Hej med dig.

Jeg forstår på dit brev, at din far er ked af, at du troede at han filmede dig, da du skulle i bad, og at du ikke ved, hvad du skal gøre nu. Jeg kan godt forstå, hvis det har været en lidt ubehagelig oplevelse for dig at opdage kameraet, og jeg kan godt forstå, hvis det kan føles som en krænkelse og kan have været grænseoverskridende.

Jeg kan forstå, at du er i tvivl om hvorvidt du skal tro på din far, eller om det var bevidst at han havde efterladt kameraet, så han kunne filme dig. For det første må jeg understrege, at det selvfølgelig ikke er i orden at blive filmet uden at have givet sit samtykke til det, og særligt ikke i en følsom situation, hvor man er på vej i bad og ikke har noget tøj på. Og det gælder uanset om kameraet var placeret der bevidst eller ved en fejl. Så derfor synes jeg at det var godt, at du havde mod på at konfrontere din far, selvom han efterfølgende blev ked af det. Det er vigtigt at sige fra, hvis man føler, at man har oplevet noget der gik over ens grænser, selvom det måske ikke har været med vilje. Jeg kan godt forstå, hvis du undrer dig over, hvorfor din far har reageret så voldsomt på episoden, eller du er bekymret for hvad du skal gøre. Det lyder også til, at han er meget påvirket af det, men hvorfor er svært at sige. Men du skal vide, at det ikke er dit ansvar, at sørge for at han får det bedre igen. Du gjorde det rigtige i at fortælle ham om kameraet. Men jeg kan godt forstå, at det må være svært at se sin far sådan. Men det er på ingen måde din opgave at hjælpe ham til at få det godt igen. 

Jeg tænker lidt på, om du har nogen du kan snakke med om det der er sket, og hvilke tanker du gør dig nu? Det kan fx være et andet familiemedlem, som også kender din far. Jeg tænker nemlig, at det kan være en god idé at snakke med en om det du har oplevet, og hvordan din far har det nu. Det kan være, at vedkommende kan tale med din far. Selvom jeg ikke tænker, at du skal sørge for, at din far får det bedre igen, så kan en anden mulighed måske også være, at du taler med din far igen om episoden. Hvis du har lyst til det, så kan du fortælle, hvordan du har det lige nu, og hvilke tanker du har gjort dig. Det kan måske være med til at afklare nogle ting, og det kan være at din far føler sig misforstået eller er bange for, hvad du tror om ham. Men det skal selvfølgelig kun være, hvis du har overskuddet til at snakke med din far om det. Ellers vil jeg anbefale dig at tale med en anden person om det. Du skriver ikke, hvordan dit forhold til din far ellers er, og om du føler dig tryg med ham. Hvis du føler dig utryg, så tænker jeg, at det vil være en idé at tale med en anden person om det. Men hele episoden kan selvfølgelig også være en fejl fra din fars side og et engangstilfælde at kameraet var havnet på jeres badeværelse, og derfor kan det måske være derfor, at din far er meget ked. Og jeg kan også forestille mig, at det må være ubehageligt at blive mistænkt for noget man ikke har gjort bevidst. Så det er svært for mig at sige, om du skal tro på, hvad han siger. Men hvis du virkelig føler, at det var bevidst af din far, at han ville filme dig, så håber jeg, at du vil sige det til nogen. Ellers vil det bedste nok være, at tale med din far, så I sammen kan finde ud af, hvordan du kan opbygge noget tillid til ham igen.

Jeg håber at du kan bruge mit svar.

Mange hilsner
Pernille