Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Ondt ved kæbeleddet

brevkassespørgsmål

Ondt ved kæbeleddet

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 9 år 4 måneder siden

Hej

Jeg har siden februar måned haft ondt i mit kæbeled, kun i venstre side. Jeg vågner en morgen med at jeg har ondt i den ene side af kæben når jeg spiser.

Jeg er ret sikker på at det hele startede efter at jeg dagen før var rigtig træt og jeg sad og gabte rigtig meget og længe. Min kæbe har knækket og knasset i noget tid. da jeg åbnede munden gav den også et kæbe knæk nogen gange. hvad skyldes det at den knækker og knasser? Før i tiden gjorde det ondt fra mit øre og ned til min hage og det var ret smertefuldt lige i starten. Det gjorde ondt når den knassede og jeg var øm i hele kinden. når jeg vågner om morgenen har jeg spændinger og skulderen, og det kan tage flere timer før det er væk. Jeg har også haft tinnitus/øresusen. Jeg gik så til min tandlæge som har lavet en bideskinne til mig som skulle aflaste mine tyggemuskler og kæbeled. Den har jeg haft i ca. 1 1/2 måned og jeg synes den virker fint nok. Jeg vågner næsten ikke op med smerter i nakken og skulderen, og hvis jeg gør går det hurtigt væk igen. Men min kæbe knækker stadig en lille smule og jeg har også stadig ondt i mit øre nogle gange. hvorfor har jeg det, og har det noget med mit kæbeled at gøre? min bideskinne hesteskoformet bideskinne, og jeg tror det er sådan en man bruger når man skærer tænder. Det skal lige siges at jeg ikke har fortalt hvad jeg tror der er årsagen til mit problem i kæbeleddet, da jeg ikke tænker det er så relvant for behandlingen. Jeg er lidt i tvivl om jeg har fået den rigtige bideskinne. Den er ikke særlig høj, men jeg har jo også kun haft den i lidt tid, og jeg tænker at jeg nok skal have den mere på før jeg opnår den ønskede effekt? Ved du hvad der kan være galt med mit kæbeled og om det er noget alvorligt? 

Svar: 

Hej pige 16 år

Tak for dit spørgsmål om dit kæbeled, jeg kan godt forstå, du gerne vil vide, hvad det er galt.

Det kan jeg til gengæld ikke 100 % sikkert fortælle dig uden at have foretaget nærmere undersøgelse af dig, men jeg kan gætte ret godt på baggrund af dine symptomer.

Dit kæbeled har en lille bruskskive, der virker som en stødpude og er med til at kæbeleddet glider bedre, når du gaber rigtig højt. Dine symptomer tyder på, at din bruskskive har fået en skade eller er helt smuttet ud af sin plads. Det generer alle muskler og sener omkring kæbeleddet (som ligger lige foran øret, derfor gør det ondt i øret) og det gør ondt på dig.

Det kan være kommet af, at du har slået kæben eller af overbelastning fra for eksempel tandskæren eller vaner, der belaster kæbeleddet: tyggegummitygning, sidden med hånden under hovedet, soven på maven. Eller bare af, at din brusk ikke er stærk - for eksempel hvis du har "løse led" i kropoen generelt. Der kan også være sammenhæng med muskelspændinger - hvis du spænder meget i ryggen / nakken, så spænder du også mere i ansigtet, når du sover.

Når brusken har fået en skade glider leddet ikke så godt. Det kan godt blive bedre over tid - specielt hvis du holder op med at gøre det, der har udløst problemet. Derimod kan du ikke få brusken til at gå på plads af sig selv, hvis den faktisk er gledet ud af plads.

Heldigvis er det sådan, at leddet over tid vænner sig til tingenes tilstand. Normalt får man færre problemer med leddet over tid. Men nogle mennesker har perioder med smerter, gabebesvær, knækken, lyde i lange perioder og over nogle år før det går helt over. Der findes ikke nogen behandling, der kan trylle det på plads.

Din bidskinne kan måske hjælpe dig, hvis det er fordi du skærer tænder, du har fået problemet. Du skriver, at den gør du har mindre ondt og så er det jo godt at bruge den, tænker jeg. Men den kurerer ikke noget!

Der findes øvelser, der kan hjælpe. Og i perioder med mange smerter kan det være en fordel at bruge noget smertestillende.

Jeg vil foreslå dig at snakke med din tandlæge igen og bede ham / hende lave en grundig bidfunktionsundersøgelse og fortælle grundigt om, hvad det er, der er galt og hvad du kan gøre selv for at formindske problemerne. Det lyder lidt (tænker jeg) som om du "bare" har fået en bidskinne og ikke meget forklaring.

Som jeg skriver så kan der være sammenhæng med muskelspændinger fra ryggen. Så det kan også være, at du kunne få hjælp hos en fysioterepeut eller en kiropraktor eller en afspændingspædagog eller??? Ingen af dem kan gøre noget ved skaden i kæbeleddet, men de kan måske hjælpe dig til færre muskelspændinger - og så vil dit kæbeled få det bedre også.

Du skriver, at du ved, hvad det er, der har gjort det. Det ville jeg da klart foreslå dig at snakke med tandlægen om. Hvis du bliver ved med at gøre det, bliver du ved med at genere leddet og du kan risikere, at der sker det samme i det andet kæbeled. Så det tænker jeg ville være godt for dig at få bekræftet eller afkræftet din formodning. Din tandlæge har tavshedspligt og du kan jo bede om at få lukket døren, mens I snakker om det, hvis det er noget, du synes er pinligt at tale om.

Hvis du ikke synes din tandlæge kan hjælpe dig og forklare tingene godt nok findes der specialister - for eksempel på Københavns Tandlægeskole - som ved specielt meget lige præcis om kæbeledsproblemer. Behandlingen er gratis og består mest af undersøgelse og samtale.

Du kan også prøve at google "problemer med kæben" eller "knækken i kæben" - der ligger mange informationer om problemet på nettet. Sammenlign med hvad jeg har skrevet og hvad der står de forskellige steder. Så har du mere du kan spørge din tandlæge om.

Held og lykke med det.

Niels Hansen, tandlæge

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program