cyberhus. Du kan logge på 1-1chatten og snakke med en voksen rådgiver om det. Det kan nogle gange være rart at snakke med nogle som ikke kender en. Hvis det er noget du har lyst til, så kan du finde chatten her.
Jeg håber du kan bruge mit svar!
De bedste hilsner,
Astrid