Hvordan skal jeg sige det til ham??

brevkassespørgsmål

Hvordan skal jeg sige det til ham??

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 9 år 6 måneder siden

Hej Cyberhus

Her på det seneste har jeg haft meget lyst til min kæreste men jeg ved ikke hvordan jeg skal få sagt til ham at jeg gerne vil have sex med ham. Vi har før "snakket" om det på en måde men ikke sådan rigtigt. Fordi jeg ved han også godt vil men hvordan skal jeg komme ind på emnet og evt. lægge op til det??

 

Svar: 

Hej du

Det er helt forståeligt, at du synes, at det er svært at få sagt til din kæreste, at du gerne vil have sex med ham. Det kan også være rigtig svært at tage sig sammen til og det kan være grænseoverskridende. Det tror jeg alle, som har stået i en lignende situation, vil kunne genkende.

Sex er et emne, som kan være svært at snakke om. Og for mange føles det pinligt at komme ind på, at man har lyst eller hvad man har lyst til. Og sådan er der mange, der har det. Men det at kunne snakke om tingene er en rigtig god ting, fordi det gør, at man får sporet sig ind på hinanden. Så selvom det virker svært, så er mit råd til dig at prøve at finde en frimodighed frem og springe ud i en snak, hvor du bare er ærlig og siger, hvad du tænker. Det kan både være rart for dig at få det sagt, og måske vil din kæreste så også turde sige, hvad han tænker. På den måde vil I kunne få en åben og ærlig snak. Det lyder også som om, du gerne vil snakke med ham. Men det kræver selvfølgelig, at du starter samtalen, og hvordan gør man lige det? Det kan man gøre på mange måder, og jeg vil anbefale dig at bruge noget tid på at tænke over, hvad du tror, vil være rarest for dig. Måske skal du skrive en sms og fortælle, at du gerne vil snakke med ham, og hvad du gerne vil snakke om, så han ved det på forhånd. Måske skal du invitere ham på en gåtur og snakke om det, imens I går. Det kan være, du kan nævne det, når I sidder på dit værelse. Måske kan I sætte jer udenfor imens det er mørkt, så I ikke kan se hinanden imens. Det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser. Der er nemlig ikke nogen rigtig eller forkert måde at tage snakken på. Og det er meget forskelligt, hvad der føles rarest for folk - sådan er vi bare forskelligt indrettet.

Jeg håber, du finder en god måde at tage snakken med din kæreste, og at det bliver en god oplevelse at åbne op, selvom det kan være svært. Hvis du har tanker, som du gerne vil dele eller bare har brug for et råd, så er vores 1-1chat åben mandag-torsdag, og her kan du snakke med en voksen.

Venlig hilsen Mai

 

 

 

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program