Hjælp

brevkassespørgsmål

Hjælp

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 8 år 3 måneder siden

Kære Cyberhus...

Jeg er en pige på 17 år, som har en kæreste hvis ekskæreste var et kæmpe svin overfor hende, og han var på samme måde som min egen eks var overfor mig.

Problemet er bare at jeg ikk kan slippe af med hendes eks i mit hoved.. Jeg tænker hele tiden på de ting han bød hende, de måde han udnyttede hende, og det går

Mig på at uanset hvad jeg gør eller foretager mig føler jeg han har gjort det før mig...

Please hjælp mig af med alt det raseri...

Hilsen mig

Svar: 

Hej med dig

Det er meget forståeligt, at du er frustreret over situationen, hvor din kærestes ekskæreste ikke har behandlet hende godt, og du nærmest føler, at det er blevet gjort mod dig. Det er bestemt ikke en rar ting at stå midt i, og jeg kan godt forstå, at du ikke kan finde ud af, hvor du skal gøre af det raseri, som du mærker, når du tænker på det. 

Du skriver i dit brev, at din kæreste er blevet behandlet ligesom du selv har prøvet tidligere i forhold til din ekskæreste. Det lyder som om, det prikker ekstra hårdt til dig, fordi du selv har oplevet, hvor ondt det kan gøre, og jeg tænker, at det også er derfor, du bliver vred over det. Og ved du hvad, det er meget forståeligt. Når vi ser eller hører, at dem, vi holder af, bliver dårligt behandlet, så er det helt naturligt for vores krop og vores følelser at reagere på det. Så din reaktion betyder, at du er helt normal, og samtidig at du føler en naturlig trang til at beskytte én, du holder af. Når det så er sagt, så er det godt at være opærksom på, om den følelse af vrede fører til nogle uheldige handlinger. For så er det ikke så konstruktivt. I stedet kan man forsøge at tage hånd om følelserne, så de ikke resulterer i, at man gør noget dumt. Jeg synes, det er rigtig flot, at du skriver herind og spørger om råd - det er et godt skridt i retningen af at få taget hånd om situationen på en god måde. 

Jeg har nogle forskellige råd til dig, som måske kan hjælpe dig med at få dit raseri ud på en god måde. Overordnet kan man sige, at den bedste måde at undgå, at raseriet tager over er, for det første at acceptere, at man er vred/rasende (måske med god grund, og måske ikke, men det fylder indeni) og for det andet at finde en måde få det ud af kroppen. Det kan være meget forskelligt, hvad der virker for folk, fordi vi er forskelligt indrettet, men for nogle virker det at skrive ned, hvad der gør én vred. Andre løber eller cykler en tur. Nogle går en tur og hvisker højt, hvad der gør dem vrede. Nogle sætter glad musik på og danser det ud. Der er også nogle, der ringer til en ven/veninde og læsser af. Åndedrætsøvelser kan også være effektive mod vrede - du kan google dig frem til forskellige bud, hvis det er noget for dig. Jeg vil anbefale dig at tænke over, hvad der kunne virke for dig. Er det én af de ovenstående ting eller noget helt andet. Og så prøv at gøre det, når du mærker, at du bliver vred. Måske virker det ikke første gang, men anden eller tredje. Hvis du oplever, at det bliver ved og ved, og du ikke selv kan få det under kontrol, så vil jeg anbefale dig at snakke med din læge om muligheder for kurser eller andet, som du kan deltage i. Der findes forskellige tilbud, hvor man får arbejdet med sit tewmperament og lærer at styre det, som måske kunne være en god hjælp.

Du skal vide, at der er håb forude, for at du bliver dus med din vrede. Det er ikke nødvendigvis noget, du 'bare' må leve med resten af livet. Ikke hvis du aktivt tager et valg og gør noget for at ændre det. Men det kræver noget mod og noget stædighed, for det vil være en proces, hvor det gradvist bliver bedre. Så der må man finde tålmodigheden og sin indre kriger frem. Men der kommer sandsynligvis et godt resultat ud af det, i sidste ende.

Her til sidst sender jeg dig en tanke og håber, at din proces blivcer god. Og hvis du har brug for mere sparring, så send gerne et brev mere herind - vi vil meget gerne dele flere tanker.

Venlig Hilsen Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program