Hej med dig,

Jeg kan virkelig godt forstå, at du sidder inde med en masse svære følelser og tanker ovenpå alt det du har oplevet. Det er aldrig sjovt, at være involveret i ens forældres problemer, for det er jo dem der skal passe på din søster og dig, og ikke omvendt. At din far så tilmed også har været syg, og der dermed også har været en masse bekymringer og svære følelser i takt med det, gør bare det hele endnu sværere. Det er helt forståeligt, at du i dag har det som du har det, og jeg synes det er godt, at du gør noget for, at du kan få hjælp.

Du skriver, at din mor brugte din søster og dig til at læsse af på, da dine forældre havde krisen, og at din søster og dig er blevet hurtigt voksne. Når du beskriver dine problemer, lyder du også meget moden af din alder, og du er rigtig god til at forklare hvordan du har det. Det er super godt! At din søster og dig er blevet lidt for modne lidt for hurtigt, kan dog sagtens hænge sammen med, at du i dag føler du har det svært, da du stadig med den alder du har i dag, ikke bør blive så involveret i problemer, der har været i din familie. Du nævner både, at din mor har tabt over 13 kg., og at din far har haft det hårdt og skal tage piller hver dag. Det viser mig, at du tænker rigtig meget på dine forældre, og at du vægter utrolig højt, at de skal have det godt. Desværre tror jeg, at du indimellem kommer til at glemme dig selv, og i stedet fokuserer lidt for meget på, hvordan de har det. Du er deres datter, og deres primære opgave er at sørge for at du har det godt :-)

Du nævner, at du har en masse spørgsmål til din far, men at du ikke har lyst til at rive op i det igen, fordi du ved, at det vil være rigtig hårdt for ham. Men har det ikke også, og er det ikke også, rigtig hårdt for dig, at have været vidne til din fars utroskab? Jeg tror bestemt ikke, at det vil gøre lige så ondt på ham, at blive spurgt til hans utroskab, som det har gjort på dig de sidste år. Jeg synes du fortjener, at få svar på dine spørgsmål. Din far skal uden tvivl nok kunne klare det, og jeg er sikker på, at han inderst inde også godt kan forstå dit behov for, at få svar på de ting, du tænker på. I stedet for at gå direkte til spørgsmålet, kan du jo lægge ud med at sige "Far, må jeg godt spørge dig om noget angående dengang....". Du kan også skrive et brev til ham. Det kan godt virke lidt fjollet, men at skrive breve er en rigtig god måde at komme ud med ting på, da man har tid til at tænke over hvordan man formulerer sig, men også fordi man ikke behøver stå ansigt til ansigt. Du kan også spørge din søster, om hun måske vil hjælpe dig med at stille ham spørgsmålene, så I har en støtte i hinanden. Hun har sikkert også nogle spørgsmålm som hun går og tænker over.

Du skriver også, at du er alt for tynd, og at sundhedsplejersken siger, at du er tæt på en spiseforstyrrelse. Nu ved jeg ikke, om du ikke vil spise, eller det er fordi du ikke spiser nok? Hvis det er fordi du ikke vil spise, fordi du er nervøs for at tage på, så synes jeg du skal snakke med sundhedsplejersken om noget hjælp. Spiseforstyrrelser kommer ofte pågrund af et ønske om at skabe kontrol i eget liv, og noget af det eneste man kan kontrollere sådan helt, er ens krop og hvordan den ser ud. Det kan være svært at behandle, og derfor skal der nogle professionelle til, som kan hjælpe dig med at få det bedre.

Spiser du derimod ikke nok, kan det, som du selv nævner i forbindelse med, sagtens have noget at gøre med, at du går og bekymrer dig om de spørgsmål du har til din far, og måske bare bekymrer dig om rigtig mange ting. Derfor er det igen rigtig vigtigt, at du får fundet en måde at snakke med din far på. Derudover er det vigtigt, at du tænker over og prøver at huske dig selv på at spise. Tage lidt større portioner end du plejer, spise et eller flere mellemmåltider i løbet af dagen. Alt det ekstra mad du kan få ind i din dagligdag tæller!

Sidst i dit brev fortæller du, at du på det sidste har overvejet at cutte, og at du har skåret dig i benet med en saks. At cutte er et klart udtryk for, at man har behov for hjælp, da man typisk ved at cutte, gør det fordi man ønsker at skifte ens indre/psykiske smerte ud med en fysisk smerte. Som du helt sikkert er klar over, så hjælper det at cutte desværre ikke på noget som helst, andet end at man gør det til en vane, og typisk føler mange 'cuttere' faktisk også en enormt stor skyldfølelse efter de har skåret i sig selv, fordi de ved, at det vil gøre deres familier og venner kede af det. Jeg tror derfor, at det at cutte på sigt vil gøre, at du får det endnu værre.

At cutte kan derudover også være et råb om hjælp, og hvis du har rigtig svært ved at fortælle dine forældre, at du er ked af det, så kan det også sagtens virke som en hurtig lindring, og tilmed skabe lidt opmærksomhed omkring problemerne, når dine forældre ser dem. Jeg er dog sikker på, at dine forældre vil blive langt mere kede af det af at du skærer i dig selv, end ved at du fortæller dem om dine problemer og stiller de spørgsmål, som du har behov for at få svar på.

Jeg synes derfor virkelig, at du skal få taget den snak med din far. Derudover synes jeg du skal snakke med dine forældre om, at du har det svært ovenpå deres krise og din fars sygdom, og så synes jeg du skal spørge dem, om du evt. kan komme ind og snakke med en psykolog om det hele. Det kan også være du kan snakke med sundhedsplejersken eller en lærer om det, som måske kan de henvise dig til en skolepsykolog. Jeg tror, det vil være rigtig godt for dig, at få lov til at snakke om alt det som er sket i dit liv. Alle de voksne har tavshedspligt, og må derfor ikke fortælle andre om de ting du fortæller dem.

Jeg håber du finder en måde at få snakket med din far på, og så håber jeg, at du snart bliver rigtig glad!

Mange hilsner

Christina.