Husarrest

brevkassespørgsmål

Husarrest

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 8 år 6 måneder siden

Hej brevkassen

Jeg er en pige på 14, som ryger og drikker. 

Her i sidste uge fandt mine forældre ud af, at jeg havde sneget mig ud om natten med min veninde, fordi vi skulle over og sove hos en af mine venner. 

I går finder de så ud af, at jeg har røget flere gange. (min venindes mor fik det at vide af en af forældrene fra klassen, hvis datter havde fortalt, at vi ryger og drikker RIGTIG meget hele tiden - det gør vi ikke.)

Jeg har et rimelig tæt forhold til mine forældre, de giver mig lov til mange ting, fordi de stoler på mig.

Derfor blev de (forståeligt nok) meget vrede, skuffede og kede af det, da de fandt ud af alle de her ting på næsten samme tid.

Det har ført til at vi har snakket en del om tingene - og jeg har fået min 'straf'. Jeg har husarrest i TO måneder.

Jeg er så utrolig ked af det, næsten pinlig over mig selv, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, for at opbygge tillid imellem mine forældre og jeg igen.  Desuden har min veninde gjort præcis de samme ting som mig, men har ikke fået andre straffe end at hun ikke må drikke alkohol indtil sommerferien.

Jeg har tænkt rigtig meget over tingene, forstår mine forældres holdninger fuldt ud, og har selvfølgelig forstået, at det her ikke skal eller må ske igen. MEN jeg synes de har overreageret, og synes en husarrest i hele 2 måneder, er alt alt alt for lang tid. ISÆR når det går ud over hele min sommerferie. 

Jeg vil super gerne snakke med dem om tingene en gang til, og fortælle dem at jeg synes 2 måneder er i overkanten, men jeg vil heller ikke have, at de tror, at jeg ikke forstår alvoren i det her.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Skal jeg snakke med dem, eller bare forblive tavs, og virke som om jeg forstået tingene? (hvilket jeg jo har, synes bare ikke min straf gør noget godt for nogen)

Svar: 

Hej med dig

Øv, hvor irriterende med husarrest i så lang tid. Det kan jeg godt forstå at du er frustreret over...særligt når det er hele ferien det går ud over. 

Jeg vil springe direkte ud i det og sige at jeg helt bestemt tænker at du skal snakke med dine forældre om det. Når jeg læser dit spørgsmål er det tydeligt for mig at du har stor forståelse for hvorfor de har gjort som de har, og det synes jeg er et rigtig godt udgangspunkt. Jeg synes det er tydeligt at du har stor respekt for dine forældre og for deres beslutning. Men det er selvfølgelig ikke det samme som at man skal være enig, og derfor tænker jeg det bedste du kan gøre er at tage en snak med dem.

Måske kan de fortælle dig mere om hvorfor det lige er blevet to måneder de har valgt, og hvad de tænker der kommer ud af det. Måske giver det faktisk mening hvis de kan fortælle lidt mere? Men det kan selvfølgelig også være at I sammen kan lave en ny aftale hvis det går op for dine forældre hvor meget du allerede har reflekteret over det der skete. Kan det være kortere tid, eller måske noget helt andet du skal gøre i en periode som både du og dine forældre kan blive enige om vil give mere mening?

Lige meget hvad tror jeg at det giver mest mening at være åben og tage snakken. Som det er lige nu er du meget frustreret over det og jeg tænker at det kan vokse meget hen over sommer, når den her følelse af at det ikke giver mening vokser (selvom du godt kan forstå hvorfor de gør det)

Så spring ud i det og tag en snak med dem. Det er bare den bedste måde at forstå hinanden bedst. 

Mange hilsner 
Niels-Christian

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program