Lang distance forhold i plejefamilie.

brevkassespørgsmål

Lang distance forhold i plejefamilie.

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 8 år 8 måneder siden

Hej. Har været sammen med min kæreste som bor i Kroatien i 7 måneder nu, dog har vi kendt hinanden i lidt over et år. Jeg har besøgt hende én gang, og hun i sommerferien har hun også været over. 

Men nu til problemet. Jeg er i en plejefamilie (har jeg været i et år.) og ved ikke rigtigt om de har nogle regler omkring mig, som ville gøre at jeg ikke må tage afsted alene. Ved ikke helt hvordan det foregår, da de har ansvaret for mig, og derfor ikke må sende mig afsted alene(?).

Så mit spørgsmål er, kan det lade sig gøre at rejse alene, selvom man er i plejefamilie?

Svar: 

Hej med dig. 
Jeg kan godt forstå, at du gerne vil besøge din kæreste i Kroatien. Det må også være svært med så meget afstand.

Jeg er lidt usikker på, om der er nogle regler omkring at rejse alene når man er i plejefamilie. Umiddelbart vil jeg tro at der ikke er en specifik regel omkring det, men da du ikke er myndig endnu, så er det rigtigt at de har ansvaret for dig, og kan i princippet sige nej til at du skal rejse selv. Så jeg tænker, at det er nok en god idé at du får snakket med dine plejeforældre om du gerne må besøge din kæreste. Du kan fortælle dem, hvor meget det betyder for dig, og hvis du sætter dig godt ind i hvordan du skal rejse og hvad det indebærer, så viser det også dem, at du mener det seriøst og at du virkelig gerne vil afsted. Men du kan risikere, at de siger nej, og det kan også være en god idé at være forberedt på.
Hvis du vil være helt sikker, kan det også være at du har en kontaktperson eller tilknytning til en anden person i kommunen, som du kan spørge, om de kender nogle regler på området. Ellers kan du prøve at ringe til din kommune, som kan henvise dig til de personer, som ved noget om det.

Hvis du ender med at tage afsted, så skal du lige være opmærksom på, at de forskellige flyselskaber har nogle forskellige regler omkring at rejse alene når man er under 18 år. Ved nogle flyselskaber må man gerne rejse selv når man er fyldt 16 og ved andre skal man faktisk have en samtykkeerklæring, dvs. dine plejeforældre vil så skulle skrive under på, at du gerne må rejse alene. Men du kan hurtigt finde det på det pågældende selskabs hjemmeside. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar og at du får mulighed for at besøge din kæreste.

De bedste hilsner Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program