Tror jeg har kommunikationsproblemer

brevkassespørgsmål

Tror jeg har kommunikationsproblemer

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 8 år 11 måneder siden

Hej cyberhus!

Jeg har i noget tid nu prøvet og få kommunikation til mange piger. For det første fordi de fleste af min venner fik kontakt med nogle og så sad jeg bare der, uden nogen. Så jeg skrev til folk. Og de synes jeg virkede sød og sådan, men lidt efter lidt begyndte jeg så småt at blive afhængig af dem. Så skriver jeg og skriver beskeder efter hinanden. Det starter både fordi at de ikke svare mig på nogle tidspunkter, når der står de er aktiv på facebook. De fleste synes jeg bliver irriterrende og til sidst hader de mig. Efter det her har jeg fået så lidt selvtillid og ingen gider skrive med mig. En af mine bedste venner forstod mig men forstod også de piger. Og jeg kan ikke ændre på det, men jeg kan ikke ændre på det. Har virkelig været deprimeret over det her i så lang tid nu :(

Svar: 

Hej med dig

Det er forståeligt, at du bliver frustreret over, at dine venner allesammen er i kontakt med piger - det lyder som om, du pludselig står og føler dig lidt alene. Og så oplever du desværre også, at de piger, du skriver med ikke altid svarer. Det kan virkelig være surt og hårdt at føle, at ens selvtillid bare daler. Og det er så flot, at du har skrevet herind til os. Jeg vil meget gerne skrive mine tanker ned, og så kan du se, om du kan bruge dem ind i det, du står i.

Du beskriver, hvordan du føler dig afhængig af de piger, du har skrevet med - og hvordan du ofte skriver mange beskeder til dem, når de ikke svarer. Når man får kontakt med en sød pige og oplever at hun svarer, kan det føles rart og dejligt at have kontakt. Man kan føle sig accepteret og anerkendt, og det er en dejlig følelse. Så det er forstårligt, at det kan være svært at slippe den følelse af at være interessant igen. Når pigerne ikke svarer, så kan det gå ind og påvirke din selvtillid og måske give dig tanker om, om du er god nok. Og det er en helt naturlig reaktion, du kommer med. Som mennesker er vi indrettet sådan, at vi gerne vil have ros og anerkendelse fra andre mennesker. Sådan er vi allesammen indstillede, så det er ikke bare dig. Måske kender du det fra dine forældre eller fra dine klassekammerater, at du bliver glad, når nogen roser dig. Det er noget, vi tager rigtig meget til os, som mennesker. Og på den anden side tager vi også afvisninger eller kritik til os. Når vi oplever at blive kritiseret elller valgt fra, så kan det sætte sig og gøre rigtig ondt indeni. Jeg tænker, at det måske er derfor, at du føler, at din selvtillid er skrumpet ind. Fordi du har oplevet nogle situationer, hvor du har følt dig valgt fra af pigerne. Det kan være meget forskelligt, hvordan man reagerer i situationer, hvor man føler sig afvist. I dit tilfælde reagerer du ved at sende mange beskeder til pigen. Måske i håb om, at hun vil svare på én af dem? Det er dit indbyggede mønster, og det er skarpt set, at det er sådan, du reagerer.

Du skriver, at du faktisk har været rigtig deprimeret over, at du reagerer sådan, men ikke føler, at du kan lave det om. Selvom det kan være super svært at gennemskue, så kan man ændre på sine handlinger, hvis man gerne vil. Det er ikke nemt, og det kræver noget tid, men det kan lade sig gøre. Det handler blandt andet om, at man kan gøre noget andet end det, man plejer. Noget, som du f.eks kan overveje er, at være opmærksom på det punkt, hvor du begynder at sende mange beskeder. Her kan du blandt andet prøve at tænke over at skrive beskederne, som du ville have sendt, ned på papir i stedet for i en besked. Eller i et tekstdokument på computeren eller en note på mobilen. Så du får skrevet det, der fylder, men ikke nødvendigvis sender det afsted til pigen. Du kan også overveje at tage fat i din ven, som forstår både dig og pigerne og høre, om han har nogle gode råd til dig, så du ikke får sendt så mange beskeder afsted. Måske kan du aftale med ham, at du sender en besked til ham hver gang, du har lyst til at sende en afsted til pigerne. Han virker som en god ven, som forstår dig - så det kan måske være en god støtte for dig i situationen. Du kan også løbende være opmærksom på at sige til dig selv, at selvom pigen måske holder op med at svare, så er du stadig god nok, som du er. Så er det ikke ensbetydende med, at du ikke er et dejligt menneske, som har værdi. Der er mange positive ting at sige om dig, også hvis du ikke skriver med en pige, som dine kammerater. Du rummer så mange ting, som gør dig helt speciel. Husk dig selv på det - du vil kunne klare mange ting her i livet, hvis du øver det at tro på dig selv. Hvis det kan hjælpe kan du skrive 3 ting ned hver dag, som du synes, at du er god til eller som du kan lide ved dig selv. På den måde kan du læse de ting, når du har en dårlig dag eller hvis en pige ikke svarer dig. Så har du nemlig en masse ros samlet, som du kan blive i bedre humør af. 

Til sidst vil jeg sige, at jeg ønsker dig det bedste fremover. Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af mine tanker og føler lidt mere gå-på-mod i forhold til din situation. Husk at du ikke er alene, og at mange andre står i en situation, hvor det er svært at snakke med piger. Alle må øve sig på et eller andet, og det er helt ok - det er faktisk sådan, man udvikler sig og lærer sig selv og piger at kende. Så ret endelig ryggen og prøv igen. Hvis du føler, at du kunne bruge flere råd, så må du altid skrive herind igen, og så kan vi give endnu flere tanker med på vejen. Du kan evt. også skrive et spørgsmål eller en tanke ind på vores debat, hvor andre unge kan kommentere og tænke sammen med dig.

Venlig Hilsen Mai

 

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program