Kære du,

Det lyder til at dine tanker og følelser fylder rigtig meget hos dig. Jeg synes det er rigtig sejt af dig, at du reflekterer over hvorfor det altid synes at ende med at du mister interessen. Nogle gange er det tilfældigheder, der gør at man bare ikke lige møder ham der kan gøre en smask forelsket, men andre gange er det et mønster hos en selv, som skyldes noget andet end fyren. Som du også selv nævner i dit brev, så er det helt tydeligt, at du virkelig kender dig selv godt. Det er en kæmpe styrke generelt i livet og måske særligt når det handler om relationer til andre. Hvis ikke man kender sig selv og sine grænser, så bliver det også svært for andre at lære dig at kende.

Når du skriver, at det kan gå op for dig at du "mangler" nogle, så tænker jeg at det er en helt naturlig følelse, som alle mennesker kender til. Mennesket er et socialt dyr og de fleste af os befinder os bedst i sociale sammenhænge. Det betyder ikke at man ikke er selvstændig og hviler i sig selv, det er bare et behov hos langt de fleste af os, som vi søger at få dækket. Dette behov behøver ikke blive dækket af en kæreste, det kan også dækkes af familie og venner. Det lyder til, at du er god til at søge det sociale fællesskab med andre. Det synes jeg er rigtig godt at høre!

Jeg fornemmer en ambivalens hos dig. På den ene side lyder det til at du ønsker dig at finde den fyr, der kan slå benene væk under dig og som du slet ikke kan undvære og som du ikke kun seksuelt, men også følelsesmæssigt er tiltrukket af. Mange går rundt og leder efter kærligheden og ser det som et af målene i livet at finde en kæreste. Det er helt normalt at have det sådan. På den anden side lyder det også til at du faktisk værdsætter og nyder at have friheden til bare at være dig og bruge tiden præcis som du prioriterer den.
Jeg synes faktisk ikke det lyder til at det hverken er dig eller fyrene der er problemet, men måske derimod tidspunktet i dit liv? Med det mener jeg ikke, at unge piger på 19 som du ikke godt kan være det sted i livet hvor de finder en sød kæreste, som de kan blive rigtig forelsket i og at det kan holde i mange år, måske resten af livet, men derimod, at dit brev afspejler den her ambivalens som jeg tænker kan tyde på at du måske skal tage dig lidt tid til at finde ud af hvad du leder efter i en kæreste og hvad du har brug for. Nyd friheden til at være dig selv, og finde dig selv fuldstændigt, før du begynder at finde en anden.

Jeg tror du kan finde fred, som er det du efterspørger i dit brev, ved at tænke grundigt over hvad der betyder noget for dig. Evt. skrive ned hvilke mål og ambitioner du har for livet. Et kendt ordssprog siger at kærligheden kommer når man mindst venter det. Måske er der noget om at hvis man leder for hårdt, så finder man ham ikke? Det er ikke så velanset at være egoistisk, men jeg synes faktisk godt man kan tillade sig at tænke på sig selv når det kommer til at finde ud af og beslutte hvad man drømmer om. Måske går det op for dig at det du har allermest brug for lige nu er at nyde din familie og venner? Eller måske finder du ud af noget helt andet?

Du kan også prøve at tænke over hvad det var der gjorde at du mistede interessen for dine ekskærester. Var det efter cirka lige lang tid hver gang eller var det forskelligt? Var det noget de sagde/gjorde eller måske noget de ikke sagde/ikke gjorde. Eller var det måske fordi noget manglede? Måske noget helt andet igen. Nogle gange er der jo ikke et svar på hvad der skete siden det gik i opløsning, men det kan også være svar i sig selv at finde ud af det. Så er det måske mere fordi timiningen ikke var så god eller måske var det fordi du endnu har den helt store kærlighed til gode.

Husk, at man ikke kan tvinge kærligheden frem. Når den opstår så er den der og så er det dejligt og værd at vente på! Jeg håber du vil komme til at opleve den der alvorlige forelskelse, du selv beskriver.

De allerbedste hilsner,

Astrid