Generthed

brevkassespørgsmål

Generthed

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 8 år 11 måneder siden

Hej 

Jeg har altid været "hende den stille pige."

Nogle gange tror jeg, at jeg tror jeg mere end jeg egentlig gør..

Nå, men så startede jeg på efterskole i august, og jeg bestemte mig for at nu skulle det være slut! Nu ville jeg være mere udadvendt og snakke med folk. 

Men det var lettere sagt end gjort.. Jeg har en vennegruppe her på efterskolen som jeg er rigtig glad for. Mem med alle de andre.. Der er jeg stadig hende den stille.. Og det vil jeg ikke være! Men er det for sent at ændre nu? Jeg mener, vi er jo halvvejs i skoleåret og folk har et billede af hvilken person jeg er..

Men også med drengene. De andre piger snakker bare med drengene og jeg ved jo også godt at folk ikke er farlige.. Men jeg ved bare ikke hvad jeg skal sige..

Jeg vil bare gerne være mere udadvendt!

Knus mig

Svar: 

Hej med dig

Først og fremmest vil jeg fremhæve hvor dejligt det er for dig, at du har fået en vennegruppe på efterskolen, som du har det godt med. Det er ofte de tætte venskaber, hvor vi har det allerbedst og dem skal vi huske at sætte pris på. Det er faktisk bevist, at det at have få tætte venskaber er noget af det, som betyder mest for det at have det godt i løbet af livet. Dermed ikke sagt, at jeg ikke synes du skal være opsøgende over for andre end din tætte vennegruppe. Jeg nævner det blot, for at fremhæve, at de tætte venskaber altså tæller mindst lige så meget som det at kunne snakke med mange forskellige personer. 

Du beskriver en frustration over ikke at være mere udadvendt. Jeg forstår godt du nogle gange kunne ønske dig at have nemmere ved at snakke med alle de andre også. Og selvom det måske kan være svært at mærke, så udvikler du dig hele tiden og er garanteret allerede blevet meget bedre til at snakke med nye mennesker end før du startede på efterskolen. Samtidig vil jeg minde dig om, at vi jo alle er meget forskellige, og du derfor ikke skal lave om på dig selv for andres skyld. Jeg tænker, at du mest af alt ønsker en række gode råd til at være mere udadvendt, men jeg tror den nemmeste vej (men ikke nem) for at blive mere udadvendt er at du acceptere at du nu engang er stille og ikke en person der snakker hele tiden. For det er altså helt naturligt, at vi først åbner lidt mere op efterhånden som vi kender folk lidt bedre. Og prøv eventuel at tænke på andre på din efterskole. For der er garanteret mange andre, som også snakker mest med en enkelt vennegruppe eller nogle få personer. Jeg tror der er rigtig mange som har det på samme måde som dig og også spekulerer over, hvad andre folk mon tænker om dem. Man kan nemt blive optaget af hvad andre tænker, men husk på, at det vigtigste er dine tætte relationer, for så skal det andet nok komme efterhånden som du accepterer, at det tager lidt længere tid og at du måske faktisk ikke selv gider at snakke med alle de andre. Ofte er der en del på en efterskole, og det er de færreste som gider og kan overskue at snakke med mange forskellige. 

Derfor vil jeg fremhæve, at det vigtigt, at du husker på det, der er godt ved at være DIG. På den måde tror jeg at du med tiden får en mere afslappet holdning til det at møde nye mennesker. Det er dog klart, at vi lige så stille kan vænne os til forskellige ting og at du kan øve dig i at snakke mere med nogle af dem, som du ikke plejer at snakke med. Nogle øver sig fx i ikke at være for dominerende og tale hele tiden, mens andre øver sig i at være mere udadvendt som du. Det er helt normale tanker og helt normale ønsker du udtrykker, det tror jeg mange andre kan nikke genkendende til. Derfor vil jeg komme ind på, hvordan du kan øve dig i, at snakke med nogle af dem du kunne tænke dig at indlede en samtale med. 

Du kan også prøve, at lægge mærke til hvor mange andre på skolen, som virker til at være stille lige som dig. Det kan samtidig være, at det er nogle du kunne have lyst til snakke med og de vil helt sikkert være glade for hvis du kom over til dem.

Én vigtig ting, jeg synes er vigtig du husker på er, at imens du lige så stille udvikler dig, så husk i løbet af det hele at vær tro mod dig selv. Tro mod dig selv forstået på den måde, at du accepterer at du ikke er meget udadvendt og derfor skal bruge lidt længere tid på lære folk at kende. For når folk lærer dig at kende, vil de også sætte pris på hvordan du er, OGSÅ selvom det måske tager lidt længere tid. Der er mange som vil finde det mindst lige rart at snakke med dig frem for dem der råber højest. Hvis du synes det kan være svært, hvad du skal sige til de andre, kan du tage fat i nogle af de ting der foregår på efterskolen og spørge ind til hvad de synes om et bestemt fag, en øvelse i lavede eller simpelthen bare lade din interesse styre og spørge ind til det som falder dig ind. Folk vil ofte gerne snakke om sig selv, så et godt udgangspunkt kan være at spørge ind til dem. På den måde kan du få en fornemmelse for hvem du snakker godt med og på den måde opsøge dem lidt mere på skolen. 

Venlig hilsen Maria 

MariaFPs billede
Maria har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program