Hej med dig

Det lyder som om, at det er rigtig svært at være dig for tiden. Det virker som om, der er nogle ting i dit liv som er svære at håndtere, samtidigt med at du er i puperteten, hvilket i forvejen kan være en svær periode for mange, da der sker mange forandringer både med krop og personlighed. Jeg synes, at det er rigtig godt at du skriver til os her i Cyberhus, da det tit kan være hjælpsomt at komme af med alt det der fylder hos én, samtidigt med at du kan få en andens perspektiv på tingene. Jeg vil prøve at skrive mine tanker om din situation herunder. 

Ikke nok med at du gennemgår en periode i dit liv, der i sig selv har udfordringer med sig, har du også været igennem store forandringer, da du skriver, at du er kommet i en ny klasse, og samtidigt flyttet til et helt nyt område i byen. Det betyder at du næsten fra den ene dag til den anden fik en helt ny og anderledes hverdag. Jeg forstår virkelig godt, at det kan være svært at overskue - det er en stor mundfuld. Du skriver, at du især synes at det begyndte at gå ned af bakke for dig, da du begyndte i 7. klasse og ikke længere havde dine bedste venner i klassen. Det gør mig virkelig ondt at høre, at der pludselig skete noget med dit selvværd, og at du fik en spiseforstyrrelse. Samtidigt lyder det som om, at der har været nogle forventninger du har følt du skulle leve op til, særligt i skolen og særligt for at leve op til din mors krav. Det er ubehageligt at have forventninger trukket ned over sig, og det kan virke som et pres. Tit kan man også selv være med til at opretholde forventningerne, da man har en ide om hvordan man skal være for at få accept og hvordan man skal se ud for at få anerkendelse. Du går med alle de her ting som fylder hos dig helt selv, og du skriver at du ikke ved om du kan fortælle dem til nogen. Men jeg tror, at det er for meget for dig at bære rundt på selv, og synes derfor du skal overveje om du måske kan tage en rigtig god snak med din mor. Du skriver, at din mor fandt ud af, at det hele ikke gik så godt længere i skolen, da hun så dine karaktere, men du skrev ikke, hvordan hun reagerede på det. Jeg vælger at tro på, at din mor godt ved at karakterer ikke er alt i verden, og hun derfor er i stand til at se udover disse. Jeg tror det vil være en hjælp at prøve at få din mor til at forstå din verden, få dine ord om alle de ting der er svære for dig, som gør at du har svært ved at være i skolen og lave lektier og have det godt med dig selv. Det er okay at vise sårbarhed, vi mennesker har brug for hjælp engang i mellem, og jeg tror på at din mor vil hjælpe dig, hvis du prøver at fortælle hende, hvor meget du egentligt går og kæmper med. Hvis det er svært at sige tingene ansigt til ansigt, kunne det også være en mulighed at skrive et brev til din mor, da det ofte er lettere at sætte ord på tanker og følelser på skrift. 

Du skriver at du i skolen engang var den bedste, og har været vant til at lave alle lektier osv. I dag skriver du, at du har fået en ny rolle i klassen, og du forestiller dig selv at du er lærerens "hadeelev". Dog tror jeg ikke at lærerens syn på dig er så slemt, da de forhåbentligt også er i stand til at se det menneske, der er bagved hende der ikke får lavet lektier. Hvis du har nogle af de samme lærere som du har haft tidligere, har de måske endda overvejet om du er okay, da de formentligt har opfattet at der er nogle ting, der påvirker din måde at være på i skolen. Har du mon en lærer som du kan se dig selv snakke med under fire øjne, en som du er mere tryg ved end de andre? Så tænker jeg også, at det kunne være en mulighed at snakke med ham/hende om hvordan du egentligt har det, da I vil have nemmere ved at forstå hinanden, hvis de ved at du faktisk ikke har det særlig godt. Jeg ved godt, at det er grænseoverskridende, men jeg tror på at det kan hjælpe at åbne op og giver andre indsigt i hvordan du har det.  

Noglegange når der sker forandringer i vores liv, kan det være rart at have nogle holdepunkter, som forbliver stabile. Noget man selv kan kontrollere og styre, når der nu fx opstår ting som laver helt om på ens hver dag, som det har gjort for dig både i forhold til en ny klasse hvor du ikke længere har dine bedste venner og i forhold til at I er flyttet. Jeg tror, at det er sådan, fordi vi mennesker godt kan lide at have en vis kontrol over vores liv. Den her kontrol har du måske kunne opretholde gennem spiseforstyrrelsen, da du på den måde selv kan styre hvad du spiser. Men jeg tror også at du skal passe på, at spiseforstyrrelsen ikke får kontrol over dig, og dermed styrrer dig i stedet for omvendt. Det må være vildt svært at være i for dig, og du har måske en masse tanker om hvordan du gerne vil se ud. Du skal vide, at du er helt perfekt lige nøjagtig som du er. Vi kan have en tendens til at tro at ting vil være anderledes og bedre hvis vi kommer til at se sådan og sådan ud, når vi får den der flade mave. Men sådan er det ikke, for hvornår er vi så gode nok - hvem og hvad er det vi skal leve op til? Jeg vil minde dig om, at der ingen er som dig, og du er af en hel særlig støbning som ingen andre kan tage fra dig. Du er god nok bare fordi du er dig. Hvis du tænker, at det kunne være rart at få en form for hjælp eller mere viden er Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade, en forening med meget erfaring inde for området, og jeg tænker at det måske kan være brugbart for dig at kigge på deres hjemmeside. De har også en anonym chatrådgivning, hvor der sidder frivillige klar til at lytte, som ofte er nogle der også selv har haft erfaring med spiseforstyrrelser. Hvis du har lyst til vide mere om det kan du trykke her. 

Du skriver også, at du har fået nye venner der hvor I er flyttet hen, og at du er begyndt at drikke alkohol og ryge, hvilket er meget normalt i din alder at prøve af og få nye erfaringer med. Dog lyder det også som om, at det har været svært for dig at styre det med at drikke engang imellem. Hvis man har det svært og er ked af det over nogle ting, kan det være en let løsning at få lidt pause fra det hele, når man drikker sig fuld. Men bagefter er tingene måske bare endnu sværre at håndtere. Det er selvfølgelig vildt dejligt at du har fået nogle nye venner, men jeg synes også du skal prøve at mærke efter inderst inde, hvem du virkelig værdsætter at være sammen med. Når det kommer til ens venner, er det ok at være lidt egoistisk engang imellem. Tænk over hvilke af dine venner der gør dig virkelig glade, og hvem der måske påvirker dig i en mere negativ retning. Du skriver også, at du er begyndt at rappe, hvilket jeg synes lyder rigtig fedt. Du skriver, at det gør dig rigtig glad, og det kan være at du netop her får sat ord på nogle af de ting der ellers fylder hos dig. Bliv ved med at gøre de ting der gør dig i godt humør, så glæden kan få lov til at sprede sig og hjælpe dig igennem de ting der er sværre for dig at være i.

På dit brev lyder det som om, at du i dit liv tidligere har haft en bestemt rolle og at du nu i dag føler at du har en helt anden. Det virker også som om at det er rigtig svært for dig at forene de her to roller, da de måske kan ligne to vidt forskellige piger, hvilket er stressende for dig at tænke på. Den ene pige kan virke mere rigtig i dit hoved end den anden. Du skriver, hvordan du kan blive som du var før. Men jeg tror på, at personen som du er, er den samme som du altid har været, selvom du oplever at du forandrer dig lidt over tid. Hvis du tænker over det, kan du måske stadig lide nogle af de samme ting som da du var yngre? Måske har du samme livret, måske er du faktisk stadig rigtig dygtig til det fag i skolen som du klarede dig bedst i tidligere? Du skal vide, at det er okay at vise at livet også er svært og udfordrende nogle gange. Vi er alle mennesker, og det er noget af det mest menneskelige at have brug for hjælp og støtte. Faktisk tror jeg, at det kan være en stor styrke at vise svaghed, da du på den måde viser at du er den du er, og at det hele nogle gange bare er træls Du er god lige nøjagtig som du er. I morgen er der en ny dag, som også kan være en ny start. Det er aldrig for sent at åbne op og vise hvordan du egentligt har det. Jeg håber du har mod på at få snakket med en du er tryg ved, og få hjælp til de ting, der fylder hos dig, og gør din hverdag hård. Jeg tror på dig - det hele skal nok gå. 

Du skal vide, at du altid er velkommen til at skrive her i brevkassen igen. Derudover må du også meget gerne skrive til os i chatten, hvor der sidder en frivillig rådgiver klar til at lytte og komme med råd. Du kommer ind til chatsiden ved at trykke her. 

Jeg håber meget at du kunne bruge mit svar og ønsker dig alt det bedste.  

Mange hilsner 

Annika